Jørgen Poulsen mødt af udmagrede mødre og børn i Niger

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Udmagrede børn og mødre i tusindvis i kø efter hjælp. Det var, hvad der mødte Dansk Røde Korses generalsekretær Jørgen Poulsen, da han fredag morgen besøgte et Røde Kors uddelingssted i Maradi i det hungerramte Niger, skriver organisationen i en pressemelding fredag.

– Det er kvinder, der af egen drift er gået i timevis med deres små børn – kvinder der har fulgt rygterne om, at der er mad og hjælp og få. Og Røde Kors er i gang med at hjælpe, men desværre er vi også nødt til at afvise nogen – for vi har ikke mad til alle her i Maradi, fortæller Jørgen Poulsen.

Når mødrene når frem til de steder, hvor Røde Kors deler fødevarehjælp ud, bliver alle børnene målt og vejet – og på det grundlag er man nødt til at vælge dem ud, der har hårdest brug for hjælp.

– Desværre er der alt for mange af de børn, jeg har set her, der er alvorligt underernærede. Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at de alle svageste måske slet ikke når frem til de steder, hvor vi deler hjælpen ud, siger Jørgen Poulsen.

Røde Kors arbejder på at kunne hjælpe i alt 23.000 af de værst ramte børn i Niger og deres familier Derudover er Røde Kors gået i gang med at hjælpe i nabolandet Mali – og undersøger, hvordan man kan yde støtte til befolkningerne i Burkina Faso og Mauritanien. I alt er otte millioner i området ifølge FN ramt af følgerne af sidste års tørke og voldsomme græshoppeangreb.

– Hvis vi skal hjælpe hernede, har vi brug for støtte derhjemme. Vi har hårdt brug for økonomisk støtte, hvis vi skal få hjælp frem til dem, der sulter lige nu – og på længere sigt sætte disse mennesker i stand til igen at kunne klare sig selv, siger Jørgen Poulsen fra Maradi i Niger

Dansk Røde Kors samler ind til Niger. Man kan støtte indsamlingen med 100 kr. ved at ringe 90 56 56 56 eller sende en SMS med ”sult” til 1231. Man kan også støtte på www.drk.dk eller på giro 9 30 30 30