Mens hungersnød, politisk vold og demokratisk undertrykkelse er en del af hverdagen i Zimbabwe, er 2 af landets stærkeste kvinder rejst til Danmark for at samle opbakning til deres kamp for frihed forsoning og demokrati, skriver Mellemfolkeligt Samvirke i en pressemeddelelse tirsdag.
Når politiske og humanitære kriser blusser op som i Zimbabwe er det altid kvinder, der betaler den højeste pris. De holder sammen på familierne, sørger for mad på bordet og bliver udsat for stigende vold i hjemmet i takt med voksende frustrationer over krisens udbredelse.
Afrika i dag er meget mere end oppustede maver og fluer i øjnene. Det er således moderne kvinder som Regina Dumba og Prudence Chingwena, der sætter den nye tids dagsorden og viser, hvorledes Afrikas kvinder står i spidsen for udvikling og fornyelse, hedder det.
De 2 kvinder er rejst til Danmark for at fortælle om deres liv i Zimbabwe og samle politisk såvel som økonomisk opbakning til deres kamp for demokrati og menneskerettigheder i hjemlandet i det sydlige Afrika.
I Danmark skal de rejse landet tyndt for at møde både ligestillingsministeren, ungdomspolitikere, landets yngste borgmester og frem for alt en masse almindelige danskere over hele landet.
Regina og Prudence kommer fra henholdsvis Womens Coalition og Youth Ahead, som repræsenterer 2 af de civilsamfundsorganisationer der har været længst fremme med demokratisering og uddannelse af fremtidens Zimbabwe.
Mellemfolkeligt Samvirke støtter begge disse progressive organisationer, som er faste samarbejdspartnere i Zimbabwe, hvor MS bidrager aktivt for at samle civilsamfundet i en fælles proces for “et andet Zimbabwe”.
Man kan læse mere om Mellemfolkeligt Samvirkes ”Save-Zimbabwe” kampagne på www.ms.dk/sw70866.asp
Zimbabwe blev for blot 15 år siden betragtet som en afrikansk solstrålehistorie. Et land, der adskilte sig fra naboerne ved at have stærk økonomisk vækst, stor eksport og politisk stabilitet.
Men nu har manglen på demokrati og magtmisbrug af økonomiske ressourcer slået benene væk under befolkningen og sendt Zimbabwe ud i frit fald.
Krisen har allerede resulteret i en inflation på omkring 5.000 procent, sendt 4/5 af indbyggerne under fattigdomsgrænsen og halveret levealderen på bare 15 år. Dertil kommer en arbejdsløshed på over 80 pct. med en industri og et erhvervsliv i forfald.
Kvinderne fra Zimbabwe rejse rundt i Danmark fra mandag den 11. juni til mandag den 25 juni.
Man kan læse mere om deres oplevelser på www.msblogs.dk/womenofzimbabwe og få yderligere informationer hos projektleder Mårten Ehlert Florentz: 30 23 13 09, e-mail: [email protected] og pressemedarbejder Jens Jonatan Steen:
29 44 60 23, e-mail: [email protected]