Mandag bevægede den sydsudanesiske regeringshær sig fra hovedbyen Bentiu i Unity State mod byen Leer, som er kontrolleret af oprørere, men det var uklart, hvor langt de nåede, ifølge magasinet Jeune Afrique. Offensiven har været i gang siden slutningen af april, og ifølge FN er mere end 100.000 civile blevet fordrevet fra Unity State.
Kampene er meget voldsomme, og store nødhjælpsorganisationer som Læger uden Grænser og Internationalt Røde Kors har allerede forladt Leer. Ifølge FN er 650.000 civile i Unity State nu uden adgang til livreddende hjælp. Mere end halvdelen af Sydsudans 12 millioner indbyggere har brug for humanitær hjælp, vurderer FN.
Læs også: FN slår alarm over fødevaremangel i Sydsudan og Et års krig i Sydsudan: Knapt to millioner fordrevne og flygtninge (U-landsnyt.dk)
Regeringshæren har kæmpet mod oprørsgruppen siden december 2013, hvor præsident Salva Kiir anklagede vicepræsidenten Riek Machar for at planlægge et statskup. Kampene er også gået ud over civile, der er ofre for massakrer og voldtægter, og der er forlydender om brug af børnesoldater.
De seneste kampe i Unity State og Upper Nile State, hvor oprørere fra Sudan People’s Liberation Army (SPLM/A) har angrebet byen Malakal, har medført så megen vold at FN’s sikkerhedsråd i weekenden har fordømt dem. Sikkerhedsrådet truer også med at indføre sanktioner mod de, der truer Sydsudans fred, sikkerhed eller stabilitet. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Denne mulighed blev allerede vedtaget i en resolution fra sikkerhedsrådet i marts 2014. Sanktionerne kan være rejseforbud og indefrysning af økonomiske midler.
Sikkerhedsrådet fordømte i weekenden også i stærke vendinger de gentagne brud på aftalen om indstilling af fjendtligheder, som den sydsudanesiske regering og SPLM/A indgik d. 23. januar 2014.