Historien
Danida afbrød sit arbejde i Malawi i 2002, da VK-regeringen skar i hjælpen til de fattige lande. 545 kvinder fra Malawi endte i gæld, fordi de havde sagt ja til at deltage i et Danida-hønseprojekt.
De havde lånt hver 232 kroner, og til gengæld fået fem høns, adgang til foder, medicin, og hjælp til at få æggene på markedet. Da Danida trak sig kollapsede projektet. Men gælden havde kvinderne endnu. De var blevet fattigere af at gå med i projektet.
Folkekirkens Nødhjælp fortalte om sagen i Danmark. Mere end 200.000 kroner blev indsamlet af ildsjæle over hele landet. Projektet blev genstartet.
Efter flere års tovtrækkeri erkendte den danske regering i starten af 2005 at de havde begået en fejl overfor kvinderne i Malawi, og udbetalte 400.000 kroner til Folkekirkens Nødhjælps arbejde for kvinderne.
I dag har kvinderne atter høns og det går strygende.
Af Rasmus Helveg Petersen
Hver eneste dag lægger hønsene i hønsehuset i Chikukulu 180 æg.
De rødbrune høns er velnærede og nysgerrige. Deres hønsehus er bygget af kvadratiske mursten og har stråtag. Alle gæster skal vaske deres fødder før de går ind til hønsene, for at holde smitte ude fra hønsegården.
Kvinderne i Chikukulu passer godt på de rødbrune høns. Hønsene er deres bedste chance for at klare sig nogenlunde gennem det næste halve års sult, og deres eneste chance for at forbedre deres levevilkår en smule.
– Vi fik næsten ingen høst i år, siger Aida Banda. Hønsene er en redning. Hver af landsbyens 35 kvinder har fået 8 høns, som de nu holder i fællesskab. Indtil videre bliver hver en skilling fra æggesalget sparet op.
– Vi vil gerne have endnu flere høns, så vi sparer alle pengene sammen til et nyt hønsehus, fortæller Dyna Mwale. – Men hver kvinde får 5 æg med hjem hver anden måned. Og så har vi glæde af hønsemøget til markerne”, lægger Aida Banda til.
Ellen Mwale fra Tiyanjane var den kvinde, der startede debatten om Hønsene i Malawi, da hun kom i TV-avisen med sin historie i 2004. Hun er meget glad i dag.
– Alt har været godt, siden projektet blev genstartet, fortæller hun og uddyber:
– Vi har fået æg. Og nu, da vi er begyndt at sælge æggene, kan vi sagtens selv købe foderet og stadigvæk få overskud. Det er en god forretning, og det er ”very nice”. Kvinderne i min gruppe kommer fra 9 landsbyer, og vi har besluttet at bygge et hønsehus om året, indtil vi har 9 hønsehuse.
Men de nye muligheder giver også nye bekymringer.
– Vi er taknemmelige og lykkelige, men der er også udfordringer. I sidste uge blev hønsene syge. Vi købte medicin til dem, men 4 af dem døde, og resten holdt op med at lægge æg i en uge. De er stadig lidt svage, fortæller Ellen Mwale.
L.C.Tumbwe er ansat af Folkekirkens Nødhjælp til at hjælpe kvinderne med hønseholdet.
– Kvinderne i Ishmael (en anden landsby) har allerede sparet omregnet 5.000 kroner sammen, fortæller han og fortsætter:
– De vil købe en majsmølle, så de slipper for at gå 11 kilometer for at få majsen malet. De regner også med, at møllen kan give dem flere penge. Det er kun muligt for disse kvinder at tænke og handle sådan, fordi de har fået en chance gennem hønsene, anfører hr. Tumbwe.
Konerne med æggene i Chikukulu
235 høns lægger 180 æg om dagen
Hver 3. dag bærer en af kvinderne æggene de 10 km. til byen, hvor hun sælger æggene for 10-11 kwacha stykket (50 øre).
Chikukule-kvinderne har 56.000 kwacha i banken, der skal bruges til flere høns. Når sulten for alvor begynder i november, vil kvinderne tage penge ud af hønseholdet til mad.
Rasmus Helveg Petersen er informationsmedarbejder og Policy Advisor/strategirådgiver i Folkekirkens Nødhjælp og har løbende fulgt sagen om “Høns i Malawi”. Artiklen stod i november-udgaven af bladet “Nød”.
Tidligere artikler om emnet kan findes i rubrikken “Arkiv” ude til venstre. Skriv søgeordene “Høns i Malawi” i søgerubrikken øverst oppe, så kommer artiklerne frem.
