Formændene for de 2 regeringspartiers ungdomsorganisationer – Venstres Ungdom (VU) og Konservativ Ungdom (KU) – er enige om, at VK-regeringen skal revitaliseres og det sker kun via ommøbleringer i ministerkontorerne, hvor bl.a. udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) bør forsvinde.
Det fremgår af en henvendelse fra Berlingske Tidende til ungdomsformændene Thomas Banke fra VU og Rune Kristensen fra KU, hvor bladet i sin torsdagsudgave har ladet de 2 sammensætte et slagkraftigt (nyt) ministerhold.
I ungdomspolitikernes begrundelse for at sætte Tørnæs på porten hedder det, at “hun mangler gennemslagskraft og idealisme. Hun var et lysende talent tidligere, og derfor er det på tide, at hun kommer væk fra ministeriet og genfinder de gamle takter”.
I alt 5 siddende ministre foreslås udskiftet på grund af metaltræthed. De 4 andre er videnskabsminister Helge Sander (V), sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, kulturminister Carina Christensen og velfærdsminister Karen Jespersen (V).
VU- og KU-lederne ønsker Tørnæs erstattet med Bjørn Lomborg. De begrunder det sådan: “Med Copenhagen Consensus-konferencerne har Bjørn Lomborg bevist, at han kan finde ud af at prioritere, og det er der brug for på udviklingsområdet”.
Berlingske gør i en tilhørende analyse gældende, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) efter valget i november 2007 havde planer om en større ministerrokade, som bl.a. indebar fyring af Tørnæs, men at den blev blokeret af indre magtkamp hos de konservative.
Ulla Tørnæs reddede lige akkurat sit mandat hjem i Vestjylland ved valget, hvor Venstre tabte 6 mandater.