Efter det glædelige og succesfulde parlamentsvalg i Irak bør Danmarks rolle i landet nu tages op til alvorlig overvejelse. Fremover skal den danske støtte til Irak baseres på hjælp til selvhjælp, og de danske soldater kan i stedet bruges konstruktivt i Sudan og Afghanistan, hvor legitimiteten er tydelig.
Det konkluderer udenrigsordførerne for Socialdemokraterne og Det radikale Venstre, Jeppe Kofod og Morten Helveg Petersen, i en kronik i Berlingske Tidende tirsdag.
Af Jeppe Kofod og Morten Helveg Petersen
Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre stemte imod krigen mod Irak i 2003, da den manglede FN-mandat og legitimitet. Således ville kun 4 af Sikkerhedsrådets 15 medlemmer bakke op om en krig.
Vi mente ligesom FNs våbeninspektører, at påstanden om ulovlige masseødelæggelsesvåben skulle efterforskes færdig og ikke kortsluttes af en krig på daværende tidspunkt, og vi var bekymrede over, at der ikke var nogen god plan for at vinde freden.
Vi har ikke desto mindre – med opbakning fra FN og for at hjælpe irakerne med at vinde freden – accepteret, at en dansk styrke blev afsendt som bidrag til en overgang til demokrati og selvbestemmelse. Efterfølgende har vi for perioder af 6-7 måneder ad gangen bakket op om dansk militær tilstedeværelse.
Vi har dog fra start efterlyst, at det skulle være FN – og ikke USA – der stod i spidsen for indsatsen, men det blev desværre aldrig en realitet på grund af den amerikanske regerings politik.
Den irakiske befolkning har bekræftet viljen til demokrati. Støttet af FN har Irak i løbet af 2005 holdt landets første foreløbige parlamentsvalg, valgt en repræsentativ regering og i efteråret vedtaget en forfatning, der hylder demokratiet.
Endelig er et nationalt parlamentsvalg netop holdt med stor stemmedeltagelse og en overraskende høj grad af inddragelse af det sunnimuslimske mindretal. Fra nord til syd, blandt kurdere og arabere, sunnier og shiaer var der stort fremmøde ved stemmeurnerne. Demokratiet er kommet på rette spor i Irak.
På den ene side er der således sket fremskridt. Men på den anden side er især de sunnimuslimske områder og Bagdad præget af stor indre spænding, daglige frygtelige selvmordsaktioner, der rammer et uhyggeligt stort antal civile, og en væbnet modstand mod koalitionsstyrkerne.
4 ud af 5 irakere er stærkt imod tilstedeværelsen af udenlandske soldater ifølge en meningsmåling foretaget af det britiske forsvarsministerium. Men hvad værre er: Ca. halvdelen af irakerne slutter op om væbnet modstand mod de udenlandske soldater.
Det har ikke hjulpet på den irakiske befolknings accept af fremmede militærstyrker, at disse ikke har kunnet skabe ro til for alvor at få gang i genopbygningen, men til gengæld har anvendt humanitært set helt uacceptable våben og brugt og accepteret tortur mod fanger. Det bør give anledning til refleksion selv hos Bushs tætteste allierede, Anders Fogh.
Udviklingen må få os til at overveje, om vores militære tilstedeværelse under amerikansk overkommando fortsat udelukkende er en del af løsningen, eller om vi også begynder at være en del af problemet.
Det er primært USAs ansvar at fuldende den mission, præsident Bush iværksatte ved at starte krigen på grundlag af påstande om masseødelæggelsesvåben og forbindelser til international terrorisme, der på ingen måde har kunnet godtgøres.
Demokrati indebærer ansvar, og kun irakiske soldater og politi kan sikre den legitimitet, der er forudsætningen for sikkerhed og langtidsholdbare løsninger. Derfor kan soldaterne måske holde uroen nede, men aldrig skabe varig fred. De danske soldater har gjort en kæmpe og flot indsats under ekstremt vanskelige forhold, og det fortjener anerkendelse.
Men nu er det på tide at overlade ansvaret til irakerne selv. Det haster derfor med at overgive så meget ansvar som overhovedet muligt for Iraks fremtid til folkevalgte irakiske myndigheder og give de tilbageværende udenlandske styrker en stadig mere tilbagetrukket rolle. Irakerne vil bestemme over sig selv, og det skal vi hjælpe dem med.
Planerne om at overdrage hele eller dele af ansvaret for sikkerheden i Irak til irakerne selv debatteres indgående i alle koalitionslande. Lande som Sydkorea, Polen og Italien vil således markant reducere deres bidrag, mens f.eks. Ukraine og Holland pr. 31. december 2005 helt vil have trukket deres soldater hjem.
Samme debat pågår i både USA og Storbritannien. Konkret vil USA trække mindst 20.000 soldater – eller ca. 40 gange det danske bidrag – ud af Irak efter parlamentsvalget, og den militære topledelse i Pentagon planlægger yderligere hjemsendelse af op til 60.000 soldater. Ligeledes har den britiske forsvarsminister John Reid meddelt, at de britiske soldater kan begynde tilbagetrækningen i løbet af 2006.
Alle disse planer støttes af den irakiske præsident Talabani, der har vurderet, at både USA og Storbritannien kan påbegynde tilbagetrækning i løbet af 2006. Senest har den øverstbefalende amerikanske militærchef i Irak, general George Casey vurderet, at de danske soldater formentlig kan kaldes hjem i løbet af 2006.
I lyset af disse exit-planer er det naivt, når Anders Fogh påstår, at det er en gave til terroristerne at overveje en dato for tilbagetrækningen af Danmarks 530 soldater.
Den danske bataljon skal også ud af Irak, men Danmarks samlede internationale engagement skal ikke nedtrappes. Der er desværre rigeligt brug for soldaterne i Afrika og Afghanistan.
Danmark skal fortsætte sit aktive internationale engagement, men militært bør fokus flyttes til andre steder, hvor udfordringerne er enorme, hvor danske soldater kan gøre en større forskel, og hvor legitimiteten er klar – også hos lokalbefolkningerne.
At frigøre de danske ressourcer fra Irak og anvende dem andre steder vil kunne redde menneskeliv og samtidig være i bedre overensstemmelse med den traditionelle danske profil og prioritering.
En mulighed er, at der udsendes 2 forstærkede kompagnier til overvågning af fredsaftalen i Sudan som bidrag til FNs mission. De danske tropper kunne eventuelt placeres i de olierige egne, hvor det er et problem, at en række deltagende lande kan anses som værende parter i konflikten.
Hvis det ikke viser sig muligt, bør Danmark bidrage til andre af FNs fredsbevarende aktioner i Afrika eller direkte støtte til den Afrikanske Unions (AUs) fredsbevarende indsats. Som minimum bør udsendes en træningsmission på 50 mand til støtte for AUs mission i Darfur.
Det danske engagement i Afghanistan bør samtidig øges – også militært – hvilket der glædeligt er bred enighed om i Folketinget.
Danmark skal øge støtten til opbygningen af stærke og demokratiske sikkerhedsstyrker i Irak. Derfor bør Danmark udvide bidraget til NATOs træningsmission i Irak fra 20 til 50 trænere, hvilket vil være et markant løft til træningsmissionen.
NATOs træningsmission er vedtaget enstemmigt og støttet af alle NATO-lande og har derfor en høj grad af legitimitet: Missionen er alene rådgivende og uddannende. Netop manglen på kvalificerede ledere begrænser udviklingen af selvstændige irakiske styrker. Et styrket og intensiveret dansk træningsbidrag vil bidrage markant til at styrke stabiliteten i Irak.
Danmark skal samtidig opprioritere bidraget til EUs retsstatsprogram i Irak. Her søger EU at styrke det svage irakiske retsvæsen. Dermed kan Danmark være med til at uddanne irakiske dommere, anklagere og fængselsfunktionærer. Målet er at opbygge et fungerende og retfærdigt retssystem. Retssystemet er hjertet i et levedygtigt demokrati.
Det er i de små daglige forbedringer af hverdagen, kampen om freden skal stå. Derfor skal Danmark naturligvis fortsat yde bistand til Irak. Der er afsat 250 millioner kr. til genopbygningsindsatsen for 2005-2008. Hertil kommer gældslettelser for 220 millioner.
På sigt har irakerne tilstrækkelige ressourcer til at løfte sig selv, men et internationalt engagement er nødvendigt i en periode. Der bør her fokuseres på udviklingen af et irakisk civilsamfund.
På denne baggrund mener S og R, at den danske regering øjeblikkeligt bør udarbejde en exit-strategi.
Der skal sættes gang i udformningen af en konkret tilbagetrækningsplan, så ansvaret for sikkerheden på ansvarlig vis gradvist overdrages til irakerne. Samtidig anmoder S og R regeringen om løbende at rapportere til Folketinget om fremskridtet med tilbagetrækningen.
Kun ved at være på forkant med udviklingen kan Danmark bidrage til at sikre en demokratisk, ansvarlig og positiv udvikling for den hårdt prøvede irakiske befolkning, slutter de 2 kronikører i Berlingske.
Kronikken stod i Berlingske Tidende tirsdag den 20. december 2005.
