Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) er efter sit besøg i Nicaragua rejst til Washington D.C. den 21.- 25. september for at deltage i årsmødet for Verdensbanken og Den internationale Valutafond (IMF).
Ulla Tørnæs siger op til årsmødet:
– De fattige landes gældsproblemer er fortsat en hindring for udvikling og nedbringelse af fattigdommen.
– G8-landenes forslag til gældslettelse vil hjælpe. Forslagets effekt er dog afhængigt af, at donorlandene enes om en finansieringsform, så Verdensbanken og andre, der yder gældslettelse, kompenseres krone for krone. I modsat fald kommer de fattigste lande let til selv at betale for gældslettelsen. Danmark er indstillet på at betale sin del af regningen.
Udviklingsministeren fortsætter:
– Hvis vi alle holder, hvad vi har lovet, vil udviklingsbistanden til Afrika blive fordoblet frem til 2010. Det er godt! Men samtidig må vi sikre, at bistanden anvendes så effektivt som muligt, så vi opnår reel udvikling og synlige resultater. Verdensbanken har på grund af sin størrelse og styrke en vigtig rolle at spille.
– Jeg er derfor godt tilfreds med, at Banken netop har fremlagt en handlingsplan, der lægger op til en øget og mere effektiv indsats i Afrika, slutter hun.
På årsmødet vil ministre fra hele verden drøfte, hvordan Verdensbanken kan gennemføre G8-landenes forslag om 100 pct. eftergivelse af de fattigste og mest forgældede landes gæld til Verdensbanken, Afrika-banken og IMF.
Ministrene vil også diskutere, hvordan Banken på anden vis kan gøre mere for at hjælpe Afrika, hvor mange lande stadig er langt fra målet om at halvere fattigdommen inden 2015.
Endelig er der lagt op til en drøftelse af Bankens muligheder for at fremme Doha-handelsforhandlingerne og hjælpe u-landene med at udnytte fordelene af handelsliberaliseringer. Dagsordenen for årsmødet afspejler dermed i høj grad resultaterne af G8-mødet i Gleneagles og FN-topmødet i New York.
Ulla Tørnæs mødes under årsmødet med repræsentanter for Verdensbankens ledelse, amerikanske tænketanke samt finansministrene fra Etiopien, Mali og Niger, der er under overvejelse som nyt dansk programsamarbejdsland.
Kilde: www.um.dk