Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) åbnede onsdag officielt den nye danske ambassade i Mali, som regeringen udpegede som Danmarks nye programsamarbejdsland i januar 2006.
Danmarks nye repræsentation i hovedstaden Bamako skal ledes af ambassadør Margit Thomsen, der kommer fra en tilsvarende post i Malis naboland mod øst – Danidas mangeårige programsamarbejdsland Burkina Faso.
Den 53-årige cand.jur. har næsten udelukkende beskæftiget sig med bistand siden sin ansættelse som fuldmægtig i Danida i 1987 – og var før da 3 år i FNs Udviklingsprogram, UNDP. Den vellidte diplomat har bl.a. ledet kontoret for Danidas NGO-kontakter og vil alene herfra have en god ballast, når de nye programmer skal igang i Mali.
Ambassadestabens danske del kommer i alt til at omfatte 5 udsendte og souschef bliver Tine Anbæk.
Efter åbningsceremonien i Bamako underskrev Ulla Tørnæs og Malis fungerende udenrigsminister Omar Hamadoun Dicko den første regeringsaftale for programmet for vand, sanitet og vandressourceforvaltning.
Danmark sætter yderligere 2 sektorprogrammer i gang i 2007 i det vestafrikanske Sahelland, nemlig inden for landbrug og erhvervssektoren. Den samlede danske bistandsramme for 2007-2011 ligger på 800 mio. kr.
Ulla Tørnæs udtaler:
– Jeg er meget glad for i dag at kunne åbne den nye danske ambassade, der er et direkte resultat af regeringens fokus på Afrika. Der kommer også et program for menneskerettigheder, demokrati og god regeringsførelse, der ikke mindst skal komme de maliske kvinder – der halter langt bagud i forhold til mændene – til gode.
Tørnæs er på ugelangt besøg i det karrige muslimske land, der er verdens fjerde fattigste.
Danmark var i bistandsmæssig sammenhæng aktiv i Malis vandsektor for år tilbage og finansierede drikkevandsprojekter uden at det vidtstrakte land dog af den grund blev programsamarbejdsland for Danida.
Kilde: www.um.dk