Af Claus Knudsen, assisterende koordinator i 92-gruppen
”Dansk udviklingsbistand er blevet alt for statsfokuseret, og det gør det vanskeligt at nå de mål regeringen har opstillet med sine udviklingspolitiske prioriteter: god regeringsførelse, kvinder og hiv/aids”.
Det er budskabet i en ny rapport, journalist Knud Vilby har udarbejdet for 92-gruppen. Rapporten, der hedder “Udvikling – folkestyret eller statsstyret?”, er en reaktion på VK-regeringens udviklingspolitiske prioriteter for 2007-2011, der blev fremlagt i efteråret 2006 under overskriften “Vilje til udvikling”.
En central kritik i rapporten er, at der i den danske udviklingsindsats kun i meget ringe grad gøres brug af civilsamfundsanalyser i udviklingslandene.
Analyserne skal bruges til at identificere potentielle samarbejdspartnere i civilsamfundet og derigennem sikre en optimal rollefordeling mellem stat og civilsamfund i udviklingsindsatsen.
Fraværet af civilsamfundsanalyserne svækker derfor mulighederne for at inddrage civilsamfundet i udviklingen af den konkrete udviklingsindsats og for at give en gennemtænkt støtte til et gunstigt samfundsklima.
Med en række eksempler på hvordan organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke, Folkekirkens Nødhjælp og CARE Danmark konkret arbejder med målene i regeringens udviklingspolitik, viser rapporten, hvorledes civilsamfundets organisationer kan bidrage aktivt til udmøntningen af den danske udviklingspolitik i u-landene.
Men faktum er også, at de danske organisationers arbejde har lidt under, at de offentlige bevillinger til bistand generelt har været faldende, og at NGOernes andel af den reducerede bistand derudover har været mindre end tidligere.
Rapporten når frem til, at aktive civilsamfundsorganisationer er afgørende for, at reformer og udviklingsprojekter reelt gennemføres og bliver vellykkede, også i samfundets yderste led.
92-gruppen har på baggrund af rapporten inviteret udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) til møde om civilsamfundsorganisationernes rolle i dansk udviklingspolitik.
Rapporten kan hentes på 92-gruppens hjemmeside: www.92grp.dk
Kilde: 92-gruppens nyhedsbrev – Nyt om Miljø og Udvikling, nr. 45. marts 2007