Af Tue Magnussen
kronik bragt i dagbladet Information torsdag, gengives med tilladelse
Folketingets partier burde bruge 25-året for FNs konvention mod tortur til at diskutere, hvordan Danmark fremover bedre kan være foregangsland i begrænsning af tortur. Men vi har ikke engang i straffeloven en selvstændig bestemmelse, som kriminaliserer tortur.
Torsdag (10.12.09) er det Menneskerettighedsdagen, der markerer FNs vedtagelse af Verdenserklæringen om menneskerettigheder i 1948. Det er i dag tillige 25 år siden, at FN’s Generalforsamling vedtog den første konvention, der udelukkende drejer sig om udryddelse af tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Begge begivenheder er markante histo-riske milepæle i arbejdet mod tortur og en god anledning til at vurdere konventionens betydning i dag.
Til dato har lidt flere end 3/4 af verdens lande – nemlig 146 af FNs 192 medlemslande – tilsluttet sig konventionen, som bl.a. udmærker sig ved at give en klar definition af tortur.
Konventionen understreger, at der er tale om tortur, når en person bevidst påføres stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller psykisk, når torturen har til formål at fremtvinge en tilståelse, informationer eller at straffe, og når den bliver udført af en offentlig myndighed, på dennes opfordring eller med dennes samtykke. Modsat f.eks. terrorisme har vi dermed en relativt klar definition af begrebet tortur.
Samtidig fastslår konventionen, at det internationale forbud mod tortur er absolut, og at tortur under ingen omstændigheder kan retfærdiggøres – det være sig under truslen om terror, krig eller nødret.
Efter terrorangrebet på USA 11. september 2001 er det absolutte forbud mod tortur kommet under pres. Den erklærede krig mod terror, hvor statens sikkerhed i flere tilfælde sættes over respekten for menneskerettighederne og konventionerne, har ført til forsøg på at udhule både, hvad der regnes for tortur og det absolutte forbud.
Når dav. præsident George W. Bush tillod såvel waterboarding (fingeret drukning) og andre barske afhøringsteknikker som scenerne i Abu Ghraib-fængslet og i Guantánamo-lejren, sendte han samtidig et signal til andre magthavere om, at det er legitimt at udøve tortur eller mishandling af fanger for at fremskaffe oplysninger, der angiveligt skulle kunne sikre den nationale sikkerhed.
Vi var foregangsland
Som foregangsland i arbejdet mod tortur har skiftende danske regeringer understreget, at Danmark konsekvent har til hensigt at efterleve FN’s konvention mod tortur, som Danmark ratificerede 27. maj 1987.
Danmark har da også i mange år været regnet for et foregangsland i kampen mod tortur, men man har ofte glemt, at Danmark også i flere tilfælde selv har været på kant med FN’s torturkonvention.
Rollen som foregangsland er ikke kun et udtryk for dansk selvforståelse. FNs Torturkomité, som har til opgave at sikre at landene lever op til konventionen, har ofte udtalt, at Danmark på internationalt plan har været blandt hovedaktørerne i kampen mod tortur.
Danmark har i FN bl.a. arbejdet for, at andre lande undertegner torturkonventionen og har i mere end 10 år været forslagsstiller til FN-resolutioner for at fremme dens overholdelse – senest den 10. november, hvor FNs generalforsamlings 3. udvalg vedtog en omfattende resolution mod tortur, der senere i denne måned ventes at blive bekræftet i plenarforsamlingen.
Men i den øvrige udenrigspolitik har der også været flere spørgsmål, hvor Danmark ikke har levet op til rollen som foregangsland.
Antagelig på grund af det nære allianceforhold til USA har Danmark nok i ord taget afstand fra både Abu Ghraib og Guantánamo, men det er karakteristisk, at (dav. statsminister) Anders Fogh Rasmussen (V) under sine mange møder med George W. Bush aldrig brugte ordet “tortur”. Han understregede heller ikke, at USA burde overholde FNs konvention mod tortur frem for aktivt gennem juridiske notater at udhule såvel definition som forbuddet mod tortur.
CIA-flyene belastede os
Når det gælder undersøgelse af CIA-flys anvendelse af dansk luftrum til transport af terrormistænkte til tortur i hemmelige fængsler kan den danske regering hverken i Europarådsregi eller på eget initiativ siges at være gået i spidsen for at få undersøgt – og slet ikke uvildigt – skandalernes omfang.
Da en TV-dokumentar gjorde det uomgængeligt for regeringen at nedsætte – ganske vist dens egen – arbejdsgruppe stillede man sig i oktober 2007 tilfreds med mildest talt utilfredsstillende amerikanske svar, og siden har man undladt at bruge magtskiftet i Washington til på ny at stille USA de nødvendige spørgsmål.
