Fattige børn med strutmaver. Unge i camouflagetøj med maskinpistoler. Gravide teenagepiger. Det er ofte den slags billeder, medierne bringer af børn og unge i Syd.
De fremstilles som ofre for fattigdom, udemokratiske regimer og hiv/aids, men også som aktører, der f.eks. selv griber til våben.
En ny bog, “Unge liv i Syd”, der kom på gaden mandag, tager fat på denne dobbelthed i vores forståelse af børn og unge og beskriver de unge liv i u-landene.
Hvordan tackler de unge tilværelsen i samfund præget af kaos og konflikter? Hvad kan hjælpe dem ud af fattigdom? Det søger bogen – der former sig som en antologi – videre at besvare.
Forfatterne bringer os ind i en særdeles ung verden: Hele 86 procent af alle verdens unge bor på udviklingskontinenterne Afrika, Asien og Latinamerika, og i landene i Afrika syd for Sahara er lige godt halvdelen af den samlede befolkning under 18 år.
Gennem etnografiske feltstudier i så forskellige dele af verden som Brasilien, Nepal og Burkina Faso tager forfatterne fat på, hvordan unge søger at skabe sig liv i samfund med udbredt ressourcemangel.
Bogen diskuterer også problematikker, som en stribe institutioner, herunder udviklingsorganisationer, står over for i kampen mod hiv/aids, ustabile regimer og fattigdom.
I mødet med unge liv i Syd belyser forfatterne flere tabubelagte og kontroversielle emner, som f.eks. at konfliktsituationer kan bidrage til at udvikle børn og unges kompetencer og at uddannelse yderst sjældent fører børn og unge væk fra fattigdom.
“Unge liv i Syd” afspejler samtidig en ny udviklingspolitisk bevågenhed omkring børn og unge.
– Børn og særligt unge er ikke længere blot en målgruppe, man overlader til “hattedamerne”. Når store donorer som FNs Udviklingsprogram (UNDP) og Verdensbanken i stigende grad har unge som tema, er det fordi unge er blevet en målgruppe, der potentielt opfattes som dagsordensættende på det udviklingspolitiske felt, siger en af bogens redaktører og medforfatter, Karen Valentin.
Hun er antropolog og lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole på Aarhus Universitet.
Bogen er skrevet af forskere og NGO-repræsentanter, som har det til fælles, at de er engagerede i børn og unges vilkår. De bidrager alle til at skabe ny viden om børn og unges strategier og dispositioner.
Bogen søger at bygge bro mellem akademisk og praktisk baseret viden med henblik på at øge viden om, hvordan man bedst muligt kan støtte forandringer hen imod en mere positiv udvikling i verdens fattige nationer.
“Unge liv i Syd – Beretninger om børn og unge i udviklingslande”
Redigeret af Karen Valentin og Catrine Christiansen i samarbejde med Annemette Danielsen, Børne- og Ungdomsnetværket, og Jan Nikolai Kristensen og Lise Rosendal Østergaard, Aidsnet
Pris: 269 kr. (inkl. moms) + porto
227 sider. ISBN 978-87-7684-132-4
Udgivet: 24. september 2007
Forlag: Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag under Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, Emdrupvej 54, 2400 Kbn NV, webadresse:
www.dpu.dk
Kontakt til forlaget på e-mail [email protected] eller tlf. 88 88 94 55 og 88 88 99 32
Karen Valentin kontaktes på e-mail [email protected] og tlf. 88 88 98 38