Efter åbningstalen til Folketinget tirsdag står det klart, at statsministeren på den ene side erkender, der er øget behov for hjælp til især Afrika.
På den anden side vil han ikke ændre på størrelsen af den danske u-landsbistand. Også selv om der tegner sig et folketingsflertal for at sætte bistanden i vejret, konstaterer u-landorganisationen CARE Danmark i en presseudtalelse torsdag.
Ny Alliance kræver det. De radikale kræver det. Og som det seneste har de konservative også krævet u-landsbistanden sat op. Men Venstre går ikke med på tendensen.
Det står klart, efter statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), tirsdag holdt sin åbningstale for Folketinget. Men Fogh Rasmussen erkender dog, at klimaforandringerne vil øge presset på Afrika.
– Udviklingslandene er de lande, der bidrager mindst til udledningen af drivhusgasser. Men samtidig de lande, der vil opleve de værste skader fra klimaforandringerne. Det gælder ikke mindst de fattige lande i Afrika, forklarede statsministeren, og bebudede at klima- og miljøhensyn vil være en del af regeringens nye Afrika-strategi.
Ole M. Jung, der er formand for CARE Danmark, roser statsministeren for at anerkende klimaproblemerne og for at slå fast, at de rammer Afrika hårdest. Statsministeren får også ros for at gøre det til politikernes ansvar at gøre noget ved klimaproblemerne.
– Men handling kræver penge. Regeringen har ikke valgt at sætte yderligere midler af til klimaindsatsen i Afrika, siger Ole M. Jung og uddyber:
– Verdensbanken har lavet nogle beregninger på, hvad det vil koste at løfte problematikken omkring klimatilpasning. Og de vurderer, at det vil koste 50 milliarder dollars om året. Men i dag er der globalt blot afsat en halv procent af det beløb.
– Hvis regeringen ønsker en succes (på klimatopmødet i 2009, red.) i København, så skal det spørgsmål højere på dagsordenen, og der skal sættes yderligere midler af. Og som vært bør Danmark gå forrest, mener CARE Danmarks formand.