Hver time døgnet rundt dør der i snit 3 børn i Bangladesh af alvorlige kvæstelser eller ulykker såsom drukning, siger FNs Børnefond, UNICEF, ifølge BBC Online mandag.
Tallene står i en UNICEF-rapport, “The Bangladesh Health and Injury Survey”, som blev offentliggjort mandag i hovedstaden Dhaka, og som konkluderer, at over 30.000 bangalske børn slås ihjel på denne måde hvert år.
Ulykker tegner sig for 38 procent af børnedødsfaldene med drukning som den største dræber. De fleste, der drukner, er under 3 år og forulykker i landdistrikterne, mens deres mor er travlt optaget af husligt arbejde og andre gøremål.
UNICEF baserer sin rapport på en rundspørge til næsten 200.000 husstande, og er den største undersøgelse af sin slags i Den 3. Verden til dato. Den konkluderer, at ulykker helt enkelt er den største dræber i Bangladesh indenfor aldersgruppen et til 17 år.
Ulykkerne tæller bl.a. trafikuheld, brandsår, fald, bid af dyr, elektriske stød og regulær udmattelse.
Rapporten når frem til, at antallet af ulykker, der involverer børn og unge, er stigende. UNICEFs landechef i Bangladesh, danskeren Mogens Giersing, siger til BBC, at “sår og kvæstelser er en integreret del af børns liv og overlevelse i dette land”. – Undersøgelsen viser klart, at ulykker er en fremtrædende dødsårsag for børn over et år, tilføjer han.
Eksperter siger, at kun diarre dræber flere børn i Bangladesh, men at dette tal er faldende efter mangeårige anstrengelser fra regeringen og de udenlandske donorer.
Sundhedsminister i Bangladesh, Khandaker Mosharraf Hossain, siger, at de dystre tal kommer som et chok for ham, fordi hans ministerium ikke havde nogen anelse om, at så mange børn forulykkker og må betale med livet herfor.
– Det må volde dyb bekymring, at børn ikke blot dør på grund af sår og kvæstelser, men at mange også får fysiske men og handicaps og dermed skaber nye byrder, som vort samfund må løfte, siger han til BBC.
Han lovede, at hans ministerium vil handle hurtigt for at ændre situationen.