Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i København advarer i en presseudtalelse tirsdag om, at de bebudede nye strammere regler for at opnå permanent opholdstilladelse vil ramme torturofre.
De nye regler, hvor torturofre og andre traumatiserede flygtninge skal samle et vist antal point – via kurser i sprog og viden om samfundsforhold samt gennem arbejde – for at opnå permanent opholdstilladelse, tager slet ikke højde for torturofre, hedder det.
Mange torturofre har netop som følge af tortur besvær med sprogindlæ-ring og kan ofte ikke arbejde i samme grad som andre udlændinge. Når man tillige påtænker at give ansøgere afslag, hvis de har modtaget sociale ydelser, frygter RCT, at yderligere mange torturofre vil blive ramt af forslaget.
Kontanthjælp og andre sociale ydelser er jo netop en kompensation for at torturofre og andre uarbejdsdygtige flygtninge ikke er i stand til selv gennem arbejde at få en indkomst.
RCT er samtidig rystet over, at integrationsmini-ster Birthe Rønn Hornbech (V) har udtalt, at der skal være en gulerod for de udlændinge, der gør det rigtige, mens der skal være en pisk til de udlændinge, der ikke vil gøre en rigtig indsats.
– At piske torturofre fremmer ikke inte-gration. Tværtimod har torturofre og andre traumatiserede flygtninge brug for beskyttelse, behandling og den tryghed, som en permanent opholdstilladelse medvirker til at give, siger ledende socialrådgiver Bente Midtgaard, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT).
Som traditionelt foregangsland i arbejdet mod tortur har Danmark en særlig forpligtelse til at tage hensyn til torturofre og gennem imøde-kommenhed at gøre dem til en del af samfundet ved bl.a. at give permanent opholdstilladelse, anfører RCT.
For RCT er det derfor afgørende, at de påtænkte stramninger i udlændinge- og integrationsloven ikke rammer torturofre og andre forfulgte flygtninge.
Yderligere oplysninger hos advocacykoordinator Tue Magnussen, RCT, tlf. 33 76 06 00 eller mobil 22 44 43 95.