Tirsdag mødes præsident George W. Bush og premierminister Tony Blair i Washington. Mødet er ganske epokegørende, fordi der står hjælp til Afrika øverst på dagsordenen, skriver udenrigsministeriet i en pressemelding tirsdag. Heraf fremgår det også, at Danmark varmt støtter Blairs Afrika-plan.
Blair har lagt enorm politisk vilje i at bekæmpe fattigdommen i Afrika, og han vil bruge det britiske formandskab for både G8-landene og EU til at rejse markant flere penge til Afrika. Når han nu mødes med Bush, er det et led i en større rundrejse til stats- og regeringschefer i G8-landene for at få deres opbakning til den storstilede Afrika-plan forud for G8-landenes årlige topmøde i Skotland den 6. – 8. juli, hedder det.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) udtaler i den anledning:
– Danmark støtter varmt Tony Blairs banebrydende arbejde for at hjælpe Afrikas fattige. Det vil statsministeren også give udtryk for, når han mødes med Blair den 9. juni. Afrika er det kontinent, der halter længst bagud og som er dårligst integreret i verdensøkonomien. Det har vi alle en forpligtelse til at ændre på, og netop G8-landene er vigtige at få med om bord.
– Jeg sætter derfor min lid til, at det vil lykkes Blair at overbevise de øvrige G8-lande om at støtte den ambitiøse Afrika-plan. Den danske regering har for længst besluttet at investere omkring 2/3 af den direkte danske udviklingsbistand i Afrika for netop at skabe resultater på verdens fattigste kontinent.
– Vi har udarbejdet en samlet Afrika-strategi, som bl.a. handler om at støtte opbygningen af troværdige domstole, så udenlandske investorer vil investere i Afrika, om at give fattige familier adgang til læger, og om at forebygge og løse konflikter i Afrika.
– Jeg er samtidig glad for, at det nu også er lykkedes at få de andre EU-lande til at vedtage markante stigninger i udviklingsbistanden især til Afrika på vejen til 0,7 procent (målet) i 2015.
– For det er ganske enkelt uacceptabelt, at mere end 600 mio. mennesker i Afrika fortsat skal leve for mindre end 10 kr. om dagen, at kun 6 ud af 10 afrikanske piger kommer i skole, og at en million afrikanske børn helt unødvendigt vil dø af malaria bare i år, anfører udviklingsministeren.
Yderligere oplysninger: Kontakt fuldmægtig Tine Lyngholm, tlf. 33 92 03 68.