Dansk Røde Kors er på jagt efter 10 familier, der er villige til at undvære vand fra på mandag og 5 dage frem. Røde Kors stiller til gengæld en vandtank op til familierne, skriver organisationen i en pressemelding fredag (23. sept.).
Torsdag og fredag i denne uge prøver skoleelever og lærere på 15 skoler rundt om i Danmark at hente det daglige vand fra en vandtank i skolegården. Røde Kors inviterer familier over hele landet til at være med og i næste uge – fra mandag den 26. sept. til fredag 30 sept. – lukke for vandet.
Det sker som optakt til landsindsamlingen den 2. oktober, hvor Røde Kors har brug for 20.000 indsamlere.
– Vi vil gerne gøre opmærksom på, at vi har brug for indsamlere. Og vi vil gøre det på en måde, der viser, hvorfor vi samler ind. En del af pengene går til hjælpearbejdet i det tørkeramte Niger, siger generalsekretær i Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen.
Dansk Røde Kors står for at transportere vandtankene fra skolerne til familierne. Her skal familierne hente drikkevand og vand til rengøring og hygiejne. De skal bare gå lidt længere – og huske at koge vandet.
– Vand er en utrolig vigtig del af alt Røde Kors’ arbejde. Og adgangen til drikkevand er noget af det første vi skal sørge for. 1,2 milliarder mennesker har ikke adgang til rent vand. Og det kan være svært at sætte sig ind i, før man selv har prøvet det, siger Jørgen Poulsen.
For at kunne deltage skal familierne kunne:
– lukke for vandet hos sig selv – uden at lukke for naboens vandforsyning
– have en 1.000 liters tank stående i 5 dage
– kunne fylde tanken op f.eks. ved hjælp af en haveslange.
Familier kan tilmelde sig på telefon 70 33 11 00 (indtil fredag klokken 18) eller på www.indsamler.dk
Ved landsindsamlingen samler Dansk Røde Kors ind til næste års katastrofer – og for at kunne nå ud med denne hjælp er det nødvendigt, at 20.000 danskere melder sig som indsamlere på 70 100 000 eller på www.indsamler.dk
Yderligere oplysninger hos Dansk Røde Kors kommunikationsafdeling på tlf 35 25 92 00 – efter kl. 16 på vagttelefon 40 41 41 7