Folkekirkens Nødhjælp har nu bedt Udenrigsministeriet om at lægge pres på Zimbabwes regering for at finde den netop forsvundne leder af Zimbabwe Peace Project, Jestina Mukoko, skriver organisationen på sin hjemmeside torsdag.
Tidligt onsdag morgen blev Jestina Mukoko fra Zimbabwe Peace Project (ZPP) bortført fra sit hjem. Hun er fortsat savnet.
Nødhjælpen har derfor i et brev anmdet ministeriet i København om at bruge de midler, som måtte være til rådighed, til at lægge pres på regeringen i Harare for at finde Jestina Mukoko og få hende sat på fri fod.
Jestine Mukoko er leder af ZPP, som tidligere har modtaget støtte af Danida gennem Kirkens Nødhjelp i Norge; Folkekirkens Nødhjælp har ansøgt ministeriet om penge til at fortsætte denne støtte, idet hun og ZRP er en af Folkekirkens Nødhjælps vigtige partnere i civilsamfundet i Zimbabwe.
– Bortførelsen af Jestina Mukoko skete af folk, som udgav sig for politifolk eller som rent faktisk var medlemmer af politiet. Det er langt fra udelukket, at den zimbabweanske regering eller repræsentanter for den har ønsket at lukke munden på Jestina Mukoko og på ZPP, siger katastrofechef i Folkekirkens Nødhjælp, Lisa Henry.
Organisationen arbejder på at overvåge den politiske vold. Zimbabwes regering har i årevis stået bag mange voldshandlinger, som bl.a. umuliggjorde afvikling af et frit og retfærdig valg tidligere i år.
– Overgrebet mod Jestina Mukoko må anses for at være rettet ikke blot mod hende som person eller hendes organisation, men som et anslag mod hele det zimbabweanske civilsamfund og mod dem, der kræver respekt for lov og demokrati i Zimbabwe, siger Lisa Henry.
Yderligere oplysninger hos:
Uffe Gjerding
Folkekirkens Nødhjælps repræsentant i Zambia
T: +260 1 256 744/5
M: +260 (0)977 790 300
[email protected]
Skype: uffegj2005
Lisa Henry
Katastrofechef I Folkekirkens Nødhjælp
[email protected] ,
M: +45 29 61 99 04
Skype henrymadsen