Af Jeppe Kofod, folketingsmedlem og udenrigspolitisk ordfører for Socialdemokraterne, og Erik Boel, formand for Europabevægelsen og medlem af Socialdemokraterne
Efter et valg vil en ny socialdemokratisk udenrigsminister bl.a. foreslå u-landshjælpen forhøjet med halvanden milliard kr., gøre et nyt demokratisk Burma til programsamarbejdsland og genåbne den danske ambassade i Zimbabwe for at hjælpe landets demokratiske kræfter, skriver de 2 fremtrædende socialdemokrater mandag i en kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten, som bringes her i sin helhed.
ROBERT F. Kennedy bemærkede engang: Mange mennesker ser på verden, som den er og spørger: Hvorfor? Jeg drømmer om, hvorledes verden kunne være og spørger: Hvorfor ikke?
I dag er der mere end nogensinde brug for visioner for, hvorledes verden kunne se ud. Halvdelen af klodens befolkning lever for under to dollar om dagen, mennesker bliver dagligt sprængt i luften i Irak og Tjetjenien, og de mest elementære frihedsrettigheder bliver trådt under fode i Zimbabwe, Burma og på Cuba.
Efter vor opfattelse bør Danmark engagere sig langt stærkere europæisk og globalt, end det er sket under VK-regeringen de seneste 3 år.
Det er udtryk for en skævvridning og en liggen under for kortsigtede amerikanske interesser, at regeringen har sat kampen mod terror øverst på den udenrigspolitiske dagsorden. Det står i modsætning til den danske interesse i respekt for international lov, menneskerettigheder og en mere retfærdig verdensorden.
Det er helt hen i vejret at gøre “krigen mod terror” til mantraet for dansk udenrigspolitik. Det er bl.a. en meget selektiv vinkel: Hvad med f.eks. den terror russerne udfolder i Tjetjenien?
Dansk udenrigspolitik må ikke og bør ikke begrænse sig til hårdtslående bekæmpelse af terrorisme. Vi skal også være hårdtslående i bekæmpelsen af årsagerne til terror: desperationen og ustabiliteten i verden.
Vi ønsker modsat regeringen at opprioritere den udenrigspolitik, som forebygger, at terrorister overhovedet opstår. I særdeleshed vil vi undgå, at vores udenrigspolitik bidrager til at skabe flere terrorister.
Det er for os helt uforståeligt, at u-landshjælpen slet ikke figurerede i udenrigsministerens store udenrigspolitiske tale den 16. september. Og det er beklageligt, at satsningen på bekæmpelse af fattigdom ikke er medtaget i regeringens oplæg for det medlemskab af FNs Sikkerhedsråd, som Danmark opnår fra årsskiftet.
Samtidig omdirigerer regeringen store dele af den tiloversblevne bistand til formål, som alene tjener danske interesser. Knap 2 milliarder kr. af bistanden går nu til formål, der ligger fjernt fra fattigdomsbekæmpelse.
Det kan vi – som et af verdens allerrigeste og mest forkælede lande – simpelt hen ikke være bekendt. Efter et regeringsskifte vil Socialdemokratiet umiddelbart forhøje u-landshjælpen med 1,5 milliard kr., og derefter gradvist øge den til 1 procent af nationalindkomsten (BNI).
Tager vi u-landenes problemer alvorligt, vil det også blive nemmere at få disse lande, som jo er det store flertal af verdens nationer, til at tage vore bekymringer over terrorisme og masseødelæggelsesvåben alvorlig.
Socialdemokratiet vil arbejde for en ny global aftale, hvor vi i den rige verden hjælper u-landene med udvikling, mens de fattige lande forstærker deres indsats imod terror.
Vi deler ganske FNs generalsekretær, Kofi Annans, synspunkt om, at de nye sikkerhedstrusler kun kan bekæmpes af retssamfund. Det gælder internationalt, men sandelig også internt i de enkelte lande.
Dybest set er det helt uaccpetabelt, at flere af de mest undertrykkende regimer i verden er repræsenteret i FNs Menneskerettighedskommission.
Hvis vi effektivt vil forebygge terror, er vi nødt til at gøre op med undertrykkelsen i verden. Her er situationen i Mellemøsten med de mange autoritære regimer helt afgørende. De fleste af de sikkerhedspolitiske problemer, vi står over for i Europa, hidrører bl.a. fra denne region: terror, spredning af masseødelæggelsesvåben og migration.
Nøglen til fred og stabilitet i Mellemøsten, og dermed til politisk og økonomisk udvikling, ligger i første omgang i en løsning af Israel/Palæstina-konflikten. Her savner vi regeringens aktivistiske udenrigspolitik.
For det første bør vi overveje at knytte såvel Israel som Palæstina tættere til EU, f.eks. således at de som led i en forsoning får adgang til EUs indre marked og til dele af det politiske samarbejde. Måske er det den gulerod, der skal til, for at bringe parterne på forhandlingskurs.
Glem ikke, at der er tale om den måske farligste konflikt på kloden, som allerede i dag har konsekvenser for international fred og stabilitet. Hvis EU kan spille en konstruktiv rolle for at løse denne tragiske konflikt, må vi ikke lade en sådan chance gå fra os.
Tænk på, at Den Europæiske Union er den moderne histories mest vellykkede fredsprojekt, jævnfør udsoningen mellem de to arvefjender Frankrig og Tyskland. Kan vi bidrage til fred mellem israelerne og palæstinenserne, vil det være Unionens største udenrigspolitiske triumf.
