Angreb på pluralismen – 32 millioner og et vigtigt princip på spil
Af Thøger Seidenfaden, chefredaktør, dagbladet Politiken
Det har skabt forundring og frustration hos alle, der kender til området, at regeringen i den ny finanslov vil fjerne de penge, u-landsorganisationerne hidtil har brugt til at oplyse om bistandspolitik her i landet.
Der er skabt rigtig meget oplysning – ikke mindst blandt børn og unge – for de penge, der understøtter en af de lange linjer i dansk politik, som alle normalt er enige om at være stolte af: Vi er et af de rige lande, der gør mest for at hjælpe andre dele af verden.
Men i stedet for at referere kritikerne, der rækker fra erhvervsliv og landbrug til den samlede opposition, vil jeg her se lidt nærmere på regeringens egen argumentation for forslaget.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har nemlig et argument, der lyder tilforladeligt. Hun foretrækker, at midlerne bruges “på konkrete udviklingsprojekter i fattige lande, frem for oplysning i Danmark”.
Og det er jo til at forstå. Modsætningen mellem sultende afrikanerne og velnærede middelklassedanskere med brochurer i hånden er hjerteskærende.
Problemet er blot, at argumentet ved nærmere eftertanke er af nogenlunde samme lødighed, som hvis man gjorde gældende, at ministeren burde tage bussen og sende ministerbilen ud i byen som kompensation for de stigende billetpriser:
Det beløb, det drejer sig om, er på 32 millioner om året. Det er bogstavelig talt pebernødder i forhold til de milliarder, der bruges på bistandsprojekter.
Men hvad værre er: På samme finanslov beskærer regeringen u-landsbistanden med 500 millioner kr. Det kommer oven i endnu større besparelser de seneste år, og regeringen vil fortsætte på den kurs, i hvert fald indtil bistanden er nået ned på 0,8 procent af BNI (medmindre de til den tid finder ud af, at FN-målet ikke er mere end 0,7, og andre i øvrigt bruger mindre, og derfor går endnu længere ned).
Men her og nu er pointen naturligvis, at det er monumentalt hyklerisk at hævde, at projekterne derude ikke kan undvære de 32 millioner, samtidig med at man egenhændigt (og på et tidspunkt, hvor statsfinanserne udviser et overskud på over 40 milliarder) tager et langt, langt større beløb fra “konkrete udviklingsprojekter i fattige lande”.
Det økonomiske prioriteringsargument er altså rent pjat. Der må være en anden grund til, at regeringen vil disse oplysningsmidler til livs. Og det er nærliggende at finde den i overskriften på det indlæg, Ulla Tørnæs i fredags skrev i Berlingske Tidende. Den lød: “Bistandsmidler skal ikke bruges til politisk agitation”.
Her forsvarede ministeren sig mod Enhedslistens påstand om, at hun er i gang med at lukke munden på regeringens kritikere, ved at slå fast, at det da aldrig havde været meningen, at oplysningsmidler gik til “politisk agitation” – underforstået, at det jo nok var det, der foregik alligevel, og at det blev der nu sat en stopper for ved at fjerne pengene.
Her har vi igen et umiddelbart tilforladeligt regeringsargument, der ikke kan stå for en nærmere prøvelse. Til gengæld har det stor og bekymrende rækkevidde. For det lyder jo som en selvfølge, at bistandsmidler – eller andre offentlige midler – ikke bør gå til “politisk agitation”.
Men i det samfund, vi lever i, er det en norm med et meget begrænset gyldighedsområde. Selvfølgelig skal offentlige midler ikke bruges til ensidig partipolitisk agitation – om end partistøtten, som Venstre vel ikke vil returnere, viser, at der er undtagelser.
Men på alle mulige andre områder er det uundgåeligt – og værdifuldt – at offentlige midler er med til at understøtte en kvalificeret debat, og dermed skabe et bedre underlag for hele vores demokratiske liv. Og den debat er politisk i bred forstand.
Hvis offentlige tilskud indebar, at modtagerne skulle udvise politisk loyalitet over for den til enhver tid siddende regering, så ville vi ikke længere leve i et frit samfund. Når staten opkræver halvdelen af BNP i skat, så har den også selv et ansvar for at nære pluralismen.
Alternativet er en minimalstatsmodel, hvor det offentlige kun har natvægteropgaver, og hvor alt andet overlades til private kræfters frie (og ulige) spil. Men det er ikke det samfund, vi lever i, og heller ikke den samfundsmodel, regeringen bekender sig til.
At sætte udviklingsministeren – eller er det regeringens intolerante støtter i Dansk Folkeparti? – på plads i denne sag burde derfor være en selvfølgelig opgave for Folketinget.
Og da det forlyder, at ikke engang regeringspartiernes ordførere står bag beslutningen, er det måske ikke for sent?
Artiklen stod i Politiken søndag den 28. august 2005.
Kilde: www.ms.dk – lagt på ms.dk med tilladelse fra Politiken
