Den globale smadremand har gjort sin entre i en i forvejen forslået verden.
Det er selvfølgelig ikke helt sådan, International Crisis Group formulerer sig i deres årlige analyse af verdens konfliktsituation “Ten conflicts to Watch in 2025.”
Men de skriver, at Donald Trumps tilbagevenden som USA’s præsident med al sansynlighed vil skabe yderligere rystelser i en usikker verden.
Crisis Groups to topchefer, Comfort Ero og Richard Atwood, er igen i år ret dystre i deres forord til rapporten. Samtidig er de sjældent uvillige til at forudsige noget som helst – andet end at lovløsheden breder sig internationalt, at verdens forandringer sker stadig hurtigere, og at vi er på vej ind i et paradigmeskifte.
Spørgsmålet er, om verdenordenen vil blive ændret ved militær magt eller ved forhandlingsbordet.
I det følgende gennemgår vi de 10 konflikter, som International Crisis Group mener, verden bør holde særligt øje med i 2025.

1. Syrien
Efter 54 års brutalt diktatur blev al-Assad familien sat fra magten på under 14 dage. Alle Bashar al-Assads støtter så til, mens en lille islamistisk oprørsstyrke fik lov at overtage landet nærmest uden kamp.
Meget kan gå galt, men magtskiftet er en god nyhed, vurderer Crisis Group.
Opfattelsen mange steder i verden var, at Assad havde vundet krigen, da den tidligere al-Qaeda-tilknyttede gruppe Hayat Tahrir al-Sham (HTS) den 27. november 2024 indledte det, der blev til en magtovertagelse.
Assads hær var ikke til meget, og han fik ingen hjælp af sine tidligere så stærke venner. Størstedelen af Hizbollas styrke var trukket tilbage til Libanon til kampen mod Israel. Iran, som også var under angreb af Israel, blev hjemme. Og Rusland, som sønderbombede de syriske byer på vegne af Assad for næsten 10 år tiden, havde travlt i Ukraine.
Men nu skal HTS holde ro og forhindre hævnaktioner og interne kampe, beskytte landets mindretal og samle alle de forskellige væbnede grupper i en national hær.
HTS’ styrker siges at være disciplinerede, men tæller kun omkring 30.000. Andre, som Syrian National Army, SNA, som Tyrkiet støtter, er mere ustyrlige.
HTS’ jihadistiske rødder får andre befolkningsgrupper til at frygte for deres fremtid – den udbredte mistro i samfundet er i kombination med mængden af våben, soldater og militsfolk en farlig cocktail.
Andre lande blander sig. Mens Assad blev drevet ud, bombede Israel Syriens baser, flådestationer og våbendepoter. Og satte sig på den demilitariserede zone i Golanhøjderne.
I den nordøstlige del af Syrien har det tyrkisk støttede SNA drevet det kurdiske SDF ud af flere byer, og kampene risikerer at brede sig. USA har optrappet angrebene på resterne af Islamisk Stat.
Hvis Donald Trump trækker de amerikanske soldater ud nu, kan usikkerheden øges, skriver forfatterne.

2. Sudan
Målt i antallet af mennesker, der bliver dræbt, fordrevet og sulter, er krigen i Sudan verdens værste. 12 millioner er blevet fordrevet, halvdelen af befolkningen mangler mad. Omfanget af vold og seksuelle overgreb på kvinder og piger er rystende.
Kampen mellem de paramilitære Rapid Support Forces, RSF, og Sudans hær samt en hoben væbnede grupper breder sig over stadigt større dele af landet.
RSF’s leder, Mohamed “Hemedti” Hamdan Dagalo, og hærens, Abdel Fattah al-Burhan, kom til magten i 2019, da eneherskeren Omar al-Bashir blev smidt på porten.
Først delte de to magten med den civile modstandsbevægelse, der var førende i oprøret mod den gamle diktator. Men siden kuppede de to sig til hele magten for senere – i april 2023 – at vende sig mod hinanden.
Krigen bølger frem og tilbage med grusomme konsekvenser for befolkningen, og uden at nogen af parterne synes i stand til at kunne besejre modparten.
Også naboerne bliver hårdt ramt. Sydsudan har mistet olierørsforbindelsen gennem Sudan og dermed vigtige indtægter og midler, der bliver brugt til at holde parterne i Sydsudan inde i en skrøbelig fredsaftale. I Tchad giver en million flygtninge fra Sudan politiske problemer.
Den udenlandske indblanding i krigen i Sudan splitter Afrikas Horn i rivaliserende lejre. Crisis Group finder det også meget bekymrende, at der er stærke røster i Sudan, som taler om en deling af landet. Forfatterne efterlyser en genoplivning af det mæglingsforsøg, Emiraterne og Egypten gjorde for et år siden.
USA’s præsident Trump udviser ingen interesse og vil måske overlade forhandlingsarbejdet til Golflandene. Det vil være en stor fejl, advarer rapporten. USA kan presse Egypten og Emiraterne til at engagere sig i en løsning. Og en voldelig opløsning af Sudan vil destabilisere Afrikas Horn, Rødehavsregionen og områder længere væk i årtier.

