Efter 16 år med udhungrede børn, undervisning i ernæring og koordinering af udviklings- og nødhjælpsarbejde vender Marianne Hallberg hjem til Danmark
Den engagerede sygeplejerske blev kendt af en større offentlighed herhjemme under massesulten i Etiopien i 1980erne, hvor mange danske journalister gæstede det store land på Afrikas Horn (også u-landsnyt.dks redaktør, der flere gange interviewede hende som udsendt for Kristeligt Dagblad).
Af Malene Haakansson
informationsmedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp, artikel i oktober-udgaven af bladet “Nød”
Den sødlige og fugtige lugt af grød, mælk og diarré hænger stadigvæk i Marianne Hallbergs næsebor. Arbejdet blandt udhungrede børn i Etiopien tilbage i 1985 har hun i frisk erindring.
– Jeg kan huske den måde, børnene græd på. De havde en meget tynd og skinger stemme. Men det værste var de børn, som ingenting sagde, fortæller nu 49-årige Marianne Hallberg, som netop er vendt hjem til Danmark fra Etiopien for at arbejde på Folkekirkens Nødhjælps hovedkontor i København som koordinator for Sudan.
Det var i 1980ernes ånd med de store Afrika-koncerter som Live Aid og sangen ”We are the World,” at Marianne Hallberg drog til det katastroferamte Etiopien for at gøre en forskel.
Nøden var stor, men det slog ikke den dengang 28-årige sygeplejerske ud – tværtimod.
Det halve års arbejde i interimistiske telt-bespisningscentre, hvor Marianne Hallberg sammen med et hold sygeplejersker prøvede at holde liv i udsultede børn, gav mod på at arbejde videre med hjælp til de hårdest ramte.
– Jeg kan også huske alt det fantastiske ved arbejdet. Jeg følte mig så privilegeret over at kunne hjælpe og se de positive resultater af vores arbejde. Det ville da være meget værre at sidde derhjemme og ikke kunne gøre noget, siger Marianne Hallberg begejstret.
Efter 6 måneder i felten vendte Marianne Hallberg hjem til sit job som sygeplejerske på intensiv afdeling på Københavns Kommunehospital. Der skulle dog ikke gå mere end et år, før hun vendte tilbage til Etiopien nu som sundhedsrådgiver.
Mere professionalisme
I begyndelsen var hun med til at uddele mad og samarbejdede med de lokale om at finde løsninger på situationen. Senere var hun med til at undervise samarbejdspartnere i sundhed, og i hvordan man laver ernæringsundersøgelser og visiterer underernærede børn.
Da krigen mellem Etiopiens regering og separatistbevægelser i Eritrea og nordlige Etiopien intensiveredes i 1989, koordinerede hun kirkernes arbejde i det nordlige Etiopien, som oprørsstyrkerne havde erobret.
Omkring en million mennesker var fanget i konflikten og sultede. – At det lykkedes at skabe en humanitær korridor mellem 2 stridende parter er da helt fantastisk, siger Marianne Hallberg, som elsker, når der er gang i den.
I løbet af de 16 år, Marianne Hallberg har arbejdet med nødhjælp i Afrika, har måden at give hjælp på ændret sig markant. Fra at uddele mad i flygtningelejrene handler det i dag langt mere om at støtte lokale samarbejdspartnere til at gøre arbejdet selv.
– Vores rolle er at starte de processer, der gør, at lokalbefolkningen selv kan ændre deres situation. Der er så mange i u-landene, som brænder for at gøre noget i deres eget land, de har bare ikke ressourcerne. Derfor skal vi støtte vore samarbejdspartnere, anfører hun.
Marianne Hallberg synes, at nødhjælp, som den er i dag, er langt mere professionel.
– Mange tror stadig, at nødhjælp kun handler om at uddele tæpper og mad. Men i dag handler det også om at støtte folk i at opnå deres rettigheder. Pigerne i Etiopien bliver stadig gift alt for unge, og kønsdiskriminering finder stadig sted, men forhåbentlig har vi sat gang i en proces, der skaber forandringer. Nødhjælp skal afløses af forebyggende arbejde og udviklingsprogrammer, siger hun.
Splittet mellem 2 lande
Selv om Marianne Hallberg har tilbragt det meste af sit voksne liv i Etiopien og er gift med en etioper, som hun har en datter med, er tilknytningen til Danmark stadig stor.
– I Etiopien vil jeg altid være gæst, selv om jeg har en etiopisk familie og kan tale det lokale sprog. Jeg vil altid være dansker, men føler mig splittet mellem de 2 lande, fordi de begge er en stor del af mig.
Hun glæder sig til at følge med i diskussionerne herhjemme – og kunne give sit besyv med, når f.eks. indvandrerdebatten bliver lidt for ”firkantet”.
– Forhåbentlig kan jeg være med til at påvirke folks mening ved at fortælle om alt det, jeg har oplevet, slutter hun.
