Gå til hovedindhold

Mobile menu

Serie om DMDP partnerskaber I:
VE og Vestas i parløb om vindenergi i Kenya

Kan den danske miljøorganisation VedvarendeEnergi og vindmølleproducenten Vestas på kommercielt basis levere grøn energi til fattige mennesker i Kenya? Globalnyt kigger nærmere på det første partnerskabsprojekt af fem i en ny serie om Danidas nye erhvervsinstrument Danida Market Development Partnerships.

CC BY David White

Kan den danske miljøorganisation VedvarendeEnergi og den danske vindmølleproducent Vestas på kommercielt basis levere grøn strøm til fattige mennesker i Kenya? Hvis du spørger Danida, er svaret ja.

VedvarendeEnergi og Vestas er nemlig et af de 5 konsortier der har vundet støtte under pilotprogrammet Danida Market Development Partnerships, et ambitiøst nyt tiltag der vil sammenflette styrker fra erhvervslivet og NGO'erne. Konkret skal VedvarendeEnergi og Vestas etablere mini-møller til levering af grøn strøm til fattige i Kenya på kommercielt basis, et projekt der også inkluderer DTU til levering af den tekniske ekspertise.

Ingen fossile brændstoffer. Ingen afhængighed af eksisterende infrastruktur. Masser af strøm til de fattige. Jo, på papiret ligner det en oplagt løsning på forsyningsknapheden.

Men, hvor ligger den kommercielle bæredygtighed, især i fattige områder, hvor evnen til at betale for elektricitetsforsyning er stærkt begrænset? Selvom Danida i den indledende fase ikke kræver, at projektet er kommercielt bæredygtigt, har Danidas klare prioritering af erhvervsdimensionen betydet, at projektet skal være rentabelt på sigt.

Men hvordan laver man et rentabel udviklingsprojekt, især iblandt fattige befolkninger, hvor betalingsevnen er meget lav? For at forstå hvordan kommercielle hensyn og udviklingshensyn spiller sammen i projektet, må vi se nærmere på den særlige sammensætning af projektets partnere og deres interesser.

Udvikling og rentabilitet i samme projekt?

Som projektets non-business partner og som NGO der laver udviklingsprojekter indenfor bæredygtig miljøudvikling i Afrika, har VedvarendeEnergi (VE) en klar interesse i flere midler til udbygning af deres projektportefølje og dermed til aktiviteter, der styrker opnåelsen af FN’s verdensmål.

Helt konkret bidrager VE med viden om hvordan man arbejder med lokalsamfund i en udviklingskontekst, det som sekretariatsleder Bjarke Rambøll kalder ”de gode udviklingsprincipper om transparens, fortalervirksomhed og hvordan man involvere lokalbefolkning.".

Kort sagt, VE leverer lokalbefolkningen til projektet. Og der er netop denne resource, som Vestas mangler.

Vestas, som projektets primære business partner, er globalt førende til at udvikle og producere vindmøller på kommerciel basis, men de er stadig nybegyndere til en udviklingsdagorden. Kan de etablere møller på en måde der respekterer, inddrager og begunstiger fattige befolkningsgrupper i Afrika?

Vestas fik en del negative omtale i forbindelse med Lake Turkana Wind Power Project i 2016, hvor organisationen Danwatch offentliggjorde rapporten "A People in the Way of Progress" der dokumenterede omfattende negative sociale konsekvenser ved prestige-projektet i det nordvestlige Kenya, hvori Vestas er en central spiller.

Projektet lagde også til grund for DR Horisont dokumentaren i efteråret 2016  med titlen "Da vindmøller smadrede et samfund". Det kunne et socialt afstemt vindmølleprojekt i Kenya, være med til at rette op på.

Fordelen ved DMDP projektet er i følge Chief Specialist Carl Erik Skjølstrup, Innovation & Concepts, at det giver Vestas "mulighed for at afprøve løsningen. Vi undersøger i samarbejde med vores partnere, hvordan en mindre kilowatt-mølle kan indgå i den lokale elforsyning i landdistrikter i Afrika."

Skjøldstrup mener, at det er for tidligt at sige noget om de kommercielle udsigter. "Med VedvarendeEnergi som projektleder og andre danske og kenyanske partnere som del af projektet har vi et stærkt setup for at forstå de lokale betingelser og krav. Det er helt centralt for at sikre, at vi udvikler de rette tekniske løsninger" afslutter Skjøldstrup.

Men måske er det kommercielle potentiale til at få øje på? Hvis man via DMDP projektet kan udvikle en mini-mølle, der kan fungere teknisk, socialt og økonomisk, har man skabt grundlag for en betragtelig fremtidig omsætning på det enorme afrikanske marked for grøn energi.

Dette potentiale er også en mulighed for den kenyanske business partner, som Vestas konsortiet i skrivende stund er i Kenya i for at identificere.

