CARE Danmark og PA Consulting Group samarbejder gennem 2009 om seminarer for danske topchefer. Det handler om uformelle, men værdifulde netværk for verdens fattigste, skriver organisationen i en pressemeddelelse torsdag.
CARE Danmark tilhører en af verdens største internationale humanitære organisationer: CARE International, der har en lang tradition for samarbejde med erhvervsledere på internationalt plan.
I Danmark har CARE gjort sig kendt for “hjælp til selvhjælp” og for sine projekter, der skal forbedre livet for nogle af verdens fattigste. Samtidig har CARE Danmark markeret sig som en organisation, der ønsker at etablere stærke partnerskaber med dansk erhvervsliv.
For at sætte yderligere skub i det arbejde inviterer konsulentvirksomheden, PA Consulting Group og CARE Danmark danske topchefer til eksklusive seminarer om innovation, ledelse og meget mere.
Tiltaget indledes fredag, når CARE Danmarks protektor, prins Joachim, åbner seminarierækken.
I løbet af året vil også statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), en stribe andre ministre samt direktørerne for bl.a. Danfoss, DONG, København Lufthavn, MetroXpress, ISS, ATP; PFA, NovoNordisk og DR deltage med indlæg.
– For CARE Danmark er samarbejdet med PA Consulting Group et stort privilegium og måske en unik mulighed, siger generalsekretær i CARE Danmark, Niels Tofte, og fortsætter:
– I denne del af verden har vi talt om virksomheders sociale ansvar længe, men det er ikke et nemt at gøre konkret. Med denne seminarierække er der ikke alene en konkret gevinst for CARE Danmark, vi forventer også at styrke vore allerede gode bånd til det danske erhvervsliv.
PA Consulting Group har siden 2002 haft det såkaldte executive seminarprogram, hvor topchefer fra danske og udenlandske virksomheder såvel som ministre har holdt indlæg.
– Med vores seminarprogram ønsker vi at skabe en uformel ramme, hvor topchefer kan mødes under uformelle former. Der er intet referat af møderne, så ingen behøver at frygte deres budskaber findes på forsiden af en avis dagen efter, siger admin. direktør Søren Lehn, der arrangerer seminarierækken i PA Consulting Group, og lægger til:
– Vi har valgt at samarbejde med CARE, fordi organisationens værdier passer med det, vi gerne vil stå for – kvalitet og vedvarende resultater, der kaster resultater af sig på længere sigt.
Yderligere oplysninger hos Marie Sisse Brown i CARE Danmark, [email protected], tlf. 20 67 77 79 og hos PA Consulting Group v. Henrik Orholst, e-mail
[email protected]