Følgegruppe til PS-undersøgelse kaldes ensidigt sammensat

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Selv om udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i forsommeren bebudede, at en bebudet analyse af Danidas omstridte Privat Sektor program skulle være uvildig, og at de personer, der sad i analysens referencegruppe ville komme fra et bredt spekter af det danske samfund, viser det sig nu, at det er erhvervslivets top og dets organisationer, der dominerer gruppen, skriver Nyhedsbrevet 3F tirsdag.

Således kommer kun et af medlemmerne fra NGO-miljøet. Forskningsverdenen er også kun repræsenteret med et enkelt medlem, og det samme er fagforeninger og fagforbund, der bliver repræsenteret af LOs repræsentant i referencegruppen.

Resten af gruppens 12 medlemmer kommer enten fra erhvervslivet, statslige fonde eller nogle af de virksomheder, der har fået bevilget penge fra Privat Sektor Programmet.

Den sammensætning vækker ikke begejstring i oppositionskontorerne på Christiansborg.

– Ministeren skuffer ved ikke at leve op til løfterne om en virkelig uafhængig undersøgelse. Det ligner alt for meget, at ministeriet skal undersøge sig selv, og det falder i øjnene, at eksperter og organisationerne næsten ikke inddrages, siger SFs udviklingsordfører, Steen Gade, til Nyhedsbrevet 3F.

Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod, har stillet et såkaldt paragraf 20 spørgsmål til Ula Tørnæs. I spørgsmålet, der skal besvares skriftligt, spørger han:

“Vil ministeren redegøre for, hvorfor referencegruppen under PS-analysen er sammensat med en klar overvægt af erhvervslivets interesser i lyset af ministerens tidligere udtalelser om en bred sammensat gruppe?”

Udviklingsministerens beslutning om at lave en gennemgribende analyse af PS-programmet kom efter, at TV2s Dags Dato og Nyhedsbrevet 3F i forsommeren gjorde gældende, at en stor del af PS-programmets bistandskroner går til store danske virksomheder og deres udenlandske underafdelinger.

Således kunne Nyhedsbrevet 3F bl.a. berette, at de danske skatteydere har været med til at give u-landsbistand til uddannelse af medarbejdere på AP Møllers containerterminal ved Suez-kanalen; etableringeaf en TDC spillehal i Egyptens hovedstad Cairo, et kuldsejlet forlystelsesprojekt, der skulle have været en egyptisk kopi af Tivoli, og et milliontilskud til uddannelse af personalet på Stjernegaard Rejsers 5-stjernede krydstogtskib på Nilen.

PS-Programmet er en del af den danske udviklingsstøtte og har til formål at bekæmpe fattigdom samt skabe vækst i en række u-lande. Det skal ske gennem længerevarende partnerskaber mellem danske og lokale virksomheder i Danidas 16 programsamarbejdslande. Det målrettede samarbejde skal overføre viden og knowhow fra Danmark til partneren i u-landet.

Læs også “Så går analysen af PS-programmet igang”, i rubrikken Dansk bistand, dato 06.09.05.

Kilde: www.3f.dk