På nationalt plan har de danske myndigheder spillet en mindre markant rolle end i FN, især har man i mange år været nærmest fodslæbende, når det gjaldt at inkorporere et udtrykkeligt forbud mod tortur i straffeloven. Alle stater er forpligtiget til at gøre tortur strafbart i deres lovgivning.
Danmark har ikke i straffeloven en selvstændig bestemmelse, som kriminaliserer tortur, men et vigtigt skridt i den sammenhæng blev taget i 2008, hvor tortur som følge af et folkeligt pres blev gjort til en skærpende omstændighed i straffeloven i sager om bl.a. vold, grov vold og trusler om vold.
Mangler retsforfølgning
Ifølge folkeretten skal den danske regering sikre, at personer, som mistænkes for tortur, enten retsforfølges i her i landet eller udleveres til retsforfølgning i en anden stat. Men et par sager har vist, at Danmark i praksis ikke er foregangsland på det punkt.
I 1998-99 afviste Rigsadvokaten og Justitsministeriet at iværksætte en strafferetslig efterforskning for at få Chiles forhenværende diktator og præsident Augusto Pinochet udleveret til retsforfølgning i Danmark. Sagen viste, at tortur begået i udlandet af udenlandske statsborgere ikke kan straffes i Danmark, medmindre gerningsmanden befinder sig her i landet.
Når det gælder udlændinge bosat i Danmark, der har begået tortur i udlandet, viste sagen i 2001 om Israels nyudnævnte ambassadør, Carmi Gillon, andre huller i den danske praksis.
Han vedstod på dansk TV, at han som chef for Israels sikkerhedstjeneste i mange tilfælde havde været ansvarlig for brug af “moderat fysisk pres”, men i sidste instans måtte retsforfølgning for tortur vige for ambassadørens immunitet.
Efter Gillons ankomst indgav en gruppe torturofre en politianmeldelse, men de danske myndigheder fastslog, at han ikke kunne retsforfølges pga. sin diplomatiske immunitet.
Udvisning til tortur
Udlevering, udvisning og tvangshjemsendelser er et andet punkt, som har bragt Danmark på kant med torturkonventionen.
Konventionen og forbuddet mod tortur indebærer, at Danmark ikke må udvise, udlevere eller hjemsende til et land, hvor personen risikerer at blive udsat for tortur eller anden straf. Alligevel har man konkrete eksempler på personer, som er udvist til lande, hvor de er blevet udsat for tortur.
I 1999 blev den unge iraner Ashkan tvangshjemsendt, hvorefter han i et iransk fængsel i over to år blev udsat for systematisk tortur. Det lykkedes ham at flygte og via Grækenland komme tilbage til Danmark, hvor han siden fik asyl.
Danmark er også af FNs Torturkomité og FNs rapportør mod tortur, Manfred Nowak, blevet advaret om at være på vej ud over kanten af forbuddet mod tortur, når man overvejer at få udstedt “diplomatiske garantier” mod tortur, før man udleverer udviste til lande, hvor der er risiko for tortur.
Dansk politi og fængselsmyndigheder har siden Anden Verdenskrig oftest udvist en human retshåndhævelse. I enkelte tilfælde har danske betjente dog overskredet grænsen for lovlig magtanvendelse.
Politivold og isolation
I 1992 blev den 18-årige Benjamin Schou under en anholdelse lagt i benlås. Med håndjern og tre betjente liggende over sig i så lang tid, at han fik hjertestop, blev han alvorligt hjerneskadet og kom ikke til bevidsthed igen, inden han døde i september 2008.
Endelig er isolationsfængsling et område, hvor Danmark er på kant med forbuddet mod tortur.
FNs rapportør har bl.a. kritiseret Danmark for alt for omfattende brug af isolationsfængsling med henvisning til den klart dokumenterede negative virkning på det psykiske helbred og påpeget, at isolationsfængsling kun bør anvendes i undtagelsestilfælde eller når det er absolut nødvendigt af hensyn til efterforskningen. I alle tilfælde bør isolation anvendes kortest muligt.
Såvel i udenrigspolitikken som i den nationale praksis kan der altså i flere tilfælde peges på punkter, hvor Danmark i højere grad kunne leve op til det tværpolitisk brede ønske om at være foregangsland i arbejdet mod tortur.
Folketingets partier burde bruge 25-året for FN’s konvention mod tortur til at diskutere, hvordan Danmark endnu bedre fremover kunne leve op til denne rolle.
Tue Magnussen er cand.mag. og arbejder som advocacy-koordinator på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i København. Balkan-kenderen Tue Magnussen var i oktober 2007 medstifter af den almennyttige forening, der udgiver og driver nyhedstjenesten u-landsnyt.dk.
Kronikken er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk af forfatteren og gengives efter indhentet skriftlig tilladelse hos Informations redaktion. Den stod i Information torsdag den 10. december 2009.
