En tidligere ansat på den danske ambassade i Tanzania har begået bedrageri og stjålet henved 3,8 millioner danske bistandskroner, oplyser udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i et brev til Folketingets finansudvalg ifølge Berlingske Tidende onsdag.
Svindlen har fundet sted fra august 2003 til maj 2004 og foregik ved hjælp af 2 forfalskede breve fra Tanzanias finansministerium. Brevene var led i en fingeret korrespondence mellem ministeriet oig en lokal-ansat medarbejder på ambassaden i Dar es Salaam, der var ansvarlig for Danidas økonomiske engagement i den såkaldte FEDHA-fond, som gennem investeringer har til formål at styrke det private erhvervsliv i det østafrikanske land.
Det er afkastet fra disse investeringer, der normalt udbetales til den tanzanianske stat, som den ansatte har bedraget sig til. Det skete ved – gennem de falske breve fra finansministeriet – at anmode ambassaden om at overføre afkastet til institutionen “Pro-Poor Initiative”, der angaves at eksistere under premierministerens kontor, skriver Berlingske.
Da sagen kom frem, stod det klart, at en sådan institution aldrig har eksisteret. Ifølge myndighederne i Tanzania kan der være tale om en større sammensværgelse mellem den ansatte på ambassaden (der forlod sin stilling i juli 2004), ansatte i finansministeriet og i den bank, hvortil ambassaden overførte bistandspengene.
Tanzania er det u-land, der gennem tiden har modtagetr suverænt mest bistand fra Danmark, og landet er fortsat vor største modtager af u-landsmidler.