Mens fødevarepriserne eksploderer, skæres der i udviklingsstøtten til landbruget i u-landene.
Det er en paradoksal og foruroligende udvikling for verdens fattigste, der kun kan bremses ved at satse på langsigtet bistand frem for sen og dyr nødhjælp, fremgår det af en pressemeddelelse tirsdag fra CARE Danmark.
Verdens fødevarelagre svinder ind dag for dag – og priserne på mad er steget dramatisk det seneste år. Situationen skaber ærgrelse ved kassen i supermarkedet herhjemme, men har akutte konsekvenser for den ene milliard, der lever for under 1 dollar om dagen, hedder det.
80 procent af de 845 millioner, som lever i sult i dag, er småbønder. De har måttet se den internationale bistand til landbruget falde, mens den globale nødhjælp blev firdoblet fra 1990 til 2005.
En uacceptabel udvikling, set i det lys, at netop investeringer i landbruget kan være med til at sikre mad til verdens fattigste på lang sigt, så verdenssamfundet ikke skal rykke ud med den meget dyre nødhjælp, anfører CARE.
CARE Danmark har netop lanceret en ny portal om fødevarekrisen på www.care.dk, der går bag om prisstigningerne og sætter ansigt på nogle af dem, der er ramt:
Hvad har udløst krisen? Hvilke konsekvenser har sult for et menneske? Hvad kan der gøres for at give verdens fattigste mad på bordet? Det er nogle af de spørgsmål, der behandles på portalen.
Yderligere oplysninger i relation til fødevarekrisen hos programkoordinator, Marianne Haahr, [email protected], tlf. 35 20 01 00, programkoordinator, Poul Erik Lauridsen, [email protected] tlf. 35 20 01 00 og journalist i CARE Danmark, Marie Sisse Brown, [email protected] tlf. 35 20 01 00, mobil: 20.67 77 79