Da DMDP har som central målsætning at bidrage til lokal økonomisk vækst og lokale arbejdspladser, er inddragelsen af private kenyanske aktører uundgåeligt. Tanken i projektet er, at den lokale produktion af vindturbiner delvist skal være på kenyanske hænder. Det betyder, at fremtidig overskud kan gå til de kenyanske ejere, der bliver integreret i projektet fra starten.

"Udviklingsepokens afslutning"

På samme måde hævder CEO Edward Mungai fra den kenyanske NGO Kenya Climate Innovation Center, der er en af projektets kenyanske partnere, at "dette er en enestående kombination af interessenter, der kan vise, at udviklingsbistand kan ændres til fordel for kenyanske virksomheder. Det vi ser nu er udviklingsepokens afslutning".
KCIC, der bl.a. er finansieret af UKAid og Den Danske Ambassade i Kenya, er sat i verden for at hjælpe kenyanske iværksættere, der vil anvende grøn teknologi til bæredygtig udvikling indenfor energi, vand og landbrug.

"Vores opgave i projektet er at hjælpe lokale iværksættere, som vil købe vindmøllerne, med at identificere et forretningscase, med at finde finansiering og med at udvikle deres forretningsplaner", siger Mungai.

"De lokale iværksættere skal afsætte strømmen til lokalbefolkningen til en pris der kan dække møllen og skabe et overskud. Selvom vi stadig må se hvordan de konkrete forretningsplaner kommer til at se ud, regner jeg med, at de ville de kunne afbetale møllen på 5 - 10 år. Hvis det virker, er der et klart upscale potentiale til andre lande.".

Men, hvad med betalingsevnen i blandt fattige, som det hele afhænger af?

"For det første, er grøn energi billigere end strøm fra diesel. For det andet, vil Vestas lave nogle af komponenterne til møllerne her i landet, hvilket giver lavere omkostninger. For det tredje, er der mulighed for at statens strømafgifter i fremtiden vil tage hensyn til, om kilden er grøn eller diesel. Der er også spørgsmålet om subsidier, men de ting er et politisk spørgsmål. Endeligt skal man ikke glemme de store vækstmuligheder der ligger for små- til mellemstore virksomheder, når man bringer strøm til et områder for første gang. Dét i sig selv vil give en økonomisk vækst og arbejdspladser, der betyder, at den umiddelbare investering i møllen samlet set giver rigtig god mening," fortæller Mungai.

Beliggenheden af de første forsøg er ikke afgjort endnu, men der er opstillet nogle krav. Det giver sig selv, at der skal være potentiale for vind, at området er 'off-grid' og at der er nok mennesker til at underbygge forretningscasen.

Ifølge Mungai, skal lokalsamfundet også inddrages når Environmental Impact Assessment rapporterne drøftes. "Her vil der være offentlige høringer, hvor lokalsamfundet kan stoppe projektet hvis de vil." afslutter Mungai.

Denne type indsats er netop noget som de Kenyanske myndigheder Kenya Rural Electrification Authority (www.rea.co.ke) og Kenya Energy Regulatory Commission (www.erc.go.ke), som begge bliver tætte sparringspartnere i projektet.

Myndighederne har selvfølgelig et reguleringsansvar men også en klar interesse i at støtte projekter, der fremmer deres elforsyningsstrategi. Her er en mini-grid strategi under udvikling ligesom bæredygtighed er en klar politisk prioritering. Danida har desuden bedømt DMDP projekterne på, i hvor stort et omfang det flugter med gældende politikker i projektlandet.

Et økonomisk puf i den rigtige retning

Hvis denne projektkonstellation fungerer i praksis, bliver projektet et bevis på, at der kan komme reel og bæredygtig social og økonomisk udvikling ved at sætte forskellige aktører sammen i den rigtige kombination på det rigtige sted.

Hvis, vel at mærke, man i starten får et økonomisk puf i den rigtige retning. Kritisk for DMDP programmet er nemlig, at det er de offentlige midler som danske skatteydere stiller til rådighed via DMDP, som er en forudsætning for, at projektet over hovedet kan finde sted. Her er grundtanken, at ingen af parterne af egen drift og for egne midler ville være kommet så langt. Fra dette perspektiv optræder Danida som den muliggørende instans.

Nye samarbejdsrelationer, nye identiteter

Men ikke alle aspekter af de nye partnerskaber er problemfrie.
NGO’erne har i nogle perspektiver set erhvervslivet som alt andet end en udviklingsaktør, måske snarere som en uansvarlig tilstedeværelse i det globale Syd.

Her har den historiske anklage været, at visse erhvervsaktører har set stort på arbejdstagernes rettighed, lokalsamfundets behov og miljøets skrøbelighed i udviklingslandene.

Fra erhvervslivets side har der måske hersket en stereotyp om, at NGO’erne og det etablerede system omkring udviklingssamarbejdet er kendetegnet ved ressourcespild, manglede resultater og af blåøjede udviklingsideologier, der mest har som konsekvens at styrke korruptionen og umyndiggør lokalbefolkningen.

