Tirsdag den 21. september 2004 fremkom DR programmet ”Kontant” med et indslag omkring buy aids samarbejde med Red Barnet. I den anledning har firmaet onsdag udsendt følgende pressemeddelelse, som bringes i sin fulde ordlyd:
I Kontant fremgår det:
”buy aid har en stor fortjeneste”
Faktum er, at vi i perioden 1996 til 2003 har doneret 22,1 million kr. til Red Barnet og i samme periode har buy aid A/S haft et overskud efter skat på 10,2 millioner kr. Som det fremgår af nedenstående oversigt, så er det korrekt, at buy aid sidste år havde en fortjeneste, som oversteg donationen. Det skal hertil bemærkes, at der i samarbejdsaftalen med Red Barnet ikke er en klausul, som omhandler dette. I aftalen fremgår det, at buy aid ”donerer 10 procent af omsætningen”, hvilket er sket til mindste øre.
” buy aid har utilfredse kunder”
Vi har ca. 80.000 erhvervskunder, hvoraf hovedparten har købt produkter af buy aid flere gange. Vi har i samarbejde med vores NGO partnere (Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp og Unicef) opbygget et filter, hvor vi nøje registrerer alle klager fra kunder. I løbet af 2004 har klageprocenten (jvf. nedenstående oversigt) svunget fra 0,1 promille til 2,5 promille. En klage er en klage for meget, men der er intet belæg for at insinuere, at vi har mange klager.
buy aid har afdelinger i Sverige, Finland, Belgien og Holland, hvor vi ligeledes oplever en bred opbakning til vores måde at samle penge ind på.
”buy aid er dygtige sælgere”
Salg pr. telefon er ”salg i mørket”, og der kan ske misforståelser, men som det også fremgik af udsendelsen, så er det værd at bemærke, at kunderne er blevet korrekt informeret.
Årsagen til vores succes er vores faste kundeskare. Vi ville aldrig have opnået respekt blandt de humanitære organisationer, hvis vi benyttede uetiske salgsmetoder. Det manuskript, som konsulenterne benytter, er godkendt af vores NGO partnere. I de få tilfælde hvor en medarbejder ikke efterlever de gældende retningslinier, følger vi konsekvent op på det.
”ærlige handelsbetingelser”
Vi ved, at det til tider kan gå stærkt i en telefon, og at nogle informationer ikke gives/registreres tydeligt nok. Derfor har vi på fakturaen, det vi mener er ”Danmarks ærligste handelsbetingelser”. Her fremgår det bl.a., at en kunde til enhver tid kan returnere sine varer og få pengene retur.
”buy aid giver misvisende informationer omkring netto-overskuddet”
Som vi tydeligt gav udtryk for i interviewet med DR, så beklager vi den misvisende information omkring netto-overskuddet. Alle kunder skal have den information, at det er 10 pct. af omsætningen, som doneres til Red Barnet. Kunder, der ønsker yderligere informationer, henvises til en ledende medarbejder.
”buy aid har fantastisk høje priser”
Vi hverken kan eller vil konkurrere på prisen. Vi tilbyder et ”branded produkt” (produkt med NGO logo), som ikke kan købes i andre forretninger. Et produkt hvor man, udover selve produktet, også køber goodwill. Samtidig er der for alle vore produkter en garanti for, at der ikke er brugt børnearbejde i produktionen. Det vil være meget uheldigt for vore NGO partnere og os, hvis vi tilbød produkter, som er blevet produceret af børn, eller fremstillet på anden uetisk vis.
Vi bestræber os på at have priser, som ligger i niveau med markedet, men i sidste ende er det for os et spørgsmål om kvalitet og værdi. Der er sikkert produkter, som er væsentlig billigere, som vi ikke ønsker at forhandle.
Samtidig er det også værd at notere, at hovedparten af vores kunder går tilbage til deres bagland for at tjekke prisen, derfor skal vore priser være realistiske.
”Hvad er alternativet til buy aid”?
Vi har forståelse for, at ikke alle billiger vores koncept, og at man kan vælge at støtte på anden vis. Som Red Barnets informationschef referer i udsendelsen Kontant, så vil det kræve store investeringer, såfremt organisationen selv skulle håndtere denne kampagne. Med det til følge at den samlede donation ville blive langt mindre. Det er altid nemt at være kritisk, men hvad er konsekvenserne ved vores arbejde?
Konsekvensen ved vores arbejde er, at der til 2003 er indsamlet 22,1 million kr. i Danmark til humanitært arbejde. Hvad de penge har betydet for børn og andre i nød – undlader Kontant desværre at berøre. At være med til at gøre en forskel! Det er den største motivationsfaktor for os i vores arbejde, og det ville være dejligt, hvis medierne i højere grad fokuserede på det store arbejde som Red Barnet og andre organisationer yder for de svage i samfundet.
Du er mere end velkommen til at komme med kommentarer eller spørgsmål, og buy aid er naturligvis altid åben for feedback. Det kan vi kun blive bedre af.
Venlig hilsen
Direktionen: Knud Mogensen, Direktør. Michael Meurs-Gerken, Direktør. Bo Steen Nyegaard, IT-Chef
Bestyrelsen: Thorleif Blok, Bestyrelsesformand. Karen Tobiasen, Bestyrelsesmedlem. Morten Søndergård, Bestyrelsesmedlem
Kilde: www.buy-aid.com