Søndagens landsindsamling til fordel for Afrikas fattige kvinder indbragte ca. 2. mio. kr., skriver de indsamlende organisationer, CARE Danmark og Ibis, i en pressemelding.
– 2 mio. kr. er et rigtigt flot resultat, som vi er meget glade for. Det er første gang, vi holder landsindsamling, og danskerne har taget godt imod indsamlerne ved hoveddørene. Vi føler, at der er stor opbakning til at støtte fattige kvinder i Afrika, og folk har generelt givet mere, end vi forventede, siger generalsekretær i CARE Danmark, Niels Tofte.
Vagn Berthelsen, generalsekretær i Ibis, siger:
– Vi har fået ros fra mange indsamlere, som synes, at dagen er forløbet godt. Det kunne vi ikke have gjort uden hjælp fra vore frivillige koordinatorer landet over, som har lavet et kæmpe stykke arbejde med at få logistikken på plads. Vi takker også alle indsamlerne, som var på gaden for os i dag. I gennemsnit er der kommet 1.000 kr. i hver indsamlingsbøsse.”
Pengene fra landsindsamlingen går til 6 udvalgte projekter, der støtter fattige kvinder i Afrika, bl.a. gennem uddannelse, mikrokreditter, adgang til rent vand og oplysning om hiv/aids. Ved at støtte kvinderne kommer hjælpen en hel familie til gavn. Kvinder investerer i familiens fremtid bl.a. i form af uddannelse og bedre sundhed.
– Vi har fået en god oplevelse med landsindsamlingen. Nu er der skabt et netværk af mennesker, der gerne vil samle ind. De har haft en rigtig god dag. Det vil de fortælle videre, så på denne baggrund vil vi blive endnu flere næste år, siger Vagn Berthelsen.
Flere informationer hos:
Generalsekretær i IBIS Vagn Berthelsen
Tlf. 35 20 05 27 Mobil 24 40 86 40
Generalsekretær i CARE Danmark Niels Tofte
Tlf. 35 200 102 Mobil 27 53 83 00
Kommunikations- og marketingchef i CARE Danmark Ole Bisleth
Tlf. 35 200 141 Mobil 27 53 83 01
Afdelingsleder nordafdelingen i IBIS René Jacobsen
Tlf. 35 20 05 31 Mobil 50 45 10 64