Den danske regering skal arbejde hårdere for at demokratiet genindføres i Honduras, skriver dagbladet Arbejderen onsdag.
Og det skal ske både ved at henvende sig direkte til kupregeringen, som har været ved magten i godt to måneder – og via EU.
Sådan lyder den klare opfordring fra en række af Danmarks største fagforbund og nødhjælpsorganisationer til udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K).
– Vi er dybt bekymrede for udviklingen i Honduras og krænkelserne af menneskerettighederne dér, siger Henrik Stubkjær, generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, til Arbejderen.
I et brev til de to ministre opfordrer blandt andre Folkekirkens Nødhjælp, 3F, IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke til, at den danske regering mere aktivt presser på for, at menneskerettighederne, ytringsfriheden og retten til at organisere sig overholdes.
– Danmark har traditionelt været forkæmper for forsvaret af netop menneskerettighederne. Og her vil vi altså gerne se Danmark længere fremme i førerfeltet, siger Henrik Stubkjær.
Ifølge Stubkjær og det danske netværk er det yderst vigtigt, at den danske regering arbejder internationalt, for på dén måde, at lægge størst muligt pres på kup-regeringen.
– Det er vigtigt, at verdenssamfundet kommer ordentligt på banen her. Vi i Danmark taler med større vægt, hvis vi går via internationale kanaler, slår Henrik Stubkjær fra Folkekirkens Nødhjælp fast.
Det var på et møde i København mandag den 17. august, at et dansk netværk mod kuppet i Honduras blev dannet. Netværket tæller også Internationalt Forum og Rehabiliterings og Forskningscentret for Torturofre.