På dag 1, mandag, i sit tredagesbesøg i programsamarbjdslandet Nicaragua skriver udviklingsminister Ulla Tørnæs i en kronik i Berlingske Tidende, at dansk bistand skal vælge nogle lande fra. Hun kommer dog aldrig med en konkretisering, så der er åbnet for spekulationer omkring en stor mundfuld uld i mund om fremtidens bistand. Læs selv:
Danmark kan ikke yde bistand til alle udviklingslande. Skal vi fortsætte den høje standard, må vi have modet til at foretage fravalg, men det kan gøres, hvis vi samtidig indgår i en bedre arbejdsdeling med andre. Vi bliver større og bedre på nogle områder og overlader så andre områder til andre donorer. Samlet set giver det mere udvikling for de samme penge.
Danmark har i mange år præsteret noget af verdens bedste og mest moderne udviklingsbistand. Det er ingen naturlov, at det er sådan. Tiderne byder på nye udfordringer, og derfor skal vores indsats for at bekæmpe fattigdom hele tiden videreudvikles.
Målsætningen er klar: Også i fremtiden skal dansk udviklingspolitik være i verdensklasse. Danmark skal fortsat være kendt og respekteret for at bidrage markant til udviklingslandenes udvikling og fremme deres interesser. Derfor er tiden nu kommet, hvor den samlede udviklingspolitik skal til tiårseftersyn. Dette er en invitation til over de kommende ti måneder at deltage i debatten om og bidrage til formuleringen af Danmarks fremtidige udviklingspolitik. Processen vil indeholde møder, dialogcafeer, blogs og høringer m. m. Hold øje med Udenrigsministeriets hjemmeside og spil aktivt med.
Regeringen har løbende justeret udviklingspolitikken i forhold til ny indsigt, indhøstede erfaringer og den globale udvikling. Senest har Afrikakommissionen peget på, hvor dansk udviklingspolitik bør have fokus de kommende år. Men der er behov for at flyve op i helikopteren og se på om vores samlede udviklingspolitiske strategi er tunet rigtig ind på de udfordringer vi møder. Lad mig fremhæve nogle elementer, som vi skal forholde os til og debattere for fortsat at have en udviklingspolitik af meget høj kvalitet.
Det handler ikke kun om penge. Det internationale bistandsarbejde har ændret karakter gennem de seneste ti år og de udfordringer, vi står over for, er blevet mere komplekse. Vi har de seneste år oplevet fødevare-og økonomiske kriser, som har ramt de fattige lande hårdt. Vi oplever en stigende ulighed mellem dem, der kan udnytte globaliseringen, og dem, der ikke kan. Vi skal i en ny strategi forholde os til nye donorer som fx Kina, Indien, de arabiske lande og Den Globale Fond til Bekæmpelse af AIDS, Tuberkulose og Malaria. Udviklingsdebatten har en tendens til alene at fokusere på de ca. 15 milliarder kroner, som Danmark årligt giver i udviklingsbistand. Men dansk bistand skal også ses i sammenhæng med al anden bistand og politikområder som fx handelspolitik, sikkerhedspolitik, klimapolitik, forsvarspolitik og landbrugspolitik.
Fattigdommen har mange ansigter. Regeringens overordnede målsætning om at bekæmpe global fattigdom ligger fast. Men fattigdommen har mange ansigter. Fattigdom er ikke kun et spørgsmål om ikke at have penge nok til at klare dagen og vejen. Fattigdom handler lige så meget om de muligheder, det enkelte individ ikke får gennem livet.
Mange fattige oplever markante begrænsninger i forhold til bl. a. at komme i skole, få et job og deltage i demokratiske processer. Jeg tror, at noget af det væsentligste ved fattigdomsbekæmpelse er at give individet mulighed for fuldt at udnytte sine ressourcer til eget og samfundets bedste. De muligheder skal udviklingspolitikken bidrage til at skabe.
Klimaforandringerne rammer de fattige: Det er de fattigste lande, der bidrager mindst til klimaforandringerne, men det er dem, der vil opleve de største påvirkninger. Jeg har selv på rejser i udviklingslandene kunnet konstatere, hvordan marker ikke længere kan dyrkes, veje er skyllet væk og brønde er tørret ud. Det må vores udviklingspolitik og vores internationale klimaarbejde nødvendigvis forholde sig til i endnu højere grad end tilfældet er i dag. Resultatet af COP 15 klimakonferencen i december bliver derfor en meget vigtig brik i arbejdet med fattigdomsbekæmpelse fremover.
Bistand, fred og sikkerhed: En af de markante ændringer i udviklingsbistanden siden 2000 er det øgede fokus på bistandens bidrag til at skabe sikkerhed. Konkret i Afghanistan, hvor vi nu har et udviklingsprogram på størrelse med nogle af vores store samarbejdslande i Afrika.
