Med en fattig og udslidt befolkning som tilskuer fejrede præsident Mugabe og hans støtter Zimbabwes 30 år som selvstændig nation. Ny uro ulmer med udsigt til et nyt valg næste år
Af Henrik Lomholt Rasmussen,
informationsmedarbejder Mellemfolkeligt Samvirke Mozambique
Pomp, pragt, parader …og pessimisme i rå mængder. Kontrasterne var til at tage og føle på, da Zimbabwe i wekenden rundede 30 år som selvstændig nation.
– Ok, det går bedre end under krisen i 2008, da økono-mien kollapsede, butikkerne var tomme og folk sultede. Det gør landbefolkningen stadig, selv om vi med indførslen af US-dollar og sydafrikanske rand fik gang i økonomien, siger den 19-årige Farai Biti fra Zimbabwes hovedstad, Harare.
– Men mens eliten mæsker sig, fungerer uddannelses- og sundhedssystemet stadig ikke, og menneskeretsforkæmpere som Jestina Mukoko fængsles for at sige deres mening. Det er sørgeligt, fortsætter Farai Biti, mens han ser afdelinger af landets militær og politi marchere og demonstrere nærkampsøvelser på grønsværen på den hårdt prøvede nations nationale fodboldstadion i udkanten af Harare.
– Det har jo intet med Zimbabwes selvstændighed at gøre, men er blot en magtdemonstration. Jeg ville hellere have set skoleklasser, dansegrupper og bands optræde for at promovere vort lands kultur, konstaterer Farai Biti.
En fridag til pølsemanden
Han har taget fri fra sit selvbestaltede job som grillpølse-sælger uden for stadion.
– Jeg tjener ca. 15 US dollar (80 kr.) de 4 gange om måneden, der er fodboldkampe. Jobbet er en nødløsning, fordi jeg ikke havde råd til at læse videre efter at være blevet student sidste år, forklarer Farai Biti.
Som flertallet af de mange tusind fremmødte er han ikke kommet for at høre sin præsident, Robert Mugabe, prædike om kampen for uafhængighed og hadet til lande som USA og England, der stadig deltager i sanktioner mod Zimbabwe.
– De fleste er her for at se fodboldkampen mellem landets to bedste hold, Dynamos fra Harare og Highlanders fra Bulawayo (Zimbawes næststørste by, red.). Men jeg glæder mig også til at høre vores premierminister, Morgan Tsvangirai, tale, anfører Farai Biti.
Optimismen er væk
Tsvangirai og hans MDC-parti indgik efter hårde magtkampe ovenpå Zimbabwes valg i juni 2008 i en national samlingsregering med Robert Mugabes ZANU-PF-parti i februar sidste år.
At den nu 86-årige Mugabe efter 29 år som enevældig leder modvilligt gav plads til MDC, indgydede mange zimbabwere håb om en bedre fremtid. Optimismen er dog for længst forduftet, mener lederen af en NGO (ikke-statslig organisation) i Harare.
– Økonomien er stabiliseret, men den er baseret på forbrug og importerede varer fra Sydafrika. Zimbabwes industri producerer fortsat intet. Det skaber ingen job, og derfor er arbejdsløsheden stadig omkring 80 procent, siger NGO-lederen, de rønsker at være anonym.
– Politisk har Tsvangirai og MDC ikke opnået meget. Mugabe og ZANU-PF sidder stadig på de vigtigste ministerier og har kontrol over militær og politi. Den eneste måde, vi kan rette op på dette, er ved at holde valg, som overvåges nøje af det internationale samfund, lægger han til.
Vold blusser op
Valget i 2008 var, som alle Zimbabwes tidligere af slagsen, plaget af svindel og valgfusk. På landet truede Mugabes ungdomsmilits folk til at stemme på ZANU-PF, men hverken dét, fyldte stemmebokse eller fusk med stemmeoptællingen var nok.
MDC vandt valget, Mugabe nægtede imidlertid at give slip på magten. De to stridende parter indgik et kompromis om en samlingsregering samt en aftale om, at der skulle holdes nye valg inden februar 2011.
Den uafhængige avis The Zimbabwean melder om, at Robert Mugabes ungdomsmilits er ved at varme op til valgene ved at true og tæske MDC-folk i distrikter, hvor ZANU-PF har magten.
Men en udlænding, som har boet i Zimbabwe siden 1971, tvivler på, at valget vil blive holdt til tiden.
– Mugabe vil blive ved med at love, at valgene vil komme for så at aflyse dem i sidste øjeblik med begrundelse om manglende penge til stemmesedler og andet udstyr samt for kort tid til at organisere processen. Det er klassisk ZANU-PF, siger kilden, der ikke ser en fri valghandling som den endegyldige løsning for Zimbabwe.
Smag for magten
– Man må ikke overse, at det er lykkedes ZANU-PF at give flere MDC-medlemmer i regeringen smag for magten ved at tilbyde dem luksus-Mercedeser og andre goder, siger kilden og fortsætter:
– Tsvangirais fløj i partiet har sagt nej til den slags lokkemad, men det har splittet MDC i to fløje, der nu skændes om dyre biler, mens folk sulter. Det er smart lavet af ZANU-PF. Partiet har skabt tvivl om, at MDC er et parti, som vil gøre op med magtmisbruget, konstaterer kilden, der frygter for den aldrende Robert Mugabes eventuelle død:
– Det ville være det værste, der kunne ske nu. Man kan sige meget om ham, men Mugabe holder nogenlunde sammen på landet. I kulissen venter gribbe som vicepræsident Joyce ’Blodsudgyder’ Mujuru, hvis mand har kontrol med militæret. Kommer de til magten, går det for alvor galt, anfører kilden.
– I stedet for kun at fokusere på politik peger den mangeårige Zimbabwe-bo på landets store diamantressourcer som vejen ud af krisen:
– Mange her mener, at frie valg betyder, donorerne atter vil lukke op for pengestrømmen. Men det handler også om at få gang i Zimbabwes egen økonomi. For tiden sidder en lille gruppe med tætte forbindelser til regeringen på indtægterne fra diamantproduktionen. Hvis de penge kom befolkningen til gode, ville Zimbabwe hurtigt begynde at blomstre. Det ville sætte gang i den kollapsede industri og skabe en økonomi baseret på indenlandsk produktion. Samtidig skulle der etableres et skattesystem, som kunne få staten til at fungere, siger kilden.
En sådan udvikling så den 43-årige Florence Biti fra Bulawayo gerne:
– Jeg er uddannet i hotelcatering-branchen, men de seneste 3 år har jeg siddet og solgt grøntsager foran en slagterbutik, fordi der ikke er noget arbejde at få. Min mand laver det samme et andet sted i byen. Vi klarer os, men der er ikke megen fremtid i det, siger Florence Biti.
Hun har ingen planer om at feste på Zimbabwes 30 års selvstændighedsdag. -Jeg vil sælge grøntsager, som jeg altid gør. Også i morgen (mandag, red.), selv om det er en national fridag. Der er ikke noget at fejre, siger hun.
Af sikkkerhedshensyn er navnene på personerne ændrede. Deres rigtige navne er forfatteren bekendt.
Artiklen er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af forfatteren.
