Generalsekretæren for Dansk Røde Kors skrev følgende kronik på organisationens netside i anledning af den internationale Landminedag 1. marts
Af Jørgen Poulsen
NÅR en krig er vundet, får miner, klyngebomber og anden ueksploderet ammunition lov at blive liggende og true civilbefolkningen på livet mange år efter at selve kamphandlingerne er overstået.
Det er desværre alt for sjældent de, der lægger minerne eller kaster bomberne, der selv rydder op efter sig. I stedet kommer det tunge arbejde til at hænge på de humanitære organisationer, ligesom store dele af bevillingerne til humanitært arbejde fra lande som f.eks. Danmark kommer til at gå til minerydning.
Det betyder selvfølgelig, at der kommer færre midler til andre humanitære opgaver og til hjælp til de mange ofre, der allerede er og også vil komme i fremtiden. Groft sagt kan man sige, at det er verdens fattigste mennesker, der kommer til at betale for minerydningen, fordi krigsherrerne ikke lever op til deres forpligtelser.
Derfor bør vi i langt højere grad holde de krigsførende parter fast på, at de skal rydde op efter sig.
Røde Kors arbejder verden over med træning af militæret i krigens love og parternes forpligtelse til at rydde op. Men konventionerne bør også udbredes, så det bliver sværere at producere våben, der i virkeligheden fungerer fuldkommen ligesom landminer, selv om de teknisk ikke falder ind under konventionens definition af ”anti-personel miner”.
Det handler eksempelvis om miner, der bruges mod mindre køretøjer. De er selvfølgelig rettet mod militærkøretøjer, men rammer også private køretøjer.
Siden ledere fra 123 lande i den såkaldte Ottawa-traktat lovede hinanden, at antipersonel-miner skulle forbydes, er der sket store fremskridt. Der er blevet ryddet over 30 millioner miner, og fra Danmark alene er der brugt over 6 milliarder kroner på at fjerne miner, oplyse om farerne og hjælpe ofrene.
Vi kan være glade for hver eneste mine, der bliver ryddet af vejen. Mineryddere i lande som Afghanistan, Angola og Irak gør et fantastisk – og absolut ikke ufarligt – stykke arbejde.
Men i iveren efter at rydde minerne må vi ikke glemme de mange ofre, der allerede er lemlæstet – og dem, der vil blive det i fremtiden.
På de omkring 60 klinikker rundt om i verden, hvor Røde Kors hjælper mineofre, ser vi behovet for hjælp. Hver eneste dag får omkring 130 mennesker et kunstigt ben, en arm en kørestol eller et par krykker – en meget stor del af dem, fordi de er blevet lemlæstet af en landmine.
Det er meget svært at danne sig et overblik over præcis hvor mange miner og anden ikke detoneret ammunition, der er i verden.
Men der er ingen tvivl om, at der i de næste mange år vil være millioner lever i frygt for at miste et ben – eller livet – på vej til brønden, til skole eller ud for at dyrke marken. Selv i lande, hvor krigen er slut for mange år siden, betyder efterladt ammunition og landminer, at almindelige menneskers levebrød er ødelagt.
Derfor må vi ikke glemme, at der sideløbende med minerydning er behov for oplysning til de mennesker, der er så uheldige at bo i lande med mange miner.
Det handler om oplysninger om, hvordan minerne ser ud, hvor risikoen er størst eller hvordan reagerer man, hvis man pludselig opdager, at man er kommet ud i et mineret område. Det er ikke mindst vigtigt at få fat på børnene, der ofte vil samle ammunitionen op, fordi det ser spændende ud.
Jeg har selv besøgt en række Røde Kors-klinikker, der behandler mineofre rundt om i verden.
Midt i elendigheden er disse besøg nogle af mine mest livsbekræftende oplevelser. Her kommer folk ind, der har mistet arme og ben – og når de tager derfra har de fået kunstige lemmer, et par krykker eller måske en kørestol, så de trods alt kan få et anstændigt og et værdigt liv.
Vi må ikke lade de mennesker i stikken.
Alene i et land som Afghanistan, der er et af verdens mest minerede lande, registrerer Røde Kors hver eneste dag 2 til 3 nye minetilfælde. Omkring halvdelen af dem er børn, ca. 90 procent er civile.
Det samme billede tegner sig i andre lande, hvor Røde Kors ved selvsyn konstaterer, at almindelige mennesker lemlæstes af de bestialske miner. I Asien. I Afrika. Og i Europa.
Kilde: www.redcross.dk
