USA skaber usikkerhed om reformer før FN-topmøde i september

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

3 uger efter sin udnævnelse til USAs FN-ambassadør har John Bolton med en byge af ændringsforslag til et dokument om reform af FN formået at skabe usikkerhed om, hvorvidt et længe forberedt topmøde i september vil kunne nå resultater. Topmødet åbner den 14. september, skriver DR Oline torsdag.

USAs FN-repræsentation ønsker nu at fjerne 400 afsnit i et 29 sider langt udkast til slutdokument om reform af FN. I alt har USA nu mere end 750 ændringsforslag til dokumentet, skriver dagbladet The Washington Post, der har set det amerikanske oplæg.

Omfanget af de amerikanske indvendinger og krav, og det meget sene tidspunkt – set i forhold til 6 måneders forhandlinger om dokumentet – har fået diplomater og FN-embedsmænd til at tale om amerikansk sabotage af topmødet og af FN.

De amerikanske indvendinger berører bogstavelig taget alle sider af FNs virke. USA vil ikke have nogen henvisninger til FNs såkaldte 2015 Mål for udvikling og bekæmpelse af fattigdom, og dermed målet om at de udviklede lande afsætter 0,7 procent af deres bruttonationalindkomst til udviklingsbistand. I stedet vil man have fremhævet betydningen af markedsøkonomi og vigtigheden af “god regeringsførelse”.

Omtale af Kyoto-protokollen om at begrænse udledningen af drivhusgasser skal ud af dokumentet og det samme gælder enhver henvisning til Den Internationale Straffedomstol. Dertil kommer en lang række standpunkter om FNs organisering, styring, sammensætning af FN-organer og mandater.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs er ikke opmuntret:
– Jeg er ikke enig – hverken i substansen eller i fremgangsmåden (i de amerikanske forslag, red.). Det, der ligger på bordet, er det udkast som generalforsamlingens præsident har fremlagt og konsulteret på grundlag af. Det er det forslag, vi fra dansk side forholder os til.

– Gennemgående er det et godt udkast, som burde finde bred støtte, og som USA også burde kunne acceptere langt det meste af. Der er selvfølgelig elementer, vi gerne selv havde set kraftigere understreget så som seksuel og reproduktiv sundhed, men det er jo en forhandlingssituation, siger ministeren ifølge DR Online.