Kofod: Grotesk kynisme fra Tørnæs

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Socialdemokraternes udenrigs- og udviklingsordfører kalder i et indlæg mandag i Berlingske Tidende udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) planer om at tage pengene til en ny klimapulje fra u-landsbistanden for “fuldstændig misforstået og udtryk for en grotesk kynisme og ansvarsforflygtigelse”.

Af Jeppe Kofod, MF

I denne uge kom den længe ventede Human Development Report 2007/8 fra FN. Rapporten har den meget sigende titel: “Kampen mod klimaforandringerne: Menneskelig solidaritet i en splittet verden”.

Her får vi sort på hvidt at vide, hvad vi nok allerede vidste. Konsekvenserne af de globale klimaforandringer rammer allerede nu store dele af verden hårdt. Desværre er det verdens fattigste, som er uden skyld i klimaets udvikling, der oplever de største og mest ødelæggende konsekvenser af et ændret klima.

Rapporten slår fast, at gør vi intet, så vil milliarder af fattige blive endnu fattigere med stigende underernæring, mangel på vand, miljømæssige trusler og tab af menneskeliv til følge. Årtiers udviklingsbistand kan gå tabt.

Derfor konkluderer rapporten også, at fattige landes tilpasning til klimaforandringerne skal være i centrum for ethvert internationalt samarbejde om fattigdomsbekæmpelse. Det er jeg helt enig i.

Men når vores udviklingsminister, Ulla Tørnæs på den baggrund konkluderer, at det indebærer, at Danmark skal tage penge fra u-landsbistanden og bruge på klimatilpasning i u-landene, så hopper kæden af. Det er fuldstændig misforstået og udtryk for en grotesk kynisme og ansvarsforflygtigelse.

Danmark har sammen med resten af verden lovet de fattige lande, at den ekstreme fattigdom skal halveres inden år 2015. Det løfte skal vi holde, og det kan vi kun, hvis vi bl.a. giver mere u-landsbistand – ikke mindre.

Fremover skal vores fattigdomsorienterede u-landsbistand medtænke klimaproblematikker. Derudover er det klart, at vi også skal hjælpe de fattige med klimatilpasningerne. Men det kommer ved siden af bistanden og ikke i stedet for.

U-landene skal have hjælp til teknologi og midler til at gennemføre de nødvendige klimatilpasninger. Men det er ikke bistand, det er oprydning efter de riges landes mangeårige CO2-udledning.

I det sidste århundrede stod de rige lande for tre fjerdedele af CO2-udledningen, og vi skulle bruge 9 planeter til at absorbere CO2-udslippet, hvis mennesker i den tredje verden udledte lige så meget CO2, som amerikanerne gør.

Og selv om vi måske ikke selv rammes, så er vi nødt til at stå ved vores ansvar og betale regningen for vores forurening.

Rapporten fra FN anslår, at det vil koste ca. 86 milliarder årligt at gennemføre klimatilpasningerne i de fattige lande. Det svarer til 0,2 pct. af de vestlige landes BNI, så det er et overkommelige beløb.

Kun ved både at fortsætte vores fattigdomsbekæmpende arbejde og hjælpe de fattige lande med at tilpasse sig de klimaforandringer, vi er skyld i, kan vi reelt bekæmpe den globale fattigdom og skabe en bedre og mere retfærdig verden for alle.

Vi skylder os selv, hele verden og de mange fattige at holde fast i det løfte, anfører Jeppe Kofod.

Indlægget stod i Berlingske Tidende mandag den 10. december 2007

Kilde: www.jeppe-kofod.dk