Endnu en orkan har ramt Afrika. Denne gang raserer den tropiske cyklon “Jokwe” Mozambique og har indtil nu dræbt 7. Orkansæsonen i det sydlige Afrika er den værste i 100 år – CARE Danmark vil hjælpe
Af Jon Bøge Gehlert
medarbejder i CARE Danmark
Kategori 4-orkanen Jokwe ramte fredag og lørdag, 7.-8. marts, Mozambiques kyst. Konsekvenserne er mærkbare med over en håndfuld dræbte – heraf 3 personer kvast under en sammenstyrtet mur i en moske. Oveni kommer 9.000 ødelagte huse og 300 smadrede både i den nordlige Nampula-region, som ligger helt ud til kysten.
Vinde på op til 200 kilometer i timen har også revet tagene af 80 skoler. Bonifácio Antonio, som er leder af Mozambiques center for nationale katastrofer (INGC), fortæller til FNs IRIN News:
“Mindst 25.000 familier lever i risikozonen i de nordlige regioner ud mod kysten. Vi forsøger lige nu at skabe overblik over orkanens ødelæggelser, og hvor mange den har gjort hjemløse”.
Han siger videre, at regeringen er i fuld gang med at uddele fødevarer og telte, mens militæret rydder blokerede veje for væltede træer.
Jokwe er fortsat tværgående sydvest gennem landet med regn og stormende vinde både mandag og tirsdag.
Flere orkaner forude
For kun tre uger siden regerede en lignende orkan, Ivan, over østaten Madagaskar ud for Mozambiques kyst. Her er ødelæggelserne foreøbig opgjort til 84 omkomne og omkring 150.000 hjemløse.
Orkanen i Mozambique er den tolvte i denne sæson i det sydlige Afrika mod et årligt gennemsnit på normalt 9. Mozambiques meteorologiske institut oplyser til IRIN News, at orkansæsonen derfor tegner til at være den voldsomste i 100 år. Og det er langt fra sikkert, at Jokwe er den sidste orkan i denne omgang. Sæsonen for tropiske cykloner varer typisk indtil april.
Hidsigt klimafænomen
Men de tropiske cykloner dukker ikke op af ingenting. De hænger sammen med klimafænomenet La Niña (i familie med fænomenet El Niño), som i øjeblikket cirkulerer i Stillehavet.
Teknisk forenklet er La Niña en kombination af meget varme vande, som blander sig med koldt vand dybere nede i havet. Det skaber bølger, og sammen med opadstigende vinde forstyrres atmosfæren, og klimafænomenet er dannet.
Professor Eigil Kaas fra Københavns Universitets Klimapanel forklarer:
– Ved hjælp af klimamodeller kan vi op til et halvt år i forvejen vurdere, hvorhenne og hvor kraftigt disse klimafænomener udvikler sig. Men nogle gange opstår de hvert andet år, andre gange hver syvende. De er meget uregelmæssige.
Han forklarer videre, at fænomenerne intet har at gøre med de globale klimaforandringer generelt. Men at klimaforandringerne til gengæld er med til at bestemme styrken og intensiteten på orkanerne, som netop i år rammer Afrika hårdt:
– Næsten alle beregninger peger på, at der de kommende år vil opstå færre tropiske orkaner, men at de, der kommer, vil være kraftigere.
CARE og katastroferne
Eksperterne kan altså i en vis forstand forudsige, hvornår orkanerne kommer. På den måde kan lokalbefolkningerne forberede sig på heftig nedbør og stormende vinde. Men de kan ikke gøre det alene.
CARE Danmark har derfor netop et 4-årigt program i støbeskeeen, som efter planen træder i kraft i det sidste halvår af 2008.
Morten Fauerby Thomsen er programkoordinator og klimaekspert for CARE Danmark. Han forklarer, at programmet kommer til at indeholde et varslingssystem lokalt i landsbyerne, så beboerne er forberedt, når katastrofen rammer. Men de skal også vide, hvordan de skal reagere:
– Det er ikke nok, at de bare løber ind i en lille bladhytte. De skal vide, hvordan de optimerer deres bygninger, og hvordan de sikrer deres fødevarer. De skal ganske enkelt forberede sig, så de reducerer risikoen ved naturkatastrofer. Og det skal vi hjælpe dem med, forklarer han.
CARE Danmarks program tænkes udført i den sydlige Inhambane-region i Mozambique, som orkanerne oftest rammer, mens CARE Mozambique planlægger et tilsvarende program i den netop ramte Nampula-region.
Orkaner inddeles efter Saffir-Simpson skalaen i kategorierne 1-5 bedømt ud fra trykket i orkanens øje (midten af orkanen) og vindhastigheden i orkanen. En kategori-5 orkan kan nå vindstyrker på 300 kilometer i timen.
Kilde: Artikel på CARE Danmarks website, www.care.dk