U-landsbistanden bliver efter flere års fald fastholdt på 0,8 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) fra 2007. Da det danske BNI for tiden stiger hurtigere end priserne, vil der næste år blive flere penge til bistand.
92 gruppens nyhedsbrev “Nyt om miljø & udvikling” har derfor bedt henholdsvis udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) og Socialdemokraternes udenrigsordfører Jeppe Kofod komme med deres bud på, hvad den danske bistand skal bruges til.
Flere penge til verdens fattigste
Af udviklingsminister Ulla Tørnæs (V)
I 2007 vil den danske udviklingsbistand til verdens fattigste lande blive øget markant. Med den nuværende vækst i dansk økonomi vil bistanden næste år stige med knap 600 mio. kr. De nye penge vil blive sat målrettet ind, hvor behovet og effekten er størst.
Jeg vil især bruge de nye penge til en markant forøgelse af den danske indsats til bekæmpelse af hiv/aids, som udgør en formidabel trussel mod udvikling – ikke mindst i Afrika.
Derfor vil jeg også øge bistanden til Afrika. Det vil ske i form af en langsigtet indsats, som vil støtte de afrikanske landes egen vilje til at bekæmpe fattigdom og opnå en bedre fremtid med vækst og stabilitet.
Den danske indsats vil også tage hånd om miljøet. For fattigdom og et udpint miljø hænger tæt sammen.
Bistanden til Afrika vil konkret blive øget gennem
– et nyt programsamarbejde med Mali,
– en særlig indsats for at styrke afrikanske kvinder,
– en styrket indsats mod hiv/aids og
– en forøgelse af Danmarks bidrag til internationale gældslettelsesaftaler.
Nogle hævder, at gældslettelse ikke bør regnes som udviklingsbistand. Det er i mine øjne misvisende.
Gældslettelse er afgørende for at skabe øget økonomisk vækst, som er den eneste
vej ud af fattigdom. Eftergivelse af gæld vil kunne forbedre fattige landes adgang til kommerciel kredit, som er en vigtig forudsætning for investeringer og økonomisk udvikling.
Gældslettelse kan ifølge OECDs regler medregnes som udviklingsbistand. Disse regler har den nuværende, såvel som tidligere regeringer fulgt.
Køb af CO2-kvoter kan derimod ikke regnes som bistand. Det kan derfor siges ganske enkelt. Stigningen i udviklingsbistanden næste år vil ikke blive anvendt til køb af kvoter fra klimaprojekter (CDM-kreditter).
Over udviklingsbistanden kan vi derimod finansiere udgifter til at bistå u-landene med at få gavn af klimaprojekterne gennem f.eks. kapacitetsopbygning. Hertil er i år afsat 40 mio. kr. Det er penge, der er godt givet ud.
Det gælder også en anden type indsats på klimaområdet, som vi fremover vil anvende flere midler på, nemlig tilpasning til de klimaforandringer, der er uundgåelige. I Vietnam og Tanzania bistår vi allerede med at ”klimachecke” udviklingsbistanden.
Alt i alt giver regeringens 0,8-garanti mulighed for, at udviklingsindsatsen kan øges på en række områder.
Bekæmpelse af hiv/aids anser jeg som vigtigst, men der vil også være råderum
til meget mere til fordel for verdens fattigste – bl.a. gældslettelse.
Der er råd til en bedre verden
Af Jeppe Kofod, udenrigsordfører (S)
For det er første er det Socialdemokraternes holdning, at den danske udviklingsbistand skal udgøre 1 procent af bruttonationalindkomsten. Kun herved kan vi genvinde vores position som verdens førende bistandsgiver – både kvalitativt og kvantitativt.
Nu er det ikke noget mål i selv at være førende donor. Det skal vi være, for at genvinde vores internationale gennemslagskraft og den respekt der plejer at stå om Danmark som en humanistisk bannerfører. Kun ved at genvinde vores image, kan vi
genvinde vores evne til at forandre verden til det bedre.
Hvad angår det økonomiske, så har vi rigeligt råd til at betale en krone til udviklingshjælp, hver gang vi bruger hundrede kroner. Alt andet ville være et tegn på menneskelig fattigdom midt i en tid med hidtil uset velstand.
Med hensyn til den direkte anvendelse af dansk bistand, så er det en stor diskussion værdig. Socialdemokraterne er da også meget vel klar over, at den nuværende regering kan have andre ideer og syn på, hvad der er god bistand end vi selv har.
Men når man hører, at regeringen anvender bistanden til alle mulige formål, der ikke er direkte fattigdomsbekæmpende, så er det meget trist.
Klimaaftaler der gavner Danmark, eksportaftaler der gavner dansk erhvervsliv, gældsslettelse af gæld, der alligevel aldrig vil blive indfriet, er alle sager, der ikke kan betegnes som udviklingsbistand.
Det er sager, der giver indtrykket af, at regeringen reelt ikke har den store vilje til at afhjælpe fattigdommen i Den 3. Verden.
En socialdemokratisk udviklingsbistand ville tage udgangspunkt i det enkelte menneske og dets rettighed til basale goder som rent vand, politisk frihed, sygdomsbekæmpelse, uddannelse osv.
Vi skal føre en udviklingsbistand, som centrerer sig om, hvordan vi bedst opnår det enkelte menneskes rettigheder frem for at tilgodese staters rettigheder.
Et meget nyttigt redskab til en sådan udviklingspolitik er FNs 2015 mål. Det er 8 punkter, der beskriver en række mål, som skal opnås inden 2015. Og det er konkrete mål, som vi har midlerne og den rette viden til at opfylde.
En socialdemokratisk udviklingsbistand vil være opdelt i lige dele bilateral og multilateral bistand, alt efter hvad der virker bedst, men hele tiden med målet
for øje: Hvordan vi sikrer det enkelte menneske en bedre verden.
92-gruppen er et samarbejde mellem 21 danske miljø- og udviklingsorganisationer.
92-gruppens organisationer arbejder aktivt med opfølgningen af Verdenstopmødet om Bæredygtig Udvikling i Johannesburg 2002 og andre sager vedrørende internationalt miljø og udvikling.
