Tiltagende vold i Jonglei, Unity og Upper Nile provinserne har gjort det nærmest muligt at levere den akutte hjælp, som der er desperat brug for, skriver Læger uden Grænser i en pressemeddelelse.
”Alle parter i denne konflikt er nødt til at respektere civile og klinikker og hospitaler, hvis vi skal undgå endnu mere lidelse”, siger Paul Critchley, der leder Læger uden Grænsers indsats i Sydsudan.
Organisationen har i år haft 167.207 konsultationer. 6.243 børn er behandlet for underernæring, og 3.587 kvinder har fået fødselshjælp. Behovene er enorme, men ødelæggelser og kamphandlinger har inden for de seneste par uger forhindret, at befolkningen får den hjælp, der er desperat brug for, fortæller organisationen.
En totalt ødelagt by
I Jonglei provisen kunne et hold fra Læger uden Grænser i tirsdags observere, at byen Phom El-Zerak var totalt ødelagt, med et hospital i ruiner, nedbrændte huse og skolen jævnet med jorden. Hospitalet var en af de vigtigste medicinske faciliteter i den nordlige del af provinsen – og det vil nu være svært for befolkningen i området at finde alternativer, når de har brug for hjælp.
På grund af kampe var Læger uden Grænser i sidste uge forhindret i at yde medicinsk hjælp i Malakal til omkring 30.000 civile, der har samlet sig i et såkaldt ”beskyttelsesområde”. Kamphandlinger betyder, at organisationen stadig ikke kan få adgang til selve Malakal by.
Hårde kampe i Melut betyder, at fly med medicinsk nødhjælp og personale ikke kan lande, og organisationens mulighed for at hjælpe sårede i området er nu i farezonen.
200.000 uden lægehjælp
Læger uden Grænser blev også tvunget til at evakuere ansatte fra sit hospital i Leer d. 9 maj, da kampene kom tættere og tættere på byen. Nu står omkring 200.000 indbyggere uden nogen som helst medicinsk hjælp.
En lokalt ansat, der blev i byen, fortalte at han havde gemt sig i et sumpområde sammen med mange andre.
”En granat landede tæt på ham i vandet, hvor han opholdt sig i ni timer. Han havde fundet ligene af to små børn, som han kunne give tilbage til forældrene. En kvinde han var flygtet med, var blevet bortført – og andre var nødt til at tage sig af hendes baby”, siger Paul Critchley.