WHO: Vestafrikas ebola-udbrud er ikke længere en global trussel

Laurits Holdt

Meldingen kommer kort tid efter, at Guinea meldte om fem nye tilfælde af den frygtede sygdom. Den opstod oprindeligt i Guineas skove i slutningen af 2013 og har siden kostet omkring 11.300 mennesker livet.

De nye tilfælde af sygdommen er forventlige, siger WHO og de er forekommet i alle de tre hårdest berørte lande, Guinea, Liberia og Sierra Leone. Hovedsagen er dog, ifølge organisationen, at sundhedsmyndighederne i alle tre lande har reageret hurtigt og har fået de smittede isoleret.

Nødkomiteen, der er nedsat af WHO's generaldirektør for at tage sig at ebola-krisen, mener, at landene i dag har kapaciteten til at klare nye tilfælde af sygdommen og den anbefaler, at alle restriktioner på rejser og handel i og med de tre lande ophæves omgående.

Der er dog fortsat brug for både økonomisk og teknisk bistand til landendes sundhedsmyndigheder, anfører komiteen.

Specielt i forhold til laboratorier til diagnosticering, sygdomsovervågning, vaccinationsberedskab og løbende forskning og udvikling er der brug for international bistand.