Jørgen Poulsen giver Søren Krarup tørt på i bidsk læserbrev

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Folketingsmedlem Søren Krarup fra Dansk Folkeparti får klar besked af Røde Kors-generalsekretær Jørgen Poulsen efter sin kronik tirsdag i Berlingske Tidende, hvor han kritiserer Røde Kors for ikke at gøre mere i Irak.

– Vil Røde Kors og Jørgen Poulsen ikke løbe en beskeden risiko for at opfylde deres formål? spørger Krarup bl.a.

I et læserbrev i Berlingske fredag rekapitulerer Poulsen, at Krarup “iført skudsikker vest … sammen med 2 andre folketingsmedlemmer er blevet kørt rundt i en pansret mandskabsvogn (i Irak) og været ledsaget af bevæbnet militærpoliti. Efter denne heltemodige indsats følte han sig ved hjemkomsten kaldet til at skose Røde Korses indsats i Irak”.

Jørgen Poulsen skriver videre bl.a.:

– Svaret på Søren Krarups retoriske spørgsmål (om Røde Kors gør nok) er helt enkelt: Ja. Siden krigen brød ud, har Røde Kors udført hjælpearbejde i Irak for tæt på en milliard kroner – det inkluderer Basra-området, hvor Krarup er blevet kørt rundt i pansret mandskabsvogn. Det kunne Søren Krarup have fået at vide, hvis han havde spurgt. I stedet vælger han at vildlede læserne med en række udokumenterede påstande.

– Det er rigtigt, at Røde Kors ikke syner af så meget i området. På grund af den manglende sikkerhed anvender vi almindelihge biler uden det røde kors. Vi ønsker ikke at lyse op i landskabet og tiltrække unødig opmærksomhed fra de grupper, der har os og andre organisationer som mål.

– Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad Søren Krarup mener, når han taler om beskeden risiko. Mens jeg skriver disse linjer, kommer den tragiske meddelelese om , at CAREs chef i Irak er blevet kidnappet.

– Hvis Søren Krarup mener, at der er stemmer i at genere min person, så er han da velkommen. Men det er helt urimeligt og uanstændigt at miskreditere mine kolleger i Irak, som hver dag risikerer livet for at hjælpe landets befolkning.

– Hidtil har indsatsen kostet 4 af mine Røde Kors-kolleger livet. Andre 71 er blevet såret under angrebet ved Røde Kors-hovedkontoret i Bagdad og under arbejdet med at bringe livsvigtig hjælp ud til mennesker, fortsætter Jørgen Poulsen.

– Det gælder ikke bare i Basra-området, hvor Søren Krarup har været, men også i Falluja, hvor risikoen må siges at være alt andet end “beskeden”.

– Det forekommer ganske flot, at Søren Krarup iført skudsikker vest og beskyttet af væbnede styrker anklager Røde Kors for manglende mod. Røde Kors er ikke bevæbnet, slutter generalsekretæreren for organisationens danske afdeling sit indlæg i Berlingske.