Undskyld, men vi orker altså ikke flere TV-indsamlinger, skriver Ekstra Bladet på lederplads mandag og fortsætter:
VELMENENDE LINE Baun Danielsen sled. Den appellerende finger var uafbrudt fremme. Sympatiske Peter Mygind smilte opmuntrende til seerne. Kendte, halvkendte og de, der håbede at blive kendte, tryllede, dansede og spillede musik. Alle anstrengte sig til det yderste hele søndagen. Og så vidt vides helt gratis.
FORMÅLET, at samle penge ind til hjemløse børn, var bestemt også godt og sobert. Selve ideen om at gøre indsamlingen til en konkurrence mellem landsdelene var sådan set o.k., ikke specielt opfindsom, men dog ny. Og naturligvis tæller det også på plussiden, at DM i indsamling netop er skabt for at samle alle årets mange små indsamlinger i én stor, så man ikke skal bruge TV-tid på at bede folk komme til lommerne mere end en gang om året.
SELV JØRGEN Poulsen fra Dansk Røde Kors, der ellers altid kan svinge sig op til at lyde begejstret hver eneste gang en virksomhed donerer 200 kroner, ved godt, at vi danskere gerne vil hjælpe, bare vi ikke bliver bedt om det for tit.
Og det gør vi.
UNDSKYLD, men vi er nødt til at sige det: Vi orker altså ikke flere TV-indsamlinger med Kandis, Sanne Salomonsen og begejstrede tilråb fra kendte TV-værter, når endnu en virksomhed kommer slæbende op på scenen med en check på størrelse med et fodboldmål, sådan at selv synsbesværede kan få alle nullerne med.
VI UNDER DE hjemløse børn hver eneste krone, der blev samlet ind. Men det må altså kunne gøres på en anden måde. Sådan som det er i dag, gøres nødhjælp til et reality-show, hvor Biker-Jens er udskiftet med ISO, Spar Nord og JR Transport, men hvor pointen er nøjagtigt den samme: Fem minutters berømmelse.
VI GIDER DET IKKE. Giv pengene direkte til de hjemløse børn på finansloven, de 37,5 millioner, der blev indsamlet søndag, er peanuts i statsbudgettet.
Og brug i stedet TV-tiden på at fortælle os sobert om de utallige danske nødhjælpsprojekter, der gør gavn over hele verden, så vi selv kan finde ud af, hvad vi yderligere vil støtte -i stedet for at vi skal have proppet et nødhjælps-reality-show ned i halsen en gang om året, slutter Ekstra Bladet sin leder mandag den 9. maj 2005.