Men ifølge Bjarke Rambøll, sekretariatsleder ved VE, er partnerskabsskridtet slet ikke så stort. ”I VE har vi 40 år på bagen siden starten med anti-atomkraft og vores tilgang har altid været proaktiv, samarbejdende og dialogbaseret”.  Den sektor som VE arbejder i har også et stort indholdsmæssigt overlap med Vestas, hvorfor de to partner fra starten har haft et delt ordforråd.

”Men man skal være klar over hvad rollefordeling er”, siger Rambøll.

”Vores fokus er klart på udviklingsmålene og vi argumenterer overfor alle aktører, også Vestas, at en forudsætning for at forretningsmodellen virker er, at udviklingshensynene inddrages”.

Men virksomhederne skal også være klar til at tilslutte sig en udviklingsdagsorden: ”Hele forløbet omkring Vestas engagement i Turkana har nok også gjort det nemmere for Vestas at se logikken i udviklingsperspektivet” siger Rambøll.

”Det betyder meget, at man fastholder og anerkender forskelligheden, da partnerskaber godt kan kompromittere armslængdeprincippet. Vi er bevidste om, at vores egne værdier bliver opretholdt og at vi ikke bare skal grønstemple. Vi skal spørge ind hele tiden, hvorfor de gør sådan og sådan. Men jeg oplever, at Vestas er meget ydmyg, de vil meget gerne lære af dette her” tilføjer Rambøll.

”Men i sidste instans skal man mærke efter i maven og tør stole på hinanden. Her tro jeg på, at vi som danskere kommer med en styrke, nemlig, at vi har en tradition for at lave aftaler med hinanden, aftaler der kan spænde over mange forskellige interesser” afslutter Rambøll.

Hvad betyder partnerskabet for parternes forretningsstrategier?

Med den generelle nedskæring i det dansk udviklingsbudget og den forøgede konkurrenceudsættelse i Danidas civilsamfundsstøtte er tiden inde for NGO’erne at justere deres forretningsstrategier.

Den klassiske modalitet med Danida-finansiering af programmer og sektorindsatser samt rammeordningen, der betød at NGO’er kunne vide sig sikker på deres budgetrammer betyder, at nye finansieringskilder, og derfor også nye relationer, skal opdyrkes.

I denne kontekst af usikkerhed om finansiering, er muligheden for at indgå samarbejder med pengestærke virksomheder med ambitioner i det Globale Syd selvsagt en tillokkende sti at forfølge.

Tilsvarende, fra virksomhedernes side, fremtræder CSR og udviklingsdagorden nu som mere presserende end før: socialt ansvarlige investeringer, der bidrager til lokalmiljøet er ikke set som et frivilligt gestus baseret på velgørenhed, men snarere som en politisk og kommunikationsnødvendighed, der er afgørende for virksomheden brand.

Hertil kommer stigende beviser for, at social ansvarlig investering afspejler sig på den sorte bundlinje, et parameter der trods alt stadig er eksistentielt for erhvervslivet.

Et yderlige politisk signal til, at dette interessesammenfald skal være bærende for udviklingsdagorden er annonceringen d.1. marts af det nye Udviklingspolitiske Råd med en eksplicitering af, at Rådets fokusområde ville være, netop, partnerskaber. Med dette sammenfald af interesser er der lagt op til en veritabel opblomstring af lykkelige "multistakeholder" romancer i de kommende år.

Fakta om Vedvarende Energi - Vestas projektet:

Non-business partner: Vedvarende Energi

Business Partner: Vestas Wind Systems

Andre samarbejdspartnere: DTU, kenyanske business partnere, Kenya Climate Innovation Centre, Rural Electrification Authority, Energy Regulatory Commission (Kenya)

Budget: MDKK 8 fra Danida, MDKK 2,5 fra Vestas MDKK2,5, plus eventuelt bidrag fra kenyansk kommerciel partner.

Tidsramme: 5 år

Tekniske uddybning: Et mini-netværk er en infrastruktur der kan distribuere elektricitet til et afgrænset geografisk område, for eksempel, en større landsby, uden at der i første instans er behov for opkobling til større regionale netværk, der transportere elektricitet over større afstande.

Sådan et stand-alone netværk har derfor også brug for en selvstændig kilde til produktion af elektricitet, hvorfor projektet vil udvikle mindre kilowatt møller, der er tilpasset lokale forhold og behov. Da det er tanken, at mini-netværket også skal kobles op på solceller for at sikre en stabil levering af strøm til modtagerne, inddrages DTU i projektet for at takle de tekniske udfordringer ved forsyning og lagring af strøm fra både vind og sol til samme netværk.

Desuden skal det også sikres, at nye stand-alone netværk kan integreres med eksisterende netværk i fremtiden, hvilket DTU ekspertise også er med til at sikre.