Marie Skov Madsen er tiltrådt som midlertidig projektmedarbejder i Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD) i København pr. 15. juni 2012.
Instituttet er oprettet for bl.a. at sikre bånd mellem danske politiske partier og deres søsterpartier i verdens u-lande.
Hun har mange års erfaring med sig som konsulent fra både danske og internationale NGO’er samt fra det danske Udenrigsministerium, hvor hun sidste år var med til at evaluere Det Arabiske Initiativ.
På den internationale scene har hun bl.a. arbejdet som politisk rådgiver for EU’s naboskabspolitik og som mellemøstforsker for en international tænketank i Bruxelles, hvor hun ligeledes har virket som lobbyist.
36-årige Marie Skov Madsen er uddannet cand.scient.soc. i Internationale Udviklingsstudier og Arabisk og er specialiseret i civilsamfund og politisk udvikling i Mellemøsten.
Hun har arbejdet indgående med reformer, demokratisering, kapacitetsopbygning, politisk deltagelse og empowerment, og tilføjer således instituttet viden om politisk udvikling særligt i Mellemøsten og mere generelt om udviklingsbistand og demokratisering.
Marie Skov Madsen vil for Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD) være hovedansvarlig for Christiansborg Seminar 2012, som er DIPD’s tilbagevendende årlige begivenhed, der samler kollegaer og partnere fra hele verden for at udveksle ideer og praksis om demokrati-assistance.
I år er det tematiske fokus på kvinder i politik, og seminaret holdes den 11.-12. september i København på henholdsvis Christiansborg og Cosmopol.
Se mere om DIPD i telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/29-05-12/s-er-de-politiske-partier-igang-med-deres-u-landsa