Bettina Aller har endnu engang krydset Ækvator og kastet sig ud i et nyt eventyr.
CARE Danmark og IBIS har sendt den danseglade eventyrerske og Aller-arving af sted til Ghana for at skabe opmærksomhed om de 2 organisationers fælles landsindsamling søndag den 13. maj, fremgår det af en artikel på websitet www.ibis.dk
“Har du sovet godt?” Spørgsmålet er rettet mod Bettina Aller, der er ved at pakke sin slidte hængekøje og myggenet ned.
– Denne her sag? Den har jeg sovet i over 500 gange, siger hun og peger på sin mobile seng. Der er ingen tvivl om, at hun er vant til at sove godt under åben himmel. Sammenlagt har hun brugt mere end et år i sin mørbankede hængekøje. Denne nat har 2 træer i Ghanas regnskov ageret sengestolpe.
Bettina Aller er på rejse med CARE Danmark og IBIS for at opleve livet som det udspiller sig for afrikanske kvinder. Anledningen er de 2 organisationers landsindsamling på Mors dag – 13. maj – til fordel for kvinder i Afrika.
Bettina Allers rejse er et ud af flere tiltag, der skal skaffe opmærksomhed om indsamlingen og arbejdet for at forbedre levevilkårene for de fattige kvinder.
Kvinderne i Afrika er nemlig ofte udsat for diskrimination og mange kender ikke deres egne rettigheder. Omvendt nytter det at hjælpe netop disse kvinder til en bedre hverdag, fordi det kommer hele deres familie til gode.
Kvinde – kend din ret
Med flere stempler i passet end Livingstone er Bettina Aller en svær kvinde at imponere, men et døgn i en ghanesisk landsby gør nu alligevel et stærkt indtryk.
Den indfødte Ama Ntowaa er vært for den rødhårede dansker. Bettina Aller møder Ama Ntowaa, fordi hun er en kvinde, der har lært at kæmpe for sine rettigheder. Hun er bevis på, at man med få midler kan gøre en væsentlig forskel for kvinderne her.
Tømmerfirmaer har i lang tid fældet træerne i Ghanas regnskov og ødelagt landsbybeboernes afgrøder. Men Ama Ntowaa fandt sig ikke i, at hendes eneste indtægt gik tabt og derfor protesterede hun en dag, tømmerfirmaet kom buldrende gennem skoven.
Ama Notwa lagde sig bogstaveligt talt på vejen for at spærre for dem. Hun vidste, hun havde retten på sin side og tømmerfirmaet endte med at lade skoven stå. Ama Notwas historie gør et stort indtryk på Bettina Aller, og der sidder de, den ene stærke kvinde overfor den anden.
På sin tur gennem Ghana kom Bettina Aller ud for lidt af hvert. Udover et døgn hos Ama Ntowaa besøgte hun en hekselandsby, hvor udstødte kvinder bor.
Hun hilste på den visionære høvding med en familie så stor, at de kunne spille fodboldturnering mod sig selv. Hun befandt sig pludselig midt i en skovbrand. Og så satte hun gang i festen til en begravelse.
Man kan læse mere om landsindsamlingen på www.kvinderiafrika.dk