For at øge den demokratiske kontrol med u-landenes regeringer skal deres politiske partier have økonomisk støtte, foreslår udviklingsminister Ulla Tørnæs (V).
Dermed tager hun et socialdemokratisk forslag til sig, som blev fremlagt i november 2008, skriver Berlingske online søndag.
Tørnæs erkender, at det kan bringe Danmark på kant med u-landenes magthavere, som ofte har et yderst anstrengt forhold til opposition. Hun er p.t. mest stemt for at kopiere en hollandsk model. Her fordeler et uafhængigt institut med repræsentanter fra de hollandske partier samt eksterne rådgivere støtten til u-landenes partier.
Danida har længe støttet parlamenter i Den 3. Verden, men holdt sig tilbage med egentlig støtte til de politiske partier af bekymring for, at en sådan støtte vil blive stemplet som utidig indblanding i u-landenes indre anliggender.
Peter Viggo Jakobsen, der er ekspert i international politik, kalder ideen for god, men siger, at “u-landenes regeringspartier nemt kan udstille oppositionen som udlandets lakajer, hvis vores støtte er for tydelig”.
Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod, siger, at udspillet flugter meget godt med et forslag, som Socialdemokraterne fremlagde i november om en genoplivning af Demokratifonden og direkte støtte til politiske partier.
Se også telegrammet www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=16417&mode=Nyhed