Af Eva Rasmussen
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) er fra mandag til onsdag i næste uge på officielt besøg i programsamarbejdslandet Nicaragua.
– Turen har til formål, at jeg ved selvsyn kan vurdere, hvordan forholdene udvikler sig i landet. Besøget vil derfor omfatte både politiske drøftelser og besøg på forskellige projekter, siger Ulla Tørnæs til u-landsnyt.dk.
Der er grund til at tro, men det har ikke været muligt at få bekræftet, at udviklingsministerens besøg er introduktionen til en omlægning af bistanden til det mellemamerikanske land.
I januar sagde Ulla Tørnæs i et interview med u-landsnyt.dk: ”Danmark er i gang med en total omlægning af støtten til Nicaragua”, og hun tilføjede: ”Almindeligvis gives støtten først og fremmest fra stat til stat, men på grund af den stigende politisering, har Danida indledt en kulegravning af statslige og kommunale institutioner.”
”Vi vil ikke give sandinisterne mulighed for at bruge dansk bistand til at styrke deres parti”….”Derfor omlægges støtten fra statsinstitutioner til privatsektoren, nationale og internationale ngo´er samt til lokalsamfund. Samtidig beskæres bistanden fra 172 udbetalte millioner i 2008 til 165 millioner i 2009.”
I februar besøgte en delegation fra udenrigsministeriet Nicaragua for at kulegrave det danske bistandsprogram. Den kom med en række anbefalinger, som ambassaden derefter skulle udmønte i konkrete forslag til omlægningen af den danske bistand.
Danmarks ambassadør i Mellemamerika Søren Vøhtz sagde i den sammenhæng til u-landsnyt.dk:
”…det er blevet svært at arbejde i Nicaragua. Regeringen har opnået fremskridt på væsentligt områder som uddannelse, sundhed og energi. Men demokratiet er under pres. Derfor er vi i gang med at revidere vores engagement.”
EU, Danmark og en række andre traditionelle donorlande har taget deres samarbejde med Nicaragua op til revision efter en lang række uregelmæssigheder ved et kommunalvalg 9. november 2008.