Den civile-militære samtænkning er allerede kommet langt, men kan udvikles yderligere.
Jobs til de unge: Man skal ikke have opholdt sig længe i en afrikansk by, før det står klart, at arbejdsløshed og mangel på jobs er et dominerende og skræmmende problem. Skræmmende bl. a. fordi nogle af de unge arbejdsløse mænd er lette at lokke til at udskifte jobsøgningen med en automatriffel.
Økonomisk vækst drevet af den private sektor og med fokus på jobskabelse og fattigdomsreduktion var blandt Afrikakommissionens klare anbefalinger, som jeg mener bør få en markant placering i den nye strategi.
Vi kan ikke være overalt. De ca. 15 milliarder kroner i dansk bistand går til 2.863 programmer og projekter, viser den seneste opgørelse. Det er mange. Ikke kun for Danmark, men også for vores modtagere, som skal håndtere de krav, der følger med de mange bidrag. Næsten alle donorer har en tilsvarende tendens til ofte at ville lidt for meget med risiko for at sprede sig for tyndt. Det skyldes ønsket om at bidrage til bekæmpelsen af alle fattigdommens mange ansigter på samme tid. Men mange spredte bidrag er ikke den mest effektive måde at bekæmpe fattigdom på. Under udarbejdelsen af den nye strategi vil vi derfor kigge på, om der kan fokuseres og prioriteres skarpere både tematisk, geografisk og i forhold til antallet af samarbejdspartnere.
Det vil kræve mod at foretage fravalg, men det kan gøres, hvis vi samtidig indgår i en bedre arbejdsdeling med andre. Vi bliver større og bedre på nogle områder og overlader så andre områder til andre donorer. Samlet set giver det mere udvikling for de samme penge.
Konsekvenserne af ny EU-traktat: Lissabontraktaten åbner for tættere EU-samarbejde og koordination i den praktiske gennemførelse af udviklingsbistanden.
Det skal vi tage højde for i arbejdet med at udforme den nye strategi for også på den måde at få en mere effektiv bistand.
Hvor meget tør vi slippe tøjlerne?: Partnerskab i udviklingssamarbejdet er kommet til at spille en større og større rolle. Ikke blot i retorikken, men i det praktiske samarbejde mellem modtagerlandene og donorer. Meldingen fra udviklingslandene er klar: De ønsker, at donorerne træder mere i baggrunden, de ønsker mere ejerskab og lokalt ansvar. Det skal være modtagernes prioriteter og systemer, der skal være rammen om gennemførelsen af udviklingsbistanden.
En af de spændende ting at diskutere i arbejdet med den nye strategi bliver, hvad vi så konkret mener med at fremme modtagerlandenes ejerskab.
I dag gives størstedelen af den danske bistand til større sammenhængende programmer og til internationale organisationer. Mange eksperter peger på, at den mest bæredygtige udviklingsstøtte er at give bistanden direkte til modtagerlandets statsbudget i form af budgetstøtte. Det gør Danmark allerede i et begrænset omfang, når modtagerlandet lever op til en række betingelser for at modtage pengene. Hvor langt vi skal gå ad den vej kommer til at fremgå af den nye strategi? Budgetstøtte er ikke noget vidundermiddel, men udviklingsbistand er nu engang mere risikovillig kapital end investering i obligationer, og med den danske nul-tolerance over for korruption bliver der holdt godt øje med, om pengene bliver misbrugt.
Skal det stadig være mænd, der ejer og bestemmer.
Listen over hvordan kvinders muligheder for at deltage i samfundsudviklingen undertrykkes er lang som en jordomrejse til fods. Nogle lande drømmer om at finde olie for at løse landets udviklingsproblemer. Men der er lige inden for døren en ikke udnyttet righoldig kilde til udvikling i form af ligestilling og flere muligheder for kvinderne. Vi ved, bl. a. fra en analyse fra Verdensbanken, at vi kan øge fødevareproduktionen med helt op til 20 procent, hvis kvinder får de samme rettigheder som mænd. Jeg ved godt, at dette ikke er et nyt tema i debatten om udvikling, men det bliver det ikke mindre rigtigt af, og kvinders rettigheder og muligheder bør også være et fremherskende og tværgående element i strategien for dansk udviklingsbistand. Jeg håber at alle, der har lyst, over de næste ti måneder vil være med til at debattere, hvordan vi fortsat skal have en udviklingspolitik i verdensklasse.
I dag gives størstedelen af den danske bistand til større sammenhængende programmer og til internationale organisationer.
Mange eksperter peger på, at den mest bæredygtige udviklingsstøtte er at give bistanden direkte til modtagerlandets statsbudget i form af budgetstøtte.
Kilde: www.um.dk
