Det er en svær kunst at være gavmild – Hverken Ulla Tørnæs eller Tony Blair har kuren til at fjerne de egentlige årsager til fattigdom, skriver Berlingske Tidende indledningsvis i sin leder fredag.
DEN DANSKE stat skal ikke længere stille kapital til rådighed for kommercielle investeringer i relativt rige lande som Brasilien, Tyrkiet og Malaysia.
Det slog udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) fast her i avisen i går og bebudede en kraftig stramning af reglerne for statsfonden IFU, der agerer investor i projekter med udviklingsperspektiv.
Det er et helt fornuftigt indgreb, for en stor del af IFU-projekterne har karakter af statsstøtte til danske virksomheder, der kan og bør klare sig selv. Men at indgrebet er nødvendigt viser også, hvor svært det er at hjælpe verdens fattige.
IFUs ledelse har utvivlsomt gjort, hvad den kunne, for at målrette sin indsats. Men fonden er underlagt et krav om, at projekterne skal hænge sammen økonomisk. Det gør de nu engang bedst i lande, der er nogenlunde velfungerende. Netop derfor er de lande ikke de fattigste.
På samme måde er det med den meste u-landsbistand. Hvad enten man vil bygge skoler, hospitaler eller vandbrønde, er chancen for succes størst i lande, der ikke styres af tyve, galninge eller krigsherrer. Men det er netop i lande, hvor regeringen er uduelig, at nøden er størst.
Faktisk er det hævet over enhver tvivl, at inkompetent statsledelse er den altdominerende årsag til, at der findes virkeligt fattige lande. Derfor er det så utrolig svært at give u-landsbistand. Ingen mængde penge kan løse det grundlæggende problem. Tværtimod er der altid en risiko for, at u-landsprojekter forlænger livet for fejlslagne regimer.
Derfor er der heller ingen grund til at spå nogen større succes for det projekt om at eftergive en stribe afrikanske lande deres gæld, som Tony Blair og en række popstjerner for tiden arbejder med.
De rige lande har allerede doneret, hvad der svarer til 6 Marshall-planer til Afrika. Alligevel lever et svimlende antal mennesker der stadig i bundløs fattigdom.
Men selv om det er svært, skal vi gøre, hvad vi kan. Katastrofehjælp som f.eks. efter flodbølgen i Asien eller til Irak efter krigen redder liv. Og måske findes der en stribe projekter, vi faktisk kan gennemføre.
10 af verdens førende økonomer var sidste år samlet i København til Copenhagen Consensus og pegede på 13 konkrete projekter, der med stor sikkerhed ville være pengene værd.
Øverst på listen stod bekæmpelsen af sygdomme som aids og malaria og af basal fejlernæring. Begge områder, hvor vi kan nå langt med enkle midler. Det er værd at se nærmere på.
Og det er i hvert fald helt oplagt, at vi må skabe en friere verdenshandel. Det vil ikke bare gavne de fattige lande, men også os selv – uden at koste en øre.
Lederen stod i Berlingske Tidende fredag den 10. juni 2005.
