Udenrigs- og udviklingsordførerne for de politiske partier på Christiansborg giver på www.care.dk deres bud på, hvad de ville gøre, hvis de var udviklingsminister.
Mandag kom turen til Socialdemokraternes udviklingsordfører:
Af Jeppe Kofod
Danmark er et af verdens rigeste med en humanistisk og solidarisk tradition, og lige nu har vi en helt unik chance.
Vi er den første generation, der har teknologien og de nødvendige ressourcer til at udrydde den ekstreme fattigdom. Vi har et ansvar for at gøre, hvad vi kan for at give de milliarder af mennesker, der lever i dyb fattigdom, et bedre liv.
Ja, ikke alene har vi et ansvar, vi har faktisk også lovet, at vi vil halvere den globale fattigdom inden år 2015. Det forpligtigede vi os nemlig på, da vi underskrev 2015 Målene sammen med 190 andre lande. Og de mål kan kun nås, hvis den globale udviklingsbistand forøges.
Derfor vil min første og vigtigste opgave som udviklingsminister være at hæve den danske u-landsbistand og sikre, at den rige verdens mange gyldne løfter denne gang efterleves.
I mange år havde vi i Danmark politisk konsensus om en bistand på 1 procent af BNI. Dvs. en øre af hver krone vi tjener. Som udviklingsminister vil jeg sikre, at bistanden igen kommer op på det niveau. Det ville betyde, at vores nuværende position som verdensmester i at skære i bistanden, ville blive ændret, så vi i stedet blev verdensmester i u-landsbistand igen.
VK-regeringen har i det nye regeringsgrundlag også sagt, at den vil hæve bistanden. Men der står ikke noget om hvor meget eller hvornår. Det er helt uholdbart, fordi u-landsbistanden vil blive genstand for forhandling på hver eneste finanslov.
Som udviklingsminister vil jeg sørge for en klar flerårig handlingsplan og klare målsætninger for, hvordan og hvornår bistanden skal hæves til 1 pct. af BNI.
Jeg ville også sørge for, at danske bistandsmidler ikke gik til gældslettelser, som reelt ikke kommer de fattige til gode, modtagelse af flygtninge, bekæmpelse af terror og andet, som ikke er i u-landenes interesse, men kun vores egen.
Nej, som udviklingsminister ville jeg sikre en REN fattigdomsorienteret bistand.
Vi skal selv betale regningen for klimaforandringerne
Hvor tids nok største udfordring er – udover at skabe en bedre og mere retfærdig verden – de enorme klimaændringer, vi lige nu ser begyndelsen på.
Det er nu slået fast, at de er menneskeskabte og skyldes CO2, der primært er udledt af den vestlige verden. Og den nyligt udkomne Human Development Report 2007/8, “Kampen mod klimaforandringerne: Menneskelig solidaritet i en splittet verden” slår fast, at konsekvenserne af de globale klimaforandringer allerede nu rammer store dele af verden hårdt.
Desværre er det verdens fattigste, som er uden skyld i klimaets udvikling, der oplever de største og mest ødelæggende konsekvenser af et ændret klima. Gør vi intet, så vil milliarder af fattige mennesker blive endnu fattigere med stigende underernæring, mangel på vand, miljømæssige trusler og tab af menneskeliv til følge.
Årtiers udviklingsbistand kan gå tabt. Derfor skal vi handle nu.
Men vi skal samtidigt stå ved, at klimaforandringerne er vores ansvar, og derfor er det os, der må betale regningen for at tilpasse ikke kun vores egne lande, men også de fattige lande til forandringerne.
Og de penge skal derfor ikke tages fra u-landsbistanden, som den nuværende regering foreslår. Kun ved både at fortsætte med en klar fattigdomsorientering i u-landsbistanden OG hjælpe de fattige lande med at tilpasse sig klimaforandringerne, kan vi rent faktisk få en bedre og mere lige verden.
(Noblprisvinderen, red.) Desmond Tutu sagde for nylig, at vi ved at lade de fattige lande i stikken med tilpasningen til de drastiske klimaændringer, har skabt en ny form for apartheid. Det vil jeg som udviklingsminister ikke acceptere.
Det globale og nationale samarbejde
For mig står det klart, at globale problemer som fattigdom kræver globale løsninger. Selv om vi i Danmark er rigtig gode til udviklingsarbejdet, kan vi ikke alene klare verdens udfordringer.
Derfor vil jeg som udviklingsminister sørge for, at Danmark spiller en meget mere aktiv rolle i at presse andre lande til også at hæve deres bistand. Samtidigt skal vi satse mere på det globale samarbejde og give mere i multilateral bistand.
De store multinationale organisationer har en enestående mulighed for at koordinere arbejdet på tværs af lande og sektorer. Men det kræver, at de har flere midler til deres arbejde.
Et større dansk bidrag til de multinationale udviklingsorganisationer som f.eks. FN-organisationerne og Verdensbank-gruppen vil også forøge vores muligheder for at være et af de toneangivende lande, der samtidig kan sikre en helt nødvendig reform og effektivisering af disse organisationers arbejde.
Det er som bekendt i høj grad dem som betaler fester, der bestemmer musikken.
Også nationalt er der behov for bedre samarbejde. Her tænker jeg på de danske udviklingsorganisationer som gør et kæmpe stykke arbejde for verdens fattige. Især i forhold til opbyggelsen af et stærkt civilsamfund, som er en afgørende byggesten i et hvert velfungerende demokrati, spiller de en helt afgørende rolle.
Derfor vil jeg som minister støtte bedre op om deres arbejde, og jeg vil til at begynde med ophæve fastfrysningen af den danske NGO-bistand, og forøge oplysningsbevillingen til organisationerne.
Hvo intet vover intet vinder
I dag støtter Danmark primært de såkaldte donor-darlings. Dvs. lande, hvor udviklingen allerede går frem og der eksisterer et spædt demokrati. Det betyder, at chancen for vækst og succes er større.
De lande vil jeg som udviklingsminister selvfølgelig fortsat hjælpe, men jeg vil også støtte de lande, der har allermest brug for vores hjælp, det vi kalder skrøbelige eller svage stater.
Her ser vi oftest den dybeste fattigdom og de groveste overgreb på menneskerettighederne. Vi skal ikke lade disse mennesker i stikken blot fordi, det er sværere at hjælpe dem.
Samtidigt skal vi også være villig til at afprøve nye bistandsformer, der virker lovende. Alt for ofte er det donorlandenes krav om at kunne måle direkte resultater af bistandsmidlerne, der er styrende for, hvilken for bistand der gives.
Men det skal være hensynet til modtagerne og effekterne der tæller højest. Lige som andre af de store donorlande som f.eks. Storbritannien og Holland, skal vi hele tiden teste nye bistandsformer, for at finde den form, der passer bedst og giver de mest markante resultater under de givne omstændigheder, anfører Jeppe Kofod.
De øvrige indlæg kommer:
5. december: Gitte Lillelund Bech, Formand for Det Udenrigspolitiske Nævn
7. december: Morten Helveg Petersen, De Radikale
10. december: Tina Petersen, Dansk Folkeparti
12. december: Karsten Lauritzen, Vesntre
14. december: Frank Aaen, Enhedslisten
17. december: Lars Barfoed, Konservative
19. december: Pia Olsen, SF
