Ulla Tørnæs (V) vil skære i den multilaterale udviklingsbistand fra 2006. Besparelsen skal være med til at finansiere en stigning i den bilaterale (tosidede) bistand på 150 mio. kr. og pengene hovedsageligt gå til at lancere erhvervssektorprogrammer i flere u-lande.
Det siger udviklingsministeren i et interview med dagbladet Børsen tirsdag. – Jeg har analyseret Danmarks multilaterale bistand og er nået frem til, at der kan spares penge på de mest ineffektive multilaterale bistandsorganisationer, siger Ulla Tørnæs til bladet.
Hun vil først afsløre, hvilke multilaterale organisationer, der skal beskæres, når finansminister Thor Pedersen (V) torsdag offentliggør sit forslag til næste års finanslov.
Mens en række erhvervsorganisationer og VK-regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, støtter omlægningen, kalder Socialdemokraterne den bebudede besparelse på FN-bistanden for et løftebrud.
– Udviklingsministeren løber fra et løfte om, at hendes analyse ikke skulle føre til nedskæringer. Og slet ikke på et tidspunkt, da vi sigter efter opfyldelsen af de såkaldte 2015 Mål, siger Socialdemokraternes udviklingspolitiske ordfører, Jeppe Kofod.
Iagttagere siger til u-landsnyt.dk, at udviklingsministerens bebudede sparehug vil ramme den multilaterale bistand med dobbelt kraft, hvis der bliver tale om at skære i FNs-organisationernes danske midler.
Danidas embedsmænd har nemlig allerede i foråret skaffet ministeren økonomisk råderum til at skære i de multilaterale midler – UDEN at røre FN-systemet – ved at stikke hende et finansudvalgsaktstykke i hånden, hvor Danmarks bidragsandel til den nye genopfyldning af Verdensbankens særlige lånekasse for de fattigste lande, IDA, bliver sat ned for første gang i mangfoldige år.
Af aktstykket fra april fremgår det, at Danmarks bidragsandel til den fjortende genopfyldning af IDA (IDA 14) er sænket til 1,26 procent fra 1,58 pct. under IDA 11, 12 og 13. Det betyder, at Danmark skal betale færre midler end ellers til IDA.
I aktstykket, som blev tiltrådt af Folketingets finansudvalg, udgør det danske bidrag 1,5 milliarder kr. i såkaldte statsforskrivninger fra den 1. juli 2005 til 30. juni 2008.
Aktstykkets sparekniv affødte dengang politiske spørgsmål, da det samtidig omtaler Verdensbankens indsats mod fattigdommen i særdeles rosende vendinger.
Det hedder bl.a.: “Verdensbanken er med en andel på 35 procent af den multilaterale udviklingsbistand den største og vigtigste donor i lavindkomstlandene og har som overordnet mål at bidrage til fattigdomsbekæmpelse. Dermed udgør Verdensbanken en hjørnesten i bestræbelserne på at nå de såkaldte 2015 Mål for bekæmpelse af global fattigdom”.
IDA yder rentefrie lån og gavebistand til lavindkomstlande med en årlig bruttonalindkomst (BNI) på mindre end 895 US dollar (5.400 DKR) pr. indbygger, og der er p.t. 81 modtagerlande af IDAs bistand, heriblandt verdens fattigste nationer, som ikke har andre steder at gå hen.
Ulla Tørnæs har argumenteret for at tage multilaterale midler til at styrke erhvervsbistanden. Ikke desto mindre påpeges det i Danida, at et af hovedpunkterne for anvendelsen af IDA 14s midler er “særlig fokus på bl.a. udvikling af den private sektor”.