Forårsmøderne i Verdensbanken og IMF for nylig efterlader desværre ingen tvivl om, at den globale økonomiske krise kommer til at ramme de fattigste udviklingslande hårdt
Det seneste årtis fremskridt og fattigdomsbekæmpelse risikerer at blive sat over styr på grund af finanskrisen, som for mange lande kommer oven i et par hårde år med høje fødevare- og energipriser, skriver udviklingsminister Ulla Tørnæs i en kommentar i Information tirsdag.
Alle de fattigste landes indtægtskilder bliver ramt. Råvarepriserne falder, migrantarbejdere sender færre penge hjem til deres familier og nogle donorer skruer – stik mod løfterne om det modsatte – ned for udviklingsbistanden.
Verdensbanken skønner, at 52 millioner mennesker i udviklingslandene allerede er blevet presset tilbage i fattigdom som et resultat af den økonomiske krise. Samtidig er erfaringen fra den asiatiske krise i 1990’erne, at det kan tage et helt årti at genvinde det tabte terræn på det sociale område.
Mere afhængige
I de fattigste lande, særligt i Afrika, er der ikke finansielt råderum til at iværksætte ‘stimuli-pakker’, og krisen er begyndt at berøre folks hverdag. Arbejdsløsheden er stigende, og der er ingen dagpenge at få i Afrika.
Resultatet er, at børn holdes hjemme fra skole, at familier skærer ned på antallet af daglige måltider, og desværre hører vi indberetninger fra Kenya og Zambia om, at flere børn og unge piger vælger livet som sexarbejdere for at kunne overleve. Alt sammen tegn på, at krisen er ved at ramme Afrika.
Den økonomiske krise betyder, at de fattigste lande risikerer at blive endnu mere afhængige af udviklingsbistanden. For mange lande vil det være den absolut væsentligste finansielle mulighed i de kommende år for at opretholde noget, der ligner en holdbar balance på de offentlige budgetter. Og dermed for at landene kan opretholde de livsvigtige investeringer i grundskoleuddannelse og basale sundhedsydelser, som er en forudsætning for langsigtet vækst og udvikling.
Den økonomiske krise må ikke blive en undskyldning for, at vi i den rige del af verden løber fra vores løfter om udviklingsbistand. Danmark er blandt de fem lande i verden, der yder mest i bistand – i 2008 bidrog vi med 0,82 procent af vores bruttonationalindkomst (BNI). Vi fastholder det høje niveau. Også i krisetider.
Andre lande må nu yde deres tilsvarende bidrag, det gælder også G20-lande som for eksempel Kina. Verdensbanken vurderer, at hvis blot G20-landene gav 0,7 procent af deres krisepakker – ikke af deres bruttonationalindkomst, som de ellers har lovet – til udviklingslandene, så ville det betyde 15 milliarder dollar mere i udviklingsbistand, eller en stigning på ca. 15 procent. Penge, der kunne sende mange piger i skole i Afrika.
Investér i kvinderne
For der skal investeres i udviklingslandenes ressourcer. Og der skal især investeres i kvinder. Både fordi de typisk rammes hårdest af en økonomisk krise, og fordi kvinder er en ressource, som skal hjælpe udviklingslandene ud af krisen. Alle analyser viser, at det har størst effekt på hele familiens velfærd og dermed på hele samfundet, hvis vi investerer i at øge kvinders indkomst i de fattige afrikanske husholdninger.
Jeg lagde under mine møder i Washington stor vægt på, at Verdensbanken tager førertrøjen på i forhold til ligestilling. At Verdensbankens kriserespons fokuserer på kvinders økonomiske muligheder – også når det gælder den finansielle sektor, herunder særligt mikrofinansiering, som ikke mindst kvinder benytter til at investere i små forretninger, landbrug og i deres børns uddannelse. Nøglen til fremtidens vækst og velfærd i udviklingslandene ligger hos – kvinderne.
Læs osse Folkekirkens Nødhjælps kommentar til regeringens bistandskurs:
http://www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=18173&mode=Nyhed