3. Ukraine og Europas sikkerhed
USA’s præsident Trump vil afslutte krigen i Ukraine med en hurtig deal med Ruslands præsident, Vladimir Putin. Det er værd at prøve, men ret svært at se en vej til en holdbar våbenhvile og da slet ikke en fredsaftale, lyder vurderingen fra Crisis Group.
De russiske styrker står stærkest, men betaler en gigantisk pris for deres langsomme skridt fremad. Crisis Group vurderer, at Putin er klar til at forhandle for at se, hvad han kan få ud af det.
Ukraine viser ingen tegn på at ville give op, men landet står over for en større og stærkere fjende og mangler soldater. Det ukrainske forsvar er ikke lige ved at falde sammen, men landet er i problemer.
Der er træthed på begge sider, men forhandlingerne bliver hårde. Den største udfordring er ikke områder – Ukraine og dets støtter har stort set accepteret, at Rusland kommer til at beholde omkring en femtedel af landet. Det virkeligt ømme punkt er, hvad der skal ske med resten af Ukraine.
Rusland vil have en føjelig nabo uden tæt tilknytning til Vesten. Putin kræver en helt eller delvis demilitarisering af Ukraine, og at landet opgiver vestlige sikkerhedsgarantier. Krav, der bliver anset for farlige i Kyiv og europæiske hovedstæder.
Så der skal noget til, der afskrækker Rusland, men Ukraine og dets støtter er ikke enige om hvad. NATO-medlemsskab venter nok ikke lige om hjørnet, en bilateral garanti fra Trump heller ikke.
Selv hvis Vesten skulle blive enige om en model, så er det langtfra sikkert, at Rusland går med til den. Men en våbenhvile, der udskyder de svære spørgsmål, er bedre end fortsat krig.
Det, der desværre nok sker, er, at Ruslands offensiv kommer til at kværne videre – indtil præsident Trump mister tålmodigheden. Måske optrapper han og risikerer en direkte konfrontation med Rusland. Måske vender han ryggen til og går sin vej, mens Europa selv må takle situationen.
Men hvis det får Putin til at prøve lykken andre steder i Europa, får Trump svært ved at holde sig på sidelinjen.

4. Israel-Palæstina
Israel har som svar på Hamas’ angreb 7. oktober 2023 jævnet det meste af Gaza med jorden. Mindst 45.000 mennesker er dræbt,. De fleste var civile, mindst en tredjedel var børn. Mange af Hamas’ ledere er også dræbt, og gruppen er svækket.
Det er uklart, hvad der kommer til at ske med Donald Trump. Måske giver han Israel endnu friere tøjler. Sandsynligt er det, at Israels hær forbliver i Gaza, holder de fleste palæstinensere presset ind i et hjørne af det sydlige Gaza, hvor de må overleve på nødhjælp.
Der vil i lang tid ikke være noget palæstinensisk samfund i Gaza, er forfatternes bedste bud.
Så er der Vestbredden, som Israel tilsyneladende er klar til at annektere. Og hvor de fortsætter med at flytte flere bosættere ind, samtidig med at de presser palæstinenserne til at leve i stadigt mindre lommer.
Israel har været i internationalt stormvejr under tidligere krige, og det er altid blæst over. Måske er det sværere denne gang, da Israel ikke længere lader som om undertrykkelsen tjener et større politisk formål, lyder det i analysen.
Ved at knuse ikke bare Hamas, men også den palæstinensiske drøm om selvstyre, satser Netanyahu og Israels andre politiske ledere tilsyneladende på, at de kan opretholde sikkerheden med magt uden nogen partnere på palæstinensisk side.
Samtidig baserer man sin tilgang på, at de internationale institutioner og retsinstanser forbliver tandløse og at Israels støtter bliver ved magten i USA og resten af vesten. Og at de arabiske ledere vil respektere Israels magt uden at skele til dets behandling af palæstinenserne.
Ifølge Crisis Group er det bedste, men spinkle håb, at Trump stadig er interesseret i, at Saudi Arabien normaliserer forholdet til Israel som en del af Abraham-aftalerne.
Sauderne udelukker normalisering uden en vej til en palæstinensisk stat – og måske kan Riyadh få Trump til at læne sig tungt ind over Israel med det krav.
Men indtil videre er det Israels militær og yderste højrefløj, der bestemmer mest over fremtiden i Gaza og Vestbredden.

