Møgelhøj går som formand for BØRNEfonden efter penibel sag

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Formand for den danske fadderskabsorganisation BØRNEfonden de sidste 10 år, Bjarne Møgelhøj, trækker sig fra sin post, efter at B.T. lørdag afslørede hans kæreste-forhold til en kvindelig ansat, skriver B.T. online mandag.

Parret mødtes ved et Røde Kors-møde i november sidste år og et par måneder senere var hun ansat i BØRNEfondens informationsafdeling, samtidig med at forholdet fortsatte med at udvikle sig.

Presset på Bjarne Møgelhøj voksede henover weekenden. Og mandag eftermiddag faldt afgørelsen.

– Vi har netop haft et hasteindkaldt møde i forretningsudvalget, hvor vi var enige om, at det ikke var foreneligt med jobbet som bestyrelsesformand at have et forhold til en ansat. Midt under mødet fik vi en melding fra Bjarne Møgelhøj, der bad om at blive løst fra opgaven som formand, siger DR-værten Jes Stein Pedersen, der er medlem af forretningsudvalget, til bt.dk.

Meldingen kommer, netop som Møgelhøj deltager i et møde i USA, hvor han er kandidat som ny præsident for den internationale moderorganisation for Børnefonden, Childfund Alliance.

– Hvad der skal ske med den opgave er endnu ikke afgjort. Nu koncentrerer vi os om at finde en ny formand, siger Jes Stein Pedersen.

BØRNEfonden med domicil på Jagtvej i København har eksisteret siden 1972 og er en dansk sponsor- og udviklingsorganisation, der er politisk og religiøst uafhængig. 70.000 danskere støtter børn, fortrinsvis i u-landene, gennem BØRNEfonden, som i 2007 indsamlede næsten 200 millioner kr.

Organisationens bestyrelse tæller prominente navne som kunstnerne Eddie Skoller og Bent Fabricius-Bjerre, fodboldspilleren Mads Rieper og Københavns Politidirektør Hanne Bech Hansen.

Bjarne Møgelhøj var formand for FDB fra 1983 til 1998. Han har desuden været formand for Centrum-Demokraterne, men valgte i 2007 at skifte til det dav. Ny Alliance (nu Liberal Alliance). Den 64-årige cand.oecon. har bl.a. forsket i andelsbevægelsen.