For det andet bør det overvejes, om der ikke allerede nu – og senere i forbindelse med en fredsaftale – er behov for en international militær tilstedeværelse i området i form af f.eks. EU eller NATO på grundlag af et FN-mandat.
Hermed vil Israels ret til at eksistere i fred og sikkerhed kunne garanteres inden for grænser, der bør fastlægges i forbindelse med oprettelsen af en palæstinensisk stat, som palæstinenserne selv vælger.
For det tredje bør den danske regering snarest tage et initiativ med henblik på, at Palæstina holder frie valg. Det vil give de palæstinensiske myndigheder legitimitet, mulighed for at rydde op i korruptionen og grundlag for at sætte ind mod de mange militante grupper. Alternativet er, at Palæstina falder fra hinanden som Afghanistan eller Somalia.
Fremover bør vi fra dansk side reagere langt mere konsekvent og fremadrettet på krænkelser af menneskerettighederne. Vi i Vesten er utroværdige, når vi siger, vi kæmper for frihed og demokrati samtidig med, at vi af forsyningsmæssige og sikkerhedspolitiske årsager har allieret os med Saudi-Arabien; et af de mest brutale og undertrykkende regimer på kloden.
Fremme af menneskerettighederne bør stå øverst på den udenrigspolitiske dagsorden.
I Burma har Sann Sui Kyi fortsat ikke mulighed for at udøve sine demokratiske rettigheder, selv om hun vandt det sidste frie valg i 1990. Efter vor opfattelse bør Danmark allerede nu beslutte at gøre Burma til programsamarbejdsland den dag, landet er frit. Det vil være en opmuntring for den demokratiske opposition, og samtidig kan vi på den måde være med til at give et frit Burma en ordentlig start.
Et andet eksempel er Zimbawe, hvor præsident Mugabe spiller et kynisk spil for at bevare magten. Taberne er både de hvide, der bliver fordrevet, og det store sorte befolkningsflertal, der nu frister en kummerlig tilværelse på et eksistensminimum i det, der engang var det mest velstående land i Afrika syd for Sahara.
Det er en fejl, at Danmark har nedlagt sin ambassade i hovedstaden Harare. En repræsentation ville kunne bruges til at opmuntre og støtte de demokratiske kræfter. Selvfølgelig ville et sådant utraditionelt diplomatisk arbejde være vanskeligt – men så meget desto mere bør vi være til stede.
Realpolitiske hensyn bør ikke altid veje tungest i udenrigspolitikken. Socialdemokratiet vil fastholde engagementet for menneskerettighederne, også når mere klassiske udenrigspolitiske hensyn står på spil.
Ideale og værdimæssige betragtninger bør spille en større rolle i den internationale politik, og det tidligere sakrosante princip om national suverænitet vige til fordel for hensynet til de universelle menneskerettigheder.
I sidste ende vil dette også styrke kampen mod terror. Vrede unge mennesker i New York og København kan skrive læserbreve til aviserne på deres nyindkøbte pcer eller arrangere demonstrationer. De muligheder eksisterer ikke i Riyadh eller Kairo, og frustrationen herover kan gøre det nemmere at rekruttere den næste terrorist.
Vi finder det afgørende at udbygge det transatlantiske samarbejde. Europa har en fundamental interesse i at opnå det tættest mulige samarbejde med USA. Jo tættere samarbejdet er, jo større er vore muligheder for at øve gensidig indflydelse og dermed tilnærme os hinandens politikker på tværs af Atlanten.
Den verdensorden, vi ønsker, er ikke en orden uden om endsige vendt mod USA. Tværtimod er det en verdensorden, hvor de fælles europæiske og amerikanske værdier står i centrum.
Uanset om vi taler om fred og sikkerhed, det globale miljø eller de store udviklingsproblemer, er det amerikanske engagement afgørende. Men forudsætningen for, at USA tager Europa alvorlig, er et stærkt og samlet EU – ikke mindst på det udenrigspolitiske område. Verdens eneste supermagt har som bekendt brug for ikke alene med- men også modspil.
Socialdemokratiet er uenig med den nuværende amerikanske administration på en række områder. USAs unilaterale politik underminerer f.eks. den internationale Straffedomstol og Kyoto-processen.
Bush-administrationen lægger al for ensidigt vægt på militære instrumenter, men glemmer helt den langt vigtigere “soft power”. USAs overlegne militære magt er ikke ensbetydende med, at der findes amerikanske løsninger på alle verdens problemer, jævnfør Irak-krigen.
Bestræbelserne på at styrke og reformere FN bør intensiveres, så organisationen kan komme til at spille en central rolle i udviklingen af en international orden. Havde vi ikke FN, måtte vi opfinde en sådan verdensorganisation.
Efter vor opfattelse bør repræsentanter for u-landene have sæde i FNs sikkerhedsråd, der skal indføres flertalsafgørelser i rådet, og en bedre og mere forudsigelig finansiering tilvejebringes.
Besparelserne på u-landshjælp, miljøbistand, øststøtte og udenrigsministerium flugter med den klare linje i regeringens udenrigspolitik: et mere indadvendt, provinsielt og selvoptaget Danmark.
Regeringen er på konstant jagt efter det mindste skonummer – det er den mindste fællesnævner, der sætter ambitionsniveauet.
Den linje vil blive brudt, hvis det er Socialdemokratiet, der danner regering efter næste valg.
Kronikken stod i Morgenavisen Jyllands-Posten mandag den 1. november og bringes her på u-landsnyt.dk med tilladelse fra Jyllands-Postens kronikredaktion.