5. Iran mod USA og Israel
I første halvdel af 2024 troede de selv, at de stod stærkt i modstandsaksen – den iranske alliance mod USA og Israel: Iran, Assad-regimet i Syrien og militante grupper som Hizbollah i Libanon, Houthierne i Yemen, Hamas og Islamisk Jihad i Gaza.
Men Gaza er smadret, og i juli blev Hamas’ leder Ismail Haniyeh dræbt i Teheran. I september detonerede Israel hundrevis af Hizbollahs personsøgere og andet elektronik og satte mange af bevægelsens mellemledere ud af spillet.
Senere blev Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, og mange andre dræbt. I Iran har Israel bombet vigtige forsvarssystemer og andre militære installationer. Og i december blev Syriens al-Assad væltet.
For Iran kunne det have været oplagt i den situation at skrue op for atomvåbenprogrammet som den ultimative afskrækkelse. Men indtil videre er det ikke sket, skriver forfatterne.
Den øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, synes at se tilbageholdenhed som en billet til at få lempet sanktionerne mod landet. Måske er han også bange for, at USA og Israel straks vil opdage eventuelle skridt mod at lave atomvåben.
Der er Trump-rådgivere, der ser Irans svaghed som en mulighed for totalt at forkrøble regimet og dets atomprogram. At vælte styret vil risikere at udløse kaos i stil med det, der fulgte afsættelsen af Saddam Hussein i Irak i 2003.
At ødelægge atomfaciliteterne dybt under jorden vil kræve bomber af en størrelse og kraft, som kan presse Irans regime til at slå igen med alt, hvad det har. Det ønsker Trump ikke.
De andre arabiske lande har forbedret deres forhold til Iran, stemningen er ikke så fjendtlig, som i Trumps første periode, og situationen i Mellemøsten klart en anden. Maksimalt pres på Iran vil ifølge Crisis Group være som at hælde benzin over en region, der allerede er i brand.
Måske skulle man prøve at forhandle med Iran. Det er blevet sværere at sætte grænser for atomprogrammet, men måske kan der forhandles adgang for inspektører og sættes grænser for oparbejdningen af uran eller for Irans missilprogram.

6. Haiti
Haitis bander har stort set overtaget landet. De har hærget siden præsident Jovenel Moïse blev myrdet i 2021, og år efter år er situationen blevet værre. Banderne angriber områder, der tidligere blev anset for sikre. I 2024 blev 4.500 mennesker dræbt og 700.000 fordrevet. Halvdelen af indbyggerne mangler mad.
Der var lyspunkter sidste år. Den upopulære ministerpræsident Ariel Henry blev presset fra posten, og et råd af de største politiske og sociale grupper i Haiti tog over. I juni begyndte de længe ventede politistyrker fra Kenya at ankomme for at styrke Haitis politi i dets kamp mod banderne og deres omkring 12.000 medlemmer.
Men i det nye regerende råd skændes politikerne, og korruptionsskandaler har ødelagt enhver troværdighed. Kenyas hjælpsomme beslutning om at sende hjælp og USA’s vilje til at finansiere den kompenserer ikke for, at der kommer alt for få politifolk med alt for lidt udstyr.
400 betjente er det blevet til – ikke 2500 som planlagt. De mangler helikoptere, droner og skibe, og de har ikke rigtig været i stand til at bevæge sig udenfor centrum af hovedstaden, Port-au-Prince.
Indbyggerne har mistet håbet om, at en ny regering og en kenyansk ledet international politistyrke kan løsne de kriminelles greb om landet.
Svaret fra borgerne er at oprette væbnede selvforsvarsgrupper, og det skaber frygt for, at Haiti er på vej ind i en borgerkrig. Overgangsregeringen har bedt FN sende en styrke, men Kina og Rusland vil nok bremse for en FN-aktion.
De peger på, at der ikke er udsigt til en politisk løsning på krisen og heller ikke er nogen plan for, hvordan FN-soldater kan takle banderne. Noget vestlige eksperter stiltiende giver dem ret i, skriver Crisis Group.
Det er usandsynligt, at præsident Trump vil støtte en FN-aktion i Haiti. Han vil snarere bruge kræfterne på at deportere de haitianere, der søger tilflugt i USA. Men måske ændrer han mening, hvis Haiti kollapser og der kommer mange flere flygtninge.
Et helt andet spørgsmål er, hvad man stiller op i Haiti. De fleste borgere afskyr tanken om overhovedet at forhandle med banderne. Men på en eller anden måde bliver man nødt til at tale med de magtfulde bander, der nu også kontrollerer hovedstaden og dens indfaldsveje.

