Det var udviklingslandene, der gerne ville have konferencen om udviklingsfinansiering til at foregå før man skal diskutere de nye verdensmål og en ny international klimaaftale.
De ville gerne vide, hvor pengene skal komme fra, inden de forpligter sig på en indsats mod fattigdom, ulighed, sult og klimaforandringer.
Men efter konferencen i Etiopiens hovedstad ligger det stadig ikke fast, hvor mange penge de kan forvente til de fremtidige bestræbelser.
De officielle reaktioner fra FN og parterne har været positive. FN kalder i en pressemeddelelse aftalen for ”banebrydende” og ”historisk”. EU udtrykker ligeledes begejstring.
”Milepælen Addis Ababa Halndlingsplanen (Addis Ababa Action Agenda) giver os midlerne til at levere på de kommende bæredygtige udviklingsmål”, lyder det fra EU i slutbemærkningerne under forhandlingerne.
USA, derimod, havde et behov for at præcisere visse ting omkring aftalen ved den afsluttende debat. Det gælder bl.a. retten til udvikling, der er indskrevet i starten af slutdokumentet.
”USA har en generel bekymring for princippet retten til udvikling. Retten til udvikling mangler fortsat en enig international anerkendt forståelse”, sagde den amerikanske repræsentant torsdag.
USA valgte også i slutbemærkning at påpege, at aftalen er ikke-bindende og ikke giver rettigheder og pligter i forhold til international ret.
International og national regulering
Et af resultaterne af forhandlingerne er, at begrebet om udvikling er blevet udvidet betragteligt. Udvikling handler efterhånden om alt mellem himmel og jord.
Der er dermed rigtigt mange forskellige elementer med i slutdokumentet fra Addis, men et af de overordnede stridspunkter mellem de rige og fattige lande har været spørgsmålet om politikker, både nationalt og internationalt.
Udvikling er primært regeringers eget ansvar, lyder det i aftalen. Bl.a. EU har haft et massivt fokus på nationale politikker på flere forskellige områder.
Alle lande forpligter sig i aftalen på en ny social aftale (Social Compact). Den skal sørge for social beskyttelse til alle, inklusiv de mest skrøbelige grupper, og teksten nævner også minimumsstandarder for social beskyttelse.
Hvordan den skal udmøntes i praksis står der dog ikke meget om i paragraffen. Der står imidlertid, at man opfordrer lande til at sætte specifikke mål for offentlige udgifter til essentielle services som eksempelvis sundhed og uddannelse.
Den store gruppe af udviklingslande, G77 og Kina, har på sin side krævet mere indflydelse på internationale systemiske forhold, bl.a. skat og internationale finanser.
Skattespørgsmålet blev den helt store gyser, men det lykkedes ikke udviklingslandene at få opbakning til et nyt mellemstatsligt skatteorgan. Der er imidlertid flere erklæringer i aftalen om en mere inkluderende og repræsentativ ramme for samarbejde om systemforhold så som finanser og skat.
Der er ligeledes løfter om at arbejde for at løse problemer med internationale finanser, som blev tydelige ved den store finanskrise i 2008. Det gælder bl.a. banker, der er ”for store til at falde” og private kreditvurderingsinstitutter, hvor man lover at arbejde for at højne kvaliteten og gennemsigtigheden.
Ingen løfter om flere udviklingspenge
Der kom imidlertid ikke nogen bindende løfter om udviklingsbistand med i dokumentet. Der står blot, at man byder EU’s seneste løfte om at nå op på at levere en udviklingsstøtte på 0,7% af BNI i 2030 – altså når de nye verdensmål skal være indfriet.
Løftet om at nå op på den magiske nedre grænse, som anbefales af FN, er givet før, og det har hidtil ikke ført til meget andet end mobning. Der var stort set ikke en tale under forhandlingerne, der ikke indeholdt en opfordring til de rige lande om at indfri forpligtelsen.
Brasilien udtrykte skuffelse over de manglende forpligtelser om udviklingsbistand.
”Det er meget frustrerende, at her 13 år efter Monterrey er kun en minoritet af udviklede lande endelig tæt på at imødekomme deres forpligtelser om at levere 0,7% af BNI til udviklingslande”, lød det i den sidste plenardebat.
Den store sydamerikanske vækstøkonomi ønskede en komitee under FN, der kan vurdere og overvåge udvikling om forpligtelsen, men det kom ikke med i aftalen.
Finansiering af udvikling eller udvikling af finansiering
Der skal meget mere end udviklingsbistand på bordet, hvis det skal lykkes at øge summen af midler til udvikling fra milliarder til billioner, som det har lydt på konferencen.
Derfor er det store håb, at privat kapital kan støtte udviklingsformål. Der er imidlertid skepsis om, hvorvidt jagten på økonomisk gevinst kan forenes med de etiske principper om fattigdomsbekæmpelse, lighed og bæredygtig udvikling.
”Jeg troede, vi talte om finansiering af udvikling – ikke udvikling af finansiering”, sagde en OECD-repræsentant ifølge websitet DEVEX, der har fulgt topmødet tæt.
Oxfam kalder resultatet ”privatiseret udvikling”. Organisationen påpeger, at der står meget lidt i teksten om at sikre, at de private midler virkeligt understøtter bæredygtig udvikling.
Morten Blomquist fra IBIS skriver, at formuleringerne er blevet svækket gennem forløbet. Han påpeger, at formuleringer om risikoen ved de private investeringer eller om, at staten bør regulere partnerskaber om udvikling mellem offentlige og private er forhandlet ud af teksten.
Forhandlinger om verdensmål starter mandag
Diskussionerne i Addis Ababa var første etape i et travlt program resten af året. I september skal de nye, bæredygtige udviklingsmål vedtages og i december skal man nå til enighed om en international klimaaftale.
G77 og Kina udtalte i sluterklæringen, at de vil kæmpe videre for nogle af de elementer, de ikke fik med i Addis-aftalen, eksempelvis princippet om “fælles, men differentieret ansvar” og en afklaring om klimastøtten.
Allerede mandag begynder en ny forhandlingsrunde om udviklingsmålene. Aftalen om udviklingsfinansiering bliver set i sammenhæng med mål nr. 17, der handler om ”Means of Implementation” – midlerne til at gennemføre de mange ønsker.
Det bliver svimlende dyrt. Der skal investeres omkring 1,5 billioner dollars årligt blot til infrastruktur i udviklingslande for at nå målene.
Et forum til at diskutere, hvordan man lukker dette “finansieringshul” er også blevet etableret som en del af aftalen i Addis Ababa.
Og der er meget mere i aftalen, der kan hentes her: http://www.un.org/ga/search/view_doc.asp?symbol=A/CONF.227/L.1
Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa (Europa-Nævnet) blev nedsat af Folketinget som følge af afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Nævnets formål er at ruste danskerne til at tage stilling til europapolitiske spørgsmål gennem upartisk at støtte oplysnings- og debatskabende initiativer i den danske offentlighed.