7. USA – Mexico
Donald Trump har truet Mexico med høje afgifter og med at sende millioner af migranter tilbage. Trumps sikkerhedspolitiske rådgiver i USA vil have ret til at bruge magt mod Mexicos narkokarteller. Det med andre ord vigtigt at holde øje med udviklingen mellem USA og landets sydlige nabo, der i forvejen plages af vold og kriminalitet.
Siden den daværende præsident Calderón i 2006 erklærede krig mod narkokartellerne, er omkring en halv million mennesker blevet dræbt og 100.000 forsvundet. Myndighederne har dræbt de største narkobaroner og opløst de største karteller, men det udløste dødelige magtkampe mellem de mindre..
Grupperne lever af at fremstille og sende narko til USA, hvor det syntetiske stof Fentanyl formodes at have kostet 80.000 mennesker livet på to år. Skiftende politiske ledere er ikke lykkedes med at stække kartellerne, heller ikke præsident Obrador, der, indtil han checkede ud sidste år, havde sat flere soldater i gaderne end nogen tidligere.
Hans efterfølger og protégé, Claudia Sheinbaum, skal nu både håndtere volden, og det hold, som Trump har sat i Washington.
Claudia Sheinbaum har i første omgang mødt Trumps trusler med en hentydning til, at uden Mexicos samarbejde vil migrantkaravanerne igen køre mod nord. Hun har også bedt Washington om at sende migranter hjem til deres oprindelseslande og ikke til Mexico.
Uden samarbejde er der lagt op til ballade. Pludselige massedeportationer kan give uro i Mexico, en amerikansk militæraktion mod kartellerne vil sandsynligvis give bagslag, at dræbe lederne vil føre til endnu mere bandekrig og fragmentering.
I nogle tilfælde vil Mexico føle sig presset til at svare igen på en eller anden måde. Det taber både USA og Mexico på.

8. Myanmar
Kina smed i 2024 en redningskrans ud til Myanmars trængte militærjunta tilsyneladende af frygt for et kaotisk kollaps, da landets oprørsgrupper havde taget kontrol med store områder og vigtige militærbaser.
Men der er stadig solid modstand mod militæret, og hvis der som planlagt bliver afholdt valg i 2025, bliver det voldeligt, forudser Crisis Group.
Siden Myanmars militær tog magten i 2021, er flere end tre millioner mennesker drevet fra hus og hjem, sundheds- og uddannelsessystemerne er faldet sammen, fattigdommen er vokset eksplosivt, og Myanmars valuta er styrtdykket.
I 2023 begyndte hæren at få endnu flere problemer, da stadigt flere væbnede grupper fandt sammen i deres modstand mod militærregimet. I nord tog en koalition kontrollen med det meste af Shan-staten – formentligt med grønt lys fra Kina, der blandt andet var frustreret over, at regimet i Myanmar ikke havde stoppet den organiserede kriminalitet i grænselandet.
Andre steder i landet fornemmede oprørsgrupper regimets svækkelse og satte ind med deres egne angreb.
Men Kina skiftede side og sendte jagerfly til støtte for juntaen og pressede den nordlige opposition til at trække sig tilbage fra vigtige områder. Det til trods for, at Kinas regering har kritiseret Myanmars militær for at skade kinesiske interesser og anser juntaens leder, Min Aung Hlaing, for at være antikinesisk.
Crisis Group vurderer, at Kinas præsident Xi Jinping har villet undgå et vestligt orienteret styre i Myanmar. Juntaen kan dog ikke vide sig sikker. Flere etniske grupper gør oprør, nogle sidder på store forekomster af mineraler og sjældne jordarter, og det får Kina til at lytte til dem.
Kina har krævet valg som tak for sin støtte til juntaen og i håb om at svække ledelsen og skabe større stabilitet. Det tror Crisis Group ikke på. Sådan som forfatningen er skruet sammen, vil militæret vinde, og næste regime vil blive lige så forhadt som det nuværende.
Kina vil nok ikke skifte kurs og kræve forhandlinger med oppositionen, der bliver anset for vestligt sindet. Så det eneste, der kommer ud af et valg, er mere vold, mere militærstyre og mere Kina-modstand i Myanmars befolkning.

9. Den koreanske halvø
2024 begyndte med, at Nordkoreas leder Kim Jong Un droppede årtiers mål om en fredelig genforening med Sydkorea, som nu er den primære fjende.
2024 sluttede med, at Nordkorea indgik en forsvarspagt med Rusland og sendte måske 10.000 nordkoreanske soldater til støtte for Putins krig mod Ukraine.
I Sydkorea prøvede præsident Yoon Suk-Yeol at tage den totale magt og endte med at blive suspenderet og stillet for en rigsret..
Meget er derfor oppe i luften her i 2025. Nordkorea gør, hvad det kan, for at forhindre skadelig indflydelse som for eksempel K-pop i at sive over grænsen, og landet har afbrudt stort set al kommunikation mellem de to Koreaer.
Sydkorea har på sin side skærpet linjen over for Nordkorea de senere år, og landene har skrottet deres aftale om at afvæbne grænsevagter, etablere flyveforbudszoner og bufferzoner både til havs og på landjorden.
Nordkoreas pagt med Rusland styrker Kim Jong Un. Hvad Rusland derudover betaler Pyongyang, bliver der gisnet om. Det sidste, Kina ønsker, er ustabilitet og en større amerikansk militær tilstedeværelse på halvøen.
I Seoul er der mere politisk uro i vente, og Trumps tilbagevenden skaber endnu større usikkerhed. Han trækker formentlig hverken USA ud af forsvarsaftalen med Sydkorea eller USA’s soldater ud af landet, selv om han ikke føler sig bundet af hensyn til allierede.
Måske vil han kræve, at Sydkorea betaler en større del af regningen. Noget der kan forstærke et voksende ønske i befolkningen om selv at have atomvåben.
Det kan også være, at Trump genoptager atomforhandlingerne med Nordkorea. Det bliver sværere end sidst, men værd at prøve, lyder det fra Crisis Group. Analysen er, at den allerstørste fare ligger i fejlvurderinger. At den ene eller anden side misforstår eller fejltolker handlinger eller signaler fra den anden side.
Og starter noget, der trækker de store magter ind.

10. Kina-USA
Donald Trump har sendt forskellige signaler om forholdet til Kina. Han er konfrontatorisk, når det gælder handel, lunken omkring forsvaret af Taiwan, kritisk i forhold til USA’s forpligtelser over for asiatiske allierede og ofte beundrende over for Xis autoritet.
Trumps allierede, milliardæren Elon Musk, ønsket at forbedre forholdet af hensyn til sine forretninger. Andre på Trumps hold er nærmest klar til krig.
Generelt har forholdet mellem USA og Kina stabiliseret sig det seneste års tid. Kommunikationskanaler er blevet genåbnet, og dermed er risikoen for sammenstød trods alt formindsket
Trump har i valgkampen lovet mindst 60 procent i told på kinesiske varer, men det er nok et åbningstræk i forhandlingsspillet. For Kina kan svare igen med eksportforbud på sjældne jordarter og indgreb mod de amerikanske tech-giganter.
Så er der den skrøbelige fred omkring Taiwan, hvor USA i årtier har søgt at afholde Kina fra at invadere øen, og hvor USA samtidig har afholdt Taiwan fra at provokere Kina med uafhængighedserklæringer og andet. Men spændingerne stiger, og det er uklart, om Trump synes, at Taiwan er værd at forsvare eller ej.
Men situationen i Det Sydkinesiske Hav er endnu mere følsom. Kina gør krav på større territorier, end Den internationale Voldgiftsdomstol i Haag vil anerkende.
Særligt i forhold til Filippinerne, der har en forsvarsaftale med USA, er der problemer. Så det handler for USA’s vedkommende om at undgå eskalation uden at signalere passivitet, især hvis USA allerede har svækket forbindelserne til andre allierede.
Japan og Sydkorea har allerede øget deres forsvarsudgifter – skræmt af både den kinesiske adfærd og USA’s inkonsekvens. Befolkningerne i både Japan og Sydkorea taler om egne atomvåben.
Trumps negative syn på alliancer ryster Asien næsten lige så meget